Fortsæt til hovedindholdet
Til præster om Fyn faster og fester
Faste som tema i konfirmandundervisning
Ordet FASTE skrevet med bønner

Faste som tema i konfirmandundervisning

Faste kan indgå i konfirmationsforberedelsen på mange måder. Det kan selvfølgelig gøres til et selvstændigt forløb over 1-2 undervisningsgange, men kan også supplere den øvrige undervisning i løbet af fastetiden.

Her kommer et par bud på, hvordan fasten kan inddrages i den øvrige undervisning:

Tekst: Hanne Uhre Hansen

  • Man kan indlede fastetiden med fastelavnsboller og efterfølgende askeonsdags-andagt og arbejde med Jesu faste og fristelse i ørkenen + fortælle om de folkelige traditioner, der knytter sig til fastetiden (jeg ved godt, at det tematisk er noget rod, at lægge det samme dag, men af tidshensyn og den slags…!)
  • Mange har en fast andagt i forbindelse med undervisningen, og her kan faste overvejelser indgå. Man kan benytte sig af andagtsmaterialet eller indføje et nyt element til andagten (stilhed, lystænding, refleksion, samtalekort eller andet) i fastetiden.
  • Samtalekort: 
    • Kortene med et enkelt spørgsmål kan bruges som quiz og byt-kort i forberedelsen (Quiz-og-byt betyder, at de får et kort hver og går rundt mellem hinanden og finder en makker. De stiller på skift hinanden det spørgsmål, der står på deres kort, og når begge har svaret, bytter de kort, og går videre og finder en ny makker. Processen gentages i det omfang der er tid til rådighed).
    • Samtalekortene – både dem med et enkelt spørgsmål og dem med bibelcitater – kan også bruges mere formelt, så konfirmanderne sidder i grupper og taler om ét kort ad gangen (ca. 5 minutter pr. kort og alle skal give et svar) – alt efter hvor meget tid, man har, kan bunken af kort være lille eller stor.
    • Samtalekortene kan også sendes med dem hjem som en hjemmeopgave til familierne her i fastetiden: 2 gange om ugen (eller hvad I finder passende) skal de så tage et samtalekort, som skal drøftes omkring aftenbordet
  • Afsavn: Man kan også tage en snak med sine konfirmander om at øve sig på at give plads til noget nyt i sit liv. Giv dem eksempelvis en opgave, der lyder, at de hver dag (eller et par gange om ugen) i fastetiden, skal lægge deres telefon og skærme fra sig i 5 minutter uden at erstatte det af andre ”stimulanser”…
    • Stilheden kan sagtens være en pointe i sig selv, eftersom den er sjælden for mange af dem. Hvis I vil kvalificere den, kan de måske føre en slags logbog over, hvad de kommer til at tænke på, når der er helt stille omkring dem.
    • Stilheden kan også fyldes af noget andet, som en art meditation; et bibelord, salmetekst, spørgsmål, fadervor osv.

Herudover vil jeg henvise til Konfirmandcenter, som har flere bud på øvelser og andagter til fastetiden: Folkekirkens Konfirmandcenter. Skriv faste i søgefeltet så dukker der lidt af hvert op.