Fortsæt til hovedindholdet
Diakoni
Demensgudstjeneste

Hjertet har jo ikke demens

Samarbejde mellem kirke, kommune og frivillige giver demente mulighed for at komme til gudstjeneste, som er specielt tilrettelagt for dem


En halv time før gudstjenesten begynde
r, ruller de første biler med kirkegængere op foran Ansgars Kirke i Odense. En del kommer i kørestol, andre støtter sig til en rollator, men de fleste kan klare sig med en hjælpende arm ind i kirken. Alle sætter sig oppe foran. Tæt på alteret og præsten.

Hver enkelt bliver budt velkommen og får et smukt malet æg, som kan nusses i hånden under gudstjenesten. Der er tænkt på alle sanser i kirken. Rummet er pyntet med masser af blomster, og der er sat et stort lærred op, hvor der vises påskebilleder. Et af motiverne er et broderi, hvor der med korssting står ”God Påske.” Det vækker minder om gamle dage, og det er ikke tilfældigt, for i dag er demensramte fra Odenses plejecentre inviteret til gudstjeneste.

At være i en rigtig kirke

På første række sidder Karin Lauritzen og Heinz Christian Jäger fra Herluf Trolle Plejecenter. Det er længe siden, de har været til gudstjeneste i en kirke, for almindeligvis holdes gudstjenesterne på plejecentret. Men i dag har kirkerne og kommunen i fællesskab besluttet sig for at give de demensramte en helt speciel dag.

”I dag er vi ikke henvist til en kantine eller et træningslokale, eller hvor vi ellers kan få plads, når vi holder plejehjemsgudstjenester,” siger sognepræst og diakonal koordinator Camilla Balslev.

Hun har sammen med resten af planlægningsgruppen glædet sig til at give de demente mulighed for at komme ind i kirkerummet, hvor de kan høre orgelet og se hvælvingerne og lysekronerne. 

Færre ord og kendte salmer

Den første salme er ”Hil dig Frelser og Forsoner”. Den kendte salme er valgt i håb om, at de deltagere, der ikke længere kan huske ordene, alligevel kan opleve og genkende musikken. Alt ved denne gudstjeneste er gennemtænkt, så den passer til demente.

”Når vi holder almindelige gudstjenester ude på plejecentrene, kan vi mærke, at mange af de demente ikke længere evner at sidde og lytte til alle de ord, der bliver sagt,” forklarer Lars Hagensen, der er sognepræst i Dalum og med i planlægningsgruppen.

I dagens gudstjeneste aktiveres nogle af de sanser, som de demente stadig har i behold, og der er ikke så mange ord. Prædikenen er en kort genfortælling af påskeberetningen. Der bliver ikke læst fra Bibelen, men man siger Fadervor og Trosbekendelsen i kor. Og der bliver bedt med. Der er en god rytme i ordene, og de er velkendte for mange af kirkegængerne, så ordene lægger sig på tungen næsten af sig selv. ”For dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.” 

Musikken når ind til følelserne

En tværfløjte overtager lyden i kirkerummet, og al anden lyd forstummer. Fløjtenisten Rikke Petersen går rundt mellem kirkebænkene og spiller, og deltagerne følger hende med øjnene og lytter stille. Det er bevægende musik, og man skal være lavet af sten for ikke at blive grebet af den. Rikke Petersen er uddannet fløjtenist, og har læst en masse om, hvordan man med musik kan formidle det, som ordene ikke kan. I dag kan alle i kirkerummet mærke, at det ikke kun er teori. 

”Musikken skaber kontakt med menneskers følelser. Den taler til hjertet, og det har jo ikke demens," forklarer Rikke Petersen. 

Kaffe og rosinboller

Velsignelsen lyses og orglet spiller postludium. Der er kun gået 25 minutter, og gudstjenesten er slut, men dagen er slet ikke forbi endnu, for i sognegården har frivillige været i gang i flere timer. Bordene er pyntet med farvestrålende servietter og blomster, og der er kaffe på kanden og rosinboller på fadene. 

De frivillige sætter hastigt flere kopper og tallerkener på bordene, for der er dukket flere op end ventet. Cirka 100 demensramte, hjælpere og ansatte sætter sig ved kaffebordene. Harmonika og fløjte spiller nu ”Den gamle gartner”, ”Lille Sommerfugl” og andre kendte og iørefaldende sange. Heinz Christian Jäger fra Herluf Trolle Plejecenter synger med på dem alle sammen. Han siger, at han har en god eftermiddag. Karin Lauritzen får et glimt af ungdom i øjnene, når hun fortæller om sin dejlige mand. Om dengang de var til bal, og han kun havde øje for hende. 

”Nu er han i Himmelen,” siger hun.

Et fællesskab

Nogle dage senere mødes den gruppe, der har planlagt gudstjenesten, igen. Man er enige om, at det var en god dag, og at der skal holdes flere demensgudstjenester. Samarbejdet mellem kommune og kirke er gået nemt og gnidningsfrit. 

En af de tilbagemeldinger der rører sognepræst Lars Hagensen er, at nogle af de ansatte ved plejecentrene følte, at det var forkert at komme i arbejdstøj, så næste gang vil de komme i deres almindelige tøj.

”Så er der virkelig noget, der er lykkedes,” siger han smilende. 

”Ja, det glæder jo et præstehjerte, at også hjælperne går derfra med en oplevelse af at have været en del af et fællesskab,” supplerer sognepræst Camilla Balslev. 


Demensnetværk for præster og kirkeligt ansatte

Demensnetværket i Fyens Stift er oprettet i 2015, og har som sin opgave at hjælpe, støtte og inspirere præster og de kirkelige medarbejdere kollegialt og teologisk i arbejdet med demensramte. Primært handler det om at hjælpe med at udvikle gudstjeneste- og andagtsformer for demente i kirke, på plejehjem og dag-og aktivitetscentre. 

Læs mere om netværket her


Læs om hvordan kirke og kommune samarbejdede om gudstjenesten for demensramte her