Odense Domkirke er badet i sollys. Det er palmesøndag og dagen for min bispevielse. I Eventyrhaven står kamerafolk parat til interview. En forbipasserende dame ønsker mig tillykke, og de første tilskuere har allerede taget plads udenfor Domkirken. Man kan ligefrem mærke, hvordan byen emmer af liv. Der er kameravogne og politi overalt. Inde i Domkirken vrimler det med kirketjenere, korsangere og medarbejdere fra stiftet, der gennemgår de sidste detaljer forud for bispevielsen.
Jeg går alene over på stiftet. Sætter mig på en stol og kigger ud i luften. Det er første gang i måneder, jeg er alene. Hver dag har der været journalister, forberedelse af taler, prædikener og salmer samtidig med, at jeg har været i København for at afslutte mit arbejde på pastoralseminariet. Jeg har for længst mærket, hvordan min nye tilværelse er begyndt, at jeg ikke længere er herre over min tid og min kalender. Der er sekretærer, kontorchefer, kommunikationsmedarbejder, der med omsorg og indsigt fortæller mig, hvor jeg skal være, hvem jeg skal mødes med, og hvad jeg skal gøre hvornår.
Jeg mærker for første gang nervøsiteten, jeg mærker træthed og frygt. Der har ikke været tid til at mærke efter før nu. Jeg forsøger at fokusere på min vejrtrækning, at bede en bøn, inden jeg rejser mig og går over på Odense Rådhus, hvor provster, præster og biskopper gør sig klar. Det vrimler med mennesker. Alle er søde og glade, de trykker hånd, smiler og ønsker mig tillykke. Jeg bliver klædt på, stiller mig op i processionen og forsøger at fokusere. Alterbog, program, prædiken. Det hele bliver tjekket en sidste gang inden processionen træder ud fra rådhuset og gør klar til at gå ind i Domkirken. Vi venter på kronprinsen. Folk er stimlet sammen for at følge begivenheden. Udenfor kirken kører kameraerne, mens eksperterne kommenterer begivenheden på direkte TV.
Jeg koncentrerer mig om mine skridt, mens processionen langsomt bevæger sig hen mod Domkirken. Da dørene går op, kan jeg høre den mest fantastiske musik. Jeg bliver mødt af præster, menighedsrådsmedlemmer, familie og venner. Alle kigger og smiler, som om de vil fortælle, at det nok skal gå. Det er fuldkommen overvældende. Jeg kan mærke, at tårerne presser sig på. Aldrig har jeg prøvet noget så smukt. Musikken, korsangen, de venlige blikke. Jeg bevæger mig langsomt op ad kirkegulvet og hen mod trappen til koret. I koret står borgmester, kirkeudvalg, minister, departementschef og selvfølgelig kronprinsen, der venligt nikker og smiler. Jeg hilser med et let buk sætter mig og forsøger at give plads til salmesang, ord og musik.
Der er ingen tvivl om, at dette er større end mig. Ritualet kører efter helt faste forskrifter. De nordiske biskopper læser, Københavns biskop taler. Det bliver meget klart, at jeg med dette ritual træder ind i et embede, der strækker sig langt tilbage i historien.
Jeg forsøger at tage alt ind, at nyde, forstå og koncentrere mig om, hvad jeg skal gøre. Jeg knæler, mærker biskoppernes hænder på mit hoved, beder med på bønnen og får derefter kåben lagt på mine skuldre. Den gamle bispekåbe er fra 1903 og har været brugt ved utallige festgudstjenester og historiske begivenheder. Efter kåben er blevet lagt på mine skuldre, får jeg korset om halsen.
Jeg er blevet bispeviet i Odense Domkirke. I stråledende sol, under den smukkeste musik og salmesang. Da jeg bevæger mig ud af kirken igen, går det op for mig, hvilken kæmpe begivenhed, vi sammen har formået at lave i Odense Domkirke. Dagen har været forberedt gennem lange tider.
Jeg vil gerne rette en varm tak til alle for det store arbejde med dagen og for deltagelse i og omkring denne dag. Jeg glæder mig til at møde jer derude i stiftet og til at følge alt det gode arbejde, der bliver gjort.
Jeg har nu været i embedet i 14 dage, og arbejdet er allerede i gang. Vi har allerede haft de første ansættelser, jeg har haft møde med provster og biskopper, jeg har genindviet en kirke og været til gudstjenester, og så står vi overfor den store festgudstjeneste for de første kvindelige præster på fredag.
Jeg glæder mig som sagt til at møde jer, og jeg håber på forståelse for, at der også er en del arrangementer, jeg desværre må sige nej til i denne første tid, hvor jeg langsomt skal lære stiftet og arbejdsgangene at kende.
Venligst Mads Davidsen
