En halv time før gudstjenesten begynder, ruller de første biler med
kirkegængere op foran Ansgars Kirke i Odense. En del kommer i kørestol, andre
støtter sig til en rollator, men de fleste kan klare sig med en hjælpende arm
ind i kirken. Alle sætter sig oppe foran. Tæt på alteret og præsten.
Hver enkelt bliver budt velkommen og får et smukt malet æg, som kan
nusses i hånden under gudstjenesten. Der er tænkt på alle sanser i kirken. Rummet
er pyntet med masser af blomster, og der er sat et stort lærred op, hvor der
vises påskebilleder. Et af motiverne er et broderi, hvor der med korssting står
”God Påske.” Det vækker minder om gamle dage, og det er ikke tilfældigt, for i
dag er demensramte fra Odenses plejecentre inviteret til gudstjeneste.
At være i en rigtig kirke
På første række sidder Karin Lauritzen og Heinz Christian Jäger fra
Herluf Trolle Plejecenter. Det er længe siden, de har været til gudstjeneste i
en kirke, for almindeligvis holdes gudstjenesterne på plejecentret. Men i dag
har kirkerne og kommunen i fællesskab besluttet sig for at give de demensramte
en helt speciel dag.
”I dag er vi ikke henvist til en kantine eller et træningslokale,
eller hvor vi ellers kan få plads, når vi holder plejehjemsgudstjenester,”
siger sognepræst og diakonal koordinator Camilla Balslev.
Hun har sammen med resten af planlægningsgruppen glædet sig til at
give de demente mulighed for at komme ind i kirkerummet, hvor de kan høre
orgelet og se hvælvingerne og lysekronerne.
Færre ord og kendte salmer
Den første salme er ”Hil dig Frelser og Forsoner”. Den kendte salme
er valgt i håb om, at de deltagere, der ikke længere kan huske ordene,
alligevel kan opleve og genkende musikken. Alt ved denne gudstjeneste er
gennemtænkt, så den passer til demente.
”Når vi holder almindelige gudstjenester ude på plejecentrene, kan
vi mærke, at mange af de demente ikke længere evner at sidde og lytte til alle
de ord, der bliver sagt,” forklarer Lars Hagensen, der er sognepræst i Dalum og
med i planlægningsgruppen.
I dagens gudstjeneste aktiveres nogle af de sanser, som de demente
stadig har i behold, og der er ikke så mange ord. Prædikenen er en kort
genfortælling af påskeberetningen. Der bliver ikke læst fra Bibelen, men man
siger Fadervor og Trosbekendelsen i kor. Og der bliver bedt med. Der er en god
rytme i ordene, og de er velkendte for mange af kirkegængerne, så ordene lægger
sig på tungen næsten af sig selv. ”For dit er riget og magten og æren i
evighed. Amen.”
Musikken når ind til følelserne
En tværfløjte overtager lyden i kirkerummet, og al anden lyd
forstummer. Fløjtenisten Rikke Petersen går rundt mellem kirkebænkene og
spiller, og deltagerne følger hende med øjnene og lytter stille. Det er
bevægende musik, og man skal være lavet af sten for ikke at blive grebet af den.
Rikke Petersen er uddannet fløjtenist, og har læst en masse om, hvordan man med
musik kan formidle det, som ordene ikke kan. I dag kan alle i kirkerummet
mærke, at det ikke kun er teori.
”Musikken skaber kontakt med menneskers følelser. Den taler til
hjertet, og det har jo ikke demens," forklarer Rikke Petersen.
Kaffe og rosinboller
Velsignelsen lyses og orglet spiller postludium. Der er kun gået 25
minutter, og gudstjenesten er slut, men dagen er slet ikke forbi endnu, for i
sognegården har frivillige været i gang i flere timer. Bordene er pyntet med
farvestrålende servietter og blomster, og der er kaffe på kanden og rosinboller
på fadene.
De frivillige sætter hastigt flere kopper og tallerkener på
bordene, for der er dukket flere op end ventet. Cirka 100 demensramte, hjælpere
og ansatte sætter sig ved kaffebordene. Harmonika og fløjte spiller nu ”Den
gamle gartner”, ”Lille Sommerfugl” og andre kendte og iørefaldende sange. Heinz
Christian Jäger fra Herluf Trolle Plejecenter synger med på dem alle sammen.
Han siger, at han har en god eftermiddag. Karin Lauritzen får et glimt af
ungdom i øjnene, når hun fortæller om sin dejlige mand. Om dengang de var til
bal, og han kun havde øje for hende.
”Nu er han i Himmelen,”
siger hun.
Et fællesskab
Nogle dage senere mødes den gruppe, der har planlagt gudstjenesten,
igen. Man er enige om, at det var en god dag, og at der skal holdes flere
demensgudstjenester. Samarbejdet mellem kommune og kirke er gået nemt og
gnidningsfrit.
En af de tilbagemeldinger der rører sognepræst Lars Hagensen er, at
nogle af de ansatte ved plejecentrene følte, at det var forkert at komme i arbejdstøj,
så næste gang vil de komme i deres almindelige tøj.
”Så er der virkelig noget, der er lykkedes,” siger han smilende.
”Ja, det glæder jo et præstehjerte, at også hjælperne går derfra
med en oplevelse af at have været en del af et fællesskab,” supplerer sognepræst
Camilla Balslev.
Diakoni
Demensgudstjeneste
