Fortsæt til hovedindholdet
Kirke, liv og læring
Noas ark

Noas ark

Noahs Ark er både for kristne og muslimske børn

Folkekirkens Skoletjeneste leverer grydeklart materiale til undervisning af skolebørn 

På Seden Skole i Odense tænker lærerne sig godt om, før de laver en emneuge med religiøst tema. Der er mange forskellige trosretninger på skolen, og forældrene er opmærksomme på, hvilke religiøse påvirkninger deres børn får med hjem.  

”Til emneugen for skolens 2. klasser ville jeg gerne finde et tema, som kunne samle alle og styrke fællesskabet,” fortæller Niels Buch Steensboe, der blandt andet er lærer i kristendomskundskab og musik.   

Valget faldt på en musical om Noahs Ark. Det er nemlig én af de bibelske fortællinger, der deles af kristne, muslimer og jøder. 

”Her behøver jeg ikke argumentere for, at undervisningen er i orden, ” siger han.  

To og to
I skolens dramalokale er der sat en kæmpestor kulisse op af Noahs Ark. Børnene holder prøve, for i morgen skal de opføre forestillingen for deres forældre.

”Elefanter og kameler, to og to, to og to.  Noah dyrene fordeler, to og to,” synger børnene, mens de to og to går op i arken. De har ikke kostumer på i dag, men i morgen vil de være forvandlede til alverdens dyr og mennesker. Nogle er banditter, som drukner i syndfloden, og andre er Noah og hans familie, som får lov til at komme med i arken. 

”De synes, at det er spændende at høre om det store skib, der driver rundt på må og få med Guds hånd over sig, og vi får en snak om, det er sket i virkeligheden eller ej,”
fortæller deres lærer.

Liv, død og ny begyndelse
Kulisserne og de tilhørende kostumer og sange kommer fra Folkekirkens Skoletjeneste i Odense. Skoletjenestens leder, Esbern Skovgaard har selv designet det hele, og han har en klar ide om, hvad børnene får ud af at lave musical om Noah og hans ark.  

”Noahs Ark er en bibelsk grundfortælling, der handler om liv, død og ny begyndelse, ” siger han. 

Esbern Skovgaard mener, at grundfortællingens struktur opfattes af børnene, også selvom den ikke bliver forklaret. De bliver præget af historien, når de arbejder kropsligt med den, og når de synger sangene. 

”Børnene får forståelse af et jordisk fænomen, som man også forholder sig religiøst til. At noget er nødt til at dø, for at der kan komme en ny begyndelse. De får også en historie om én almægtig Gud i modsætning til for eksempel hinduismens mange guder, ” forklarer han.

Grydeklart
Musicalen om Noahs Ark er bare ét af de grydeklare undervisningsmaterialer, som tilbydes af Folkekirkens Skoletjeneste, og det er ganske gratis for skolerne i Odense at benytte skoletjenesten. 

Lærerne på Seden Skole sætter stor pris på, at kulisser, kostumer og manuskript kommer som en færdig pakke. 

”Vi ligger vandret i vores hverdag, og sådan en pakkeløsning er en gave,” forklarer Niels Buch Steensboe.

Han hørte om musicalen fra en kollega, der havde lagt et link til Folkekirkens Skoletjeneste ud på skolens intranet. Målet var at finde materiale til en emneuge for alle skolens 2. klasser, så de kunne lære hinanden bedre at kende. 

”Jeg kiggede på skoletjenestens materiale for indskolingen og fandt Noahs Ark. Materialet er så godt, at jeg bestemt vil anbefale det til andre kolleger, ” fortæller han.

Sådan en anbefaling er meget værd, for den største udfordring for skoletjenesten er ifølge projektleder Esbern Skovgaard at trænge igennem til lærerne. 

”Hver gang jeg kommer ud på en ny skole, er der nogle, der bliver overraskede over, at skoletjenesten findes. Men budskabet spredes ved hjælp af mund til mund-metoden og via mine personlige kontakter,” siger Esbern Skovgaard, der selv er uddannet lærer.

Regnbuen giver håb
Børnene på Seden Skole er nået til det punkt i forestillingen, hvor vandet falder, og Gud sætter en regnbue på himlen som tegn på, at han aldrig mere vil oversvømme jorden.  De griner og pjatter og får et par formaninger om at koncentrere sig endnu mere i morgen, når deres forældre kommer og ser på. 

Børnene, hvis forældre kommer fra mange egne af verden, går til middagspause sammen, og deres lærer er tilfreds.

”Det er godt for børnene at synge sammen og få noget fælleskab ad den vej. Og når det riv-rusk-regner fremover, kan vi se på regnbuen og få noget håb,” siger han.


Noas ark
Artiklen om Noahs Ark fra Fyens Stiftsbog 2014: Kirke liv og læring, som handler om folkekirkens undervisningstilbud i Fyens Stift.

Folkekirken kan i høj grad bidrage til folkeskolens dannelse og uddannelse af skolebørn. Det mener Fyens biskop Tine Lindhardt. Derfor er det hendes vision, at der skal etableres kirke-skoletjenester, som tilbyder undervisning og undervisningsmateriale til alle skoler på Fyn.

Læs pressemeddelelse - klik her

Se indslag fra TV2 - klik her


Faktaboks: 
På Folkekirkens skoletjenestes hjemmeside 
er der materiale til både indskolingen, mellemtrinnet og overbygningen.  Et af tilbuddene er projektet ”På kant med Kierkegaard”, som blandt andet indeholder tatoveringsark med Kierkegaard-citater til eleverne og en tegneserie om Kierkegaards liv.


Faktaboks: For skoler i Odense kommune, som er geografisk identisk med Skt. Knuds og Hjallese Provstier, er skoletjenesten gratis. Skoler i stiftets andre provstier skal betale for materialerne. Der er en skoletjeneste på vej i flere fynske provstier i Fyens Stift. 

Faktaboks: Folkekirkens Skoletjeneste er ikke forkyndende, for siden 1975 har det ikke været tilladt at lave forkyndende undervisning i folkeskolen. Materialerne egner sig både til den almindelige religionsundervisning og til den understøttende undervisning.