Fortsæt til hovedindholdet
Biskoppens breve til præster, menighedsråd og ansatte
Forkerte oplysninger i pressen

Forkerte oplysninger i pressen

Mads Davidsens nyhedsbrev den 30. juli 2024

Netmediet Frihedsbrevet har denne sommer sat fokus på folkekirken herunder præsteboliger og bispeboliger. Frihedsbrevet har blandt andet bedt om aktindsigt i renoveringen af bispeboligen i Klaregade i forbindelse med bispeskiftet. Det har resulteret i en artikel om, at renoveringsbudgettet er overskredet, samt at køkken og bad har gennemgået en dyr renovering. Artiklen er blevet refereret af både TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende.

Desværre rummer artiklen en række forkerte oplysninger. Frihedsbrevet har blandt andet forvekslet oplysninger om renoveringen af Fyens Stiftsadministrations bygning (Klingenberg 2) og bispeboligen (Klaregade 17) på trods af, at stiftet forud for artiklens udgivelse både mundtligt og skriftligt har oplyst Frihedsbrevet om forvekslingen. 

Vi har derfor skrevet til Frihedsbrevet og bedt om, at de retter fejlene. Vi har ligeledes skrevet til TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende og fortalt dem, at vi har bedt Frihedsbrevet om en berigtigelse. Faktum er, at renoveringen af bispeboligen, som er et bevaringsværdigt hus, i alt har kostet ca. 3,35 mio. kroner. Renoveringen er betalt af Folkekirkens Fællesfond. 

Frihedsbrevet og andre medier beder i denne tid om aktindsigt i en række fynske sogne. Det drejer sig om indkøb, renoveringsarbejder og boligbidrag. Når menighedsråd, provstier og stifter får en anmodning om aktindsigt, skal den selvfølgelig imødekommes, hvis det kan gøres inden for lovens rammer. Jeg vil gerne understrege, at menighedsrådene er meget velkomne til at få juridisk bistand af stiftets jurister ved modtagelsen af aktindsigtsanmodninger.
 
I er også altid velkomne til at rådføre jer med stiftets pressemedarbejder vedrørende henvendelser fra pressen. Et enkelt godt råd er: Bed altid om at få citater til tjek, før de publiceres. Det kan forhindre mange misforståelser. 
 
Sognene i stiftet er alle underlagt revision. Vi offentliggør regnskaber, vi indhenter tilbud på større renoveringsarbejder og forsøger på bedste vis at forvalte de skattekroner, som vi har til rådighed, på respektfuld vis. Vi har en forventning om, at oplysningerne bliver brugt korrekt, og at der bliver skrevet respektfuldt om folkekirken.

Venlig hilsen og fortsat god sommer
Biskop Mads Davidsen