Fortsæt til hovedindholdet
Diakoni
Kirkens Genbrug

Genbrugspladsens guld

Kirkens Genbrug i Rudkøbing sørger for jule- og feriehjælp til dårligt stillede familier 

Af: Marianne Holst Hyrlov

Hver femte uge kører Børge Jensen ud til genbrugspladsen i Rudkøbing. Han skal ikke aflevere affald, men derimod hente en container fyldt med ting og sager, som langelænderne har placeret i den særlige afdeling for genstande, der er for gode til at smide ud.  

Containeren er fyldt med spændende ting, som måske kan sælges i butikken ”Kirkens Genbrug” på Rudkøbings hovedgade. 

”Én gang var der varer i containeren for 10.000 kroner, blandt andet et musikanlæg og fire højtalere, som vi solgte for 600 kroner,” fortæller Børge Jensen med lys i øjnene. 

Fordelene ved genbrugsordningen er klare. Langelænderne slipper af med de ting, de ikke skal bruge, andre langelændere køber noget, de mangler til en fornuftig pris, miljøet skånes for affald - og endelig det, der er vigtigst for Børge Jensen og de andre frivillige medarbejdere i Kirkens Genbrug i Rudkøbing: De penge der kommer ind for varerne går til Samvirkende Menighedsplejers arbejde for ensomme, syge og dårligt stillede i Danmark.

Børge er blomstret op

Børge Jensen har arbejdet som frivillig i Kirkens Genbrug i de sidste fem år. 

”Min rengøringsdame spurgte, om det ikke var noget for mig at arbejde i genbrugsbutikken. Jeg sagde egentlig først nej, men jeg begyndte alligevel at køre nogle varer ud. Så manglede der også folk i butikken, og nu er jeg her stort set hver dag, fortæller han.” 

”Din datter siger da også, at du er blomstret op,” smiler Conny Have Hansen, som er en af Børges frivillige kolleger i genbrugsbutikken. 

”Ja, nu behøver mine børn ikke længere bekymre sig om, at jeg går og keder mig derhjemme,” siger Børge Jensen.

”Han bliver bare så forkælet her, fordi han er den eneste mand i butikken,” driller Conny Have Hansen.

Forstand på glas og porcelæn

Conny Have Hansen har været med i genbrugsbutikken i 12 år. Hun fik brystkræft som 61 årig, og operationerne tog så meget på kræfterne, at hun måtte stoppe med arbejdet i den isenkrambutik, hvor hun ellers elskede at være. 

”Jeg har stået bag en disk hele livet, så jeg var godt klar over, at jeg skulle lidt ud, da jeg blev pensionist,” fortæller hun.

Conny Have Hansen står for at sortere og prismærke al butikkens glas og porcelæn, for det har hun god forstand på efter mange år i branchen. Hun ved for eksempel, at en blå Holmegårdvase fra 50erne sagtens kan sælges for 175 kroner, og det glæder hende, når hun gør en god handel. 

”Det er jo ikke ligegyldigt, hvad vi får for tingene,” som hun siger. 

Hver af de 18 frivillige i genbrugsbutikken har deres eget ansvarsområde. De, der tidligere har arbejdet med tøj, står for tøjet, andre har ansvar for malerier, legetøj, bøger og så videre. 

”Men vi tager alle en støveklud,” hvis vi synes, at der trænger til det, forklarer Conny Have Hansen.

Langelandsfestival giver kunder 

I følge Børge Jensen og Conny Have Hansen er det alle slags mennesker, der handler i genbrugsbutikken, og her kommer både fastboende og turister. 

Én gang om året er der særlig gang i forretningen, nemlig under Langelandsfestivalen. Der sælges håndklæder, soveposer og tørt tøj i massevis. 

”Der kan let være 20 mennesker i butikken på en gang under Langelandsfestivalen. Det er sjovt, og det er godt nok noget, der giver kasse,” fortæller Conny Have Hansen. 

Eleverne fra efterskolen er en anden stor kundegruppe. 

”De køber gammelkonekjoler af spinlonstof,” smiler hun hovedrystende.

Omsætning på 300.000 kr.
De frivillige i Kirkens Genbrug i Rudkøbing arbejder i et vagtskema med et formiddagshold og et eftermiddagshold. Formiddagsholdet slutter kl. 14, og eftermiddagsvagten starter kl. 13.30, så der er tid til at sludre over en kop kaffe i baglokalet i vagtskiftet. Fællesskabet og hyggen er vigtig. 

”Vi har altid tid til at drikke en kop kaffe. Det skal vi have,” siger Conny Have Hansen. Hun har selv fået veninder blandt de andre frivillige, som hun også ser privat. 

Hele holdet fra genbrugsbutikken mødes til julefrokost og til en sommerudflugt, som i år går til Gråsten Slot. De to arrangementer er den eneste ”betaling”, de frivillige får for arbejdet – ud over glæden ved at hjælpe andre.   

”Vi omsætter for ca. 300.000 kroner om året, og vi har lige for nylig sendt 20.000 kroner afsted til menighedsplejen, så det bliver da til noget,” fortæller Conny Have Hansen. 


FAKTA

Samvirkende Menighedsplejer er en folkekirkelig landsorganisation, der støtter og inspirerer det sociale arbejde i folkekirkens menigheder. Organisationens genbrugsbrugsbutikker hedder ”Kirkens Genbrug.”

I 2015 har tre børnefamilier fra Langeland for første gang været på sommerferie med Folkekirkens Feriehjælp, som drives af Samvirkende Menighedsplejer.

Læs mere om Kirkens Genbrug her  www.kirkensgenbrug.dk