Hver tirsdag
mødes 15-20 kvinder i Folkekirkens Hus i Odense. Der er kaffe på kanden, og i dag
har Shanaze fra Pakistan og Fatima fra Marokko bagt kager. Lækre kager der kommenteres og roses. ”Hvad
er det, der er på toppen?” ”Nougat og mandler” ”Uhmm.. det er specielt.”
Kvindegruppen
er et gratis tilbud til flygtninge og indvandrere i Odense. Her er man på
fornavn med hinanden, man registreres ikke, og man bliver ikke trukket i
kontanthjælp, hvis man ikke dukker op.
”Her er man
som gæst,” siger Marianne Hougaard. Hun er præst og leder af Folkekirkens
Tværkulturelle Samarbejde i Odense, FTS.
Der er et program
for hver tirsdag. Der kan være et foredrag, en udflugt, eller man kan besøge
hinanden. For eksempel har gruppen været på besøg hos Marianne Hougaard Larsens
mor i Kerteminde.
Her bliver man ikke væk
Silvia fra
Brasilien har haft 50 års fødselsdag siden sidst, så der er flag på bordet, og
kvinderne synger en dansk fødselsdagssang for hende.
I
kvindegruppen er sproget dansk. Nogle taler sproget flydende, og andre skal
have hjælp til at finde ord for det, de vil sige, men der bliver lyttet, indtil
man forstår hinanden.
Flere af
kvinderne fortæller, at kvindegruppen er som en familie. Her viser man billeder
af et bryllup, man har været til, man udveksler opskrifter, og man fejrer sin
fødselsdag.
De fleste af
kvinderne er ikke på arbejdsmarkedet, og i Folkekirkens Hus kan de møde andre
kvinder, når deres mænd er på arbejde. Man
kan sagtens være her, selvom man måske har lidt rod i familien eller døjer med sygdom.
Og så kan kvinderne fortælle om sygdomme, som de aldrig ville nævne, hvis der
var mænd til stede.
”Her bliver
man ikke væk,” som Tahrir fra Irak udtrykker det. Man bliver set.
”Hvis vi
kommer her og er kede af det, så bliver vi i bedre humør,” supplerer Bushra fra
Pakistan.
”Kvinderne
kender hinanden godt, men det må aldrig blive en lukket gruppe, og heldigvis er
der plads til at lukke nye kvinder ind i fællesskabet,” siger Marianne
Hougaard.
En lille højskole
Man bliver
ikke spurgt om sin tro, før man kommer med i kvindegruppen i Folkekirkens Hus,
og nogle af kvinderne bærer tørklæde.
”En del af
de kvinder, der kommer, er ikke kristne, men de er trygge ved at komme her, og
man er tryg ved at sende sine familiemedlemmer hen til et sted, som kirken står
bag. Andre troende er trygge, fordi vi giver udtryk for, at tro og religion er vigtigt
for os,” forklarer Marianne Hougaard Larsen
”Vi fungerer
som en lille Grundtvigsk højskole. Her er frihed for Loke såvel som for Thor. Vi
formidler de kristne traditioner og det kristne budskab, for eksempel når vi
synger salmer. Men vi presser ikke kristendommen ned over nogen,” fortsætter
hun.
På
spørgsmålet om kvindegruppen er diakoni, svarer Marianne Hougaard Larsen: ”Ja,
da! Diakoni er vel, når man gør noget for hinanden, og som kirke har vi et
naturligt ansvar for at tage godt imod de mennesker, der kommer som fremmede
til Danmark.”
En dansk begravelse
Folkekirkens
Tværkulturelle Samarbejde kunne
ikke drives uden de ca. 40 frivillige, som hjælper til med stort og småt.
”De
frivillige giver flygtninge og indvandrere en oplevelse af, at Danmark er et gæstfrit
land,” siger Marianne Hougaard Larsen.
En af de
frivillige danskere, der er med i dag, er Solveig, som er pensioneret
skolelærer. Da hun mistede sin mand, deltog kvindegruppen i begravelsen i
kirken i Birkende.
”Der var
somaliere med, som havde boet i Danmark i 15 år, men de havde aldrig før deltaget
i en dansk begravelse, for så godt kendte de ikke nogen danskere. Det er da
tankevækkende,” siger Marianne Hougaard Larsen.
”At gå
sammen til en begravelse er integrationsarbejde. Det er små skridt, der betyder
noget,” tilføjer hun.
Strikketøjet
er fundet frem, og snakken går i kvindegruppen. Mary fra Irak kommer lidt
senere end de andre, og hun har en nyhed, der skal deles med et stort smil:
”Jeg har fået kørekort!” De andre klapper
og ønsker tillykke.
Diakoni
Tværkulturelt samarbejde
