Minikonfirmander

Telefon til Gud

I Nyborg er tre præster gået sammen om at lave undervisning for minikonfirmander i en hel uge af sommerferien

”Man må altså ikke slås i en kirke,” griner en af minikonfirmanderne, da en af de andre børn for sjov vælter hende om på gulvet. ”Hallo, kan du høre, hvad jeg siger?” råber en anden. Der er liv og glade dage i Vor Frue Kirke i Nyborg, hvor 12 børn har minikonfirmandundervisning. 

Børnene er i gang med at lave ”telefoner,” det vil sige en lang snor med et plastickrus i hver ende, som børnene forsøger at tale med hinanden i fra den ene ende af kirken til den anden. 

Dagens tema er bøn, og telefon-legen giver god mening i den sammenhæng, for som sognepræst Ida Korreborg siger:

”At bede en bøn er ligesom at have en telefon til Gud.” 

Hun håber, at børnene får øjnene op for, at en bøn er noget, de kan bruge.

”Når man beder, er det som at holde én i hånden, og det kan godt hjælpe, for eksempel hvis man er bange,” siger hun.

Jeg vil ikke dø
Børnene har fået udleveret forskellige billeder, og de er blevet bedt om at skrive en bøn, der passer til billedet. Et af billederne forestiller mennesker i krig, og det får en pige til at skrive en bøn om, at hun ikke vil dø. Børn og præster snakker om, at døden kan have forskellig betydning for forskellige mennesker. At det er naturligt, at man beder om at leve længe, når man er 10 år, men hvis man er meget gammel eller syg, ser døden måske helt anderledes ud. 

Minikonfirmanderne er lige gået ud af 3. klasse, og på det tidspunkt er de ifølge præsterne rigtig gode til at mærke, hvad de føler, og de synes ikke, at det er pinligt at fortælle om deres tanker.

”Når de kommer til konfirmationsundervisningen i 7. klasse, er det meget vigtigere for dem, hvad veninden eller drengene ved det andet bord tænker,” siger præsten.    

Som en fodboldskole
Det er tredje gang, præsterne laver minikonfirmandundervisning i den første uge af sommerferien. Alle børn i byens 3. klasser har fået tilbud om at komme til en uges undervisning i kirken, og 12 børn har sagt ja tak. 

”Minikonfirmandundervisning fungerer nærmest ligesom fodboldskoler og andre sommerferietiltag. Børnene får spændende oplevelser og nye venner,” forklarer Ida Korreborg.

På ugens program er der blandt andet en udflugt til Odense Domkirke. Børnene skal også lave alterbordsforhæng, og ugen afsluttes med ”påskeløb”, hvor børnene gennemspiller hele påskefortællingen som et teaterstykke. 

De lærer kirken at kende, og de lærer præsterne at kende. Det vil føles naturligt for dem at komme ind i kirken igen, for de har gennemgået hver en krog af den. De har været på loftet, de har set orglet og rørt ved alteret og døbefonten.  

Også sjovt for præsterne
Det er ikke kun børnene, der har glæde af ugen. De tre præster, Ida Korreborg, Mette Grymer og Kirstine Arendt, har planlagt ugen sammen, og de synes, det er sjovt. 

”Vi kender hinanden godt, og vi inspirerer hinanden til at finde på nye ting hvert år,” siger Ida Korreborg. 

Hun vil gerne anbefale heldagsundervisning af minikonfirmander til andre sogne, for børnene vil det gerne, og de er vant til en undervisningsform, hvor man i løbet af dagen laver noget praktisk, spiser sammen og bliver undervist.  

”De er vant til at gøre, som man siger, hvilket kan være overraskende, hvis man kun har haft 7. klasses konfirmander, der ikke altid hører efter,” smiler præsten. 

Det er bare Mette
Ida Korreborg har stillet sig op midt i kirkerummet, og børnene er blevet anbragt på kirkebænkene. 

”Nu vil jeg læse Fadervor op for jer,” siger hun og starter: ”Fadervor du som er i Himmelen…” En stemme svarer ud af kirkens højttalere: ”Du kaldte på mig!” Børnene er lysvågne og stille, mens præsten og Guds stemme arbejder sig igennem hele bønnen og finder ud af, hvad ordene betyder.  

Bagefter fniser en af pigerne: ”Det var da bare Mette, der snakkede – hun stod lige derovre.”

”Nej, det var da Gud.” 

”Det kan være, at han er herinde, han er jo usynlig,” lyder det. 

”Jeg tror, at Guds stemme kan lyde som os alle sammen,” siger Ida Korreborg, og så sætter børnene sig et nyt sted i kirken. De lærer en salme og snakker lidt om, hvor svært det kan være at tilgive hinanden.

”I min klasse gik der en pige, som var mega irriterende. Godt, at hun flyttede skole,” siger et af børnene.

”Vi må håbe, at hun kom på en skole, hvor der er nogen, der synes, at hun er sød,” svarer præsten.

Klokken er blevet 14, og undervisningen er slut. Før børnene er klar til at tage hjem, er der frugt, saft og kiks, som hjælpsomme menighedsrådsmedlemmer har stillet frem til dem. I morgen venter en ny dag med kirkeløb, lignelser og leg på programmet.