Odense Domkirke får nyt blytag
Højt over byens tage arbejder dygtige tømrere, snedkere og blytækkere lige nu på at lægge nyt blytag på byens smukke varetegn. Arbejdet forventes færdigt i slutningen af september 2025.
Af: Malene Kjerstad, Fyens Stift

Odense Domkirke er for tiden pakket godt ind i stilladser.
Stilladser på alle sider, afspærringer og byggerod.
Den smukke Domkirke i hjertet af Odense ser i disse måneder meget anderledes ud end den plejer. Det skyldes en gennemgribende renovering af kirkens blytag, der var hårdt mærket af tidens tand. Taget blev sidste gang skiftet tilbage i 1961, så med synlige skader efter mere end 50 års slitage af vind og vejr, var det tid.
Med denne renovering af vores fælles kulturarv fremtidssikrer vi Odense Domkirke for de kommende generationer, understreger Mogens Hesselvig Petersen, Kirkeværge Skt. Knuds Kirke

Mogens Hesselvig Petersen, Kirkeværge Skt. Knuds Kirke er i løbende dialog med de dygtige håndværkere, der arbejder højt til vejrs.

Stillads med elevator på Domkirkens sider sikrer adgang til den højtliggende arbejdsplads.
Erfarne specialister tager fat
Tagrenoveringsprojektet er resultatet af nøje planlægning og samarbejde på tværs både lokalt og nationalt. Efter udbudsprocessen løb Guldfeldt med opgaven på selve tagmonteringen, mens Danmarks sidste blytækker-virksomhed ”Blytækker Michaelsen A/S, der er blytækkere i 5. generation siden 1893, står for omstøbning og tækningen af blytaget. Det hele foregår i tæt samarbejde med Nationalmuseet, der senest var på besøg onsdag den 12. marts 2025 for at inspicere arbejdet.

Tømrerne er grundige i deres gennemgang af taget...

.. og når de løfter blikket, har de en af byens bedste udsigter fra deres arbejdsplads.
Blypladerne genbruges
Domkirkens tag består af 20 tons blyplader på begge sider af kirkeskibet. Så i alt 40 tons blyplader er blevet pillet ned for at give plads til det nye blytag. Men helt nyt er det nye tag dog ikke. Det er nemlig de gamle afmonterede blyplader fra 1961, der bliver smeltet om og genbrugt i det nye tag, der får en forventet levetid på omkring 100 år. Dog med forbehold for klimaforandringer, der kan betyde, at taget skal skiftes igen før tid.

En af de gamle blyplader fra 1961, der skal smeltes om og genbruges til det nye tag.

Dateringen fra 1961 fremgår tydeligt af blypladen.
En dyr affære
Odense Sankt Knuds Provsti har sparet sammen til tagrenoveringen i de sidste 10 år, og det er dem, der betaler regningen. Da bly er et dyrt materiale og renoveringen omfattende, ender regningen med at være i millionklassen. Under nedrivningen af blytaget stod det klart, at der også skal laves nyt undertag, og visse steder skal gamle rådne egetræsspær erstattes med nyt stærkt kernetræ for at fremtidssikre taget. Så hvor stor den endelige udskrivning bliver, må tiden vise.

Et unikt kig ind til Domkirketaget "skellet".

De rådne spær skiftes ud efter behov.

Nyt kernetræ ligger klar til at blive til nye spær under Domkirkens tag.
Historiens vingesus
Med en arbejdsplads 22 meter over byens gader er håndværkerne godt klar over, at det er en helt særlig opgave, de er i gang med. At historien er overalt, skyldes ikke kun Domkirkens lange historie, der kan dateres helt tilbage til senmiddelalderen, men også, at bygningen gemmer på forskellige sjove vidnesbyrd om de håndværkere, der tilbage i 1961 lagde det seneste blytag. Blandt mørnet træ, støv og grus er gamle ølflasker dukket op – så måske har en tømrer siddet der på taget med sin madpakke en solrig dag i 1961 og fået sig en kold Tuborg i frokostpausen. Den var nok ikke gået i dag.