Sommerens rolige agurketid fik en brat afslutning med koranafbrændingerne, opstanden blandt de muslimske landes ledere i OIC og den følgende debat om lovindgreb og indskrænkning af ytringsfriheden. Også flere af landets biskopper har udtalt sig i denne debat, som rigtig mange har en mening om, og endnu flere er forvirrede omkring. For hvad er rigtigt og forkert? Og hvor langt skal vi gå, når det gælder ytringsfriheden?
Undervejs er debatten kommet til at handle om religionskritik. I kristendommen har religionskritikken været en fast bestanddel helt fra de første kristenforfølgelser, hvor kirkefædrene forfattede forsvarsværker (apologier) for kristendommen og adresserede dem til den romerske kejser. Religionskritikken har antaget mange forskellige former og har lydt både fra filosoffer, ateister, kristne og andre religioner.
Jeg mener, at denne form for kritik er helt afgørende vigtig for enhver religion. Religioner har brug for at blive korrigeret og kritiseret, og noget af den bedste teologi er fremkommet i forsvar for religionskritikken. Men kritikken bør ske gennem argumenter og dialog og ikke ved at ødelægge eller destruere, sådan som det sker med koranafbrændingerne.
Jeg tager skarpt afstand til koranafbrændingerne, ligesom vi som kirke bør tage afstand til bogafbrændingerne i vores egen historie. Den tyske jødiske forfatter Heinrich Heine sagde i begyndelsen af det 19. århundrede, at dem, der brænder bøger, ender med at brænde mennesker. Han skulle få mere ret, end han anede. Citatet står den dag i dag på pladsen foran Humboldt Universitet i Berlin.
Vi kan frit have hver vores mening i spørgsmålet, om koranafbrændinger skal gøres ulovlige. Det er ikke op til kirken at lovgive. Det har vi heldigvis folketinget til. Jeg vil fremhæve vigtigheden af, at politikerne har blik for, at der altid skal være plads til en sund religionskritik.
Faren er dog, at vi i debatten om ytringsfriheden glemmer, at den altid har en kontekst. I Danmark er konteksten, at ytringsfriheden skal forvaltes i overensstemmelse med andre grundlæggende principper herunder religionsfriheden. Derfor skal vi finde en god balance mellem religionsfrihedens tolerance overfor andre trossamfund og retten til frit at kunne ytre sig og kritisere andre religioner.
Det er præcis denne balance, som bliver overskredet, når man brænder koranen af foran andre landes ambassader. Symbolikken i en sådan handling er entydig, og man kan næppe være i tvivl om, at det ikke er religionskritik, men snarere en destruktiv handling, der dækker over, at man ikke vil have muslimer i Danmark.
Der går grænsen for mig. Og samtidig anerkender jeg naturligvis, at der skal være plads til forskellige holdninger til dette emne også indenfor vores kirke og stift.
God sommer.
