Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder 2023
Nyheder

- Jeg er så glad for at være tilbage på Fyn 

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel bød velkommen til Fyens Stifts nye biskop, Mads Davidsen, da Odense Kommune holdt reception på rådhuset efter bispevielsen.


Af Lene Kældgaard

Efter bispevielsen i Odense Domkirke var domkirkens nærmeste nabo, Odense Rådhus, vært ved en reception for Fyens Stifts nye biskop, Mads Davidsen. 

Borgmester Peter Rahbæk Juel lagde i sin tale vægt på det historiske forhold mellem kirken og Odense Kommune. 

Borgmester Peter Rahbæk Juhl bød den nye biskop over Fyens Stift, Mads Davidsen, velkommen i rådhussalen til reception efter bispevielsen. 
Foto: Lasse Skov

En tradition, der går over 1.000 år tilbage stadfæstet i et kejserbrev fra år 988, som udpeger Odense som bispesæde sammen med en række andre danske byer.

- Dette dokument kaldes meget passende for Odenses "dåbsattest" - det er det tidligste skriftlige fund, som på mange måder markerer en historisk begyndelse for den by, som vi alle befinder os i lige nu. Op gennem middelalderen fik byen som kirkeligt centrum desuden en række gejstlige institutioner og bygninger. Mange af dem kan man stadig finde rundt om i byen i dag, sagde borgmester Peter Rahbæk Juhl og fortsatte:

- Vi er stolte af vores tradition og vores historiske og kirkelige institutioner her i byen - institutioner som stadig er aktive medspillere i byens liv i dag. Historien og traditionerne fylder utroligt meget omkring os i dag, hvor vi tager hul på et nyt kapitel i Odenses lange historie som bispesæde.

"Jeg håber på, at vi får et fantastisk samarbejde med masser af gode og lyse morgener i en kirke, der bringer velsignelse og glæde ind i menneskers liv i hele Fyens Stift," sagde Mads Davidsen.
Foto: Lasse Skov  

Bygger bro fra sind til sind

Biskop Mads Davidsen, der tidligere har været præst ved tre forskellige sogne på Fyn, nævnte i sin takketale en af sine yndlingssange, "Godmorgen lille land" af Niels Brunse, der blev skrevet i forbindelse med Storebæltsforbindelsens åbning. 

Han fremhævede, hvor glad han var for "at komme hjem" til øen i midten af landet for at bygge bro mellem kirken og dens samarbejdspartnere. 

- Et godmorgen på Fyn betyder nu ikke længere, at jeg kører væk fra Fyn for at arbejde et andet sted, men at jeg nu kan være med til at arbejde og virke ved at bygge bro fra sind til sind, som Brunse skriver det, gennem det kirkelige arbejde her på Fyn. For det er netop det, vi gør i kirken. Vi bygger bro fra sind til sind, forbinder mennesker i troen og håbet, hvad enten det er relationen til medlemmerne af kirken eller ved at bygge bro til samfundet og institutionerne i samarbejde med kommune, plejehjem, skoler, børnehave og de mange andre institutioner, vi besøger og forbinder os med i kirken.

Biskop Mads Davidsen sluttede sin tale med at takke alle, der har deltaget i bispevielsen og sagde med reference til Niels Brunses sang fra 1998:

- Godmorgen lille land - jeg håber på, at vi får et fantastisk samarbejde med masser af gode og lyse morgener i en kirke, der bringer velsignelse og glæde ind i menneskers liv i hele Fyens Stift.  

Skål og velkommen
Foto: Lasse Skov