Fynske årbøger 2024

Titel: Fynske årbøger 2024, tema: Det grundtvigske Fyn

Udgivet af: Historisk Samfund for Fyn

Anmelder: Sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby- Aastrup

”Der var så dejligt ude på landet.” Med dette H. C. Andersencitat kan man vist godt beskrive den generelle holdning til Fyn og kirkelivet blandt dem, der har kendskabet på anden hånd. Fyn er som bekendt fin, og når der er brug for en beskrivelse af samme kirkeliv, kommer betegnelsen ”grundtvigsk” næsten automatisk flyvende.

Men når man sidder med 2024-udgaven af Fynske Årbøger i hænderne, bliver man hurtigt klar over, at der er folk, derude, der tager betegnelsen ”Det grundtvigske Fyn” anderledes alvorligt. Derfor har det faktisk været muligt at udgive en hel årbog med dette tema.

Det er naturligvis sammenhængen taget i betragtning historisk set. Faktisk skal vi ca. 200 år tilbage for at begynde rejsen gennem dette spændende værk.

Helt tilbage til før, der overhovedet var noget, der hed ”grundtvigsk”.

Det vil i en anmeldelse føre for vidt at gennemgå artiklerne enkeltvist. Men de er alle læseværdige, og man skal være endog meget inde i stoffet på forhånd for ikke at lære nyt undervejs. Selv om jeg selv har haft det grundtvigske Sydfyn inde på livet såvel gennem min opvækst som i min kirkehistoriske interesse, så har jeg mødt nyt undervejs. Jeg kendte for eksempel ikke begrebet en ”koldunge” der oprindeligt var en negativ betegnelse for tilhængere af Christen Kolds skolesyn, men som det så ofte går, blev betegnelsen omfavnet med kærlighed af selvsamme tilhængere og endte med at være en hædersbetegnelse.

Jens Rasmussen, der vil være kendt som en kyndig historieskriver, lægger med sin grundige gennemgang af udviklingen fra de gudelige forsamlinger til opsplittelsen i de kirkelige retninger makronbunden for mange af bogens øvrige artikler, selv om hans egentlige ærinde er en gennemgang af andagtslitteraturen. Spændende er forbindelsen til Christiansfeld, der tidligere har været fremhævet at såvel Anders Nørgaard som Anders Pontoppidan Thyssen, men det er velgørende at få det repeteret og sammenskrevet.

De øvrige artikler kan med lidt god vilje betegnes som beskrivelser af nogle af de udslag, det grundtvigske blev anledning til. Eller måske ikke blev anledning til som spørgsmålstegnet i Helle Blomquists artikel om grundtvigiansk husflid? på Vestfyn antyder.

Så er vi mere på den rette linje med Laust Riis-Søndergaards beskrivelse af læreruddannelsen til de frie skoler og Anna Marie Lebech-Sørensens artikel om Bondedrengen Lars Frederiksen.

Fynske Årbøger 2024 er en bog, man måske skal læse ad flere omgange. Det er koncentreret stof. Men man skal ikke lægge den for langt væk, for det er en vigtig bog. Og selv om tilgangen til det grundtvigske Fyn er historisk i denne sammenhæng, giver den et godt grundlag for at forstå meget også i nutidens grundtvigske Fyn. Der er stadig dejligt ude på landet, men befolkningen flytter mod byerne. Mange at de institutioner, der blev skabt og båret af disse grundtvigske foregangsmænd og -kvinder er i dag forladte og bliver brugt til andre formål. Men de var der, og deres arbejde har ikke været forgæves.