Et forsvar for højmessen

Af Lise Kaltoft, kirkegænger, Ryslinge.

For tre år siden satte jeg mig på en kirkebænk til en højmesse for første gang i mange, mange år. Årsagen var, som det måske er i manges tilfælde, at jeg befandt mig i en form for livskrise, og jeg havde et behov for at være i en sammenhæng, hvor jeg ikke selv udgjorde sammenhængskraften. Hvor jeg ikke skulle grave i egen navle efter trøst og svar, men blev hjulpet til at kigge ud og op.

Som relativt ny kirkegænger – og repræsentant for det såkaldt “moderne menneske", hvad det så end er – har jeg oplevet, hvordan liturgien ret hurtigt har givet mig en tryghed, som gør, at jeg kan læne mig tilbage i en ramme, som mange, mange mennesker før mig har lænet sig ind i. Jeg er aldrig snublet over liturgiens bomme, men jeg har naturligvis været nødt til at se, hvor jeg satte mine fødder.

Ret hurtigt bliver dybt vand til fast grund under fødderne – netop på grund af formen og gentagelsen.

Gudstjenestens rytme og salmerne 

Jeg holder af at besøge andre kirker end “min egen”, og at kunne sætte mig ind i en fremmed kirke og møde en form, der ligner den, jeg kender, er frigørende for mig i forhold til at kunne rette fokus på det væsentlige. Så gør det mindre, om præsten er god, og om prædikenen er god. Hvis jeg blot får gudstjenestens rytme, læsningerne, velsignelserne, salmerne og altergangen – så går det nok.

Forstår jeg så det hele? Nej, og det i sig selv er vidunderligt og slet ikke det samme som, at det foregår hen over hovedet på mig. Jeg holder meget af at møde noget, jeg ikke umiddelbart forstår, men som kræver af mig, at jeg tænker efter. Eller at jeg tør noget så vildt som at acceptere, at total forståelse og gennemskuelighed ikke er målet.

I min optik er højmessen det faste omdrejningspunkt, og jeg behøver for så vidt ikke mere. Ikke at jeg ikke bifalder, at der sker andet i og omkring kirken. Men lad for Guds (og menighedens) skyld højmessen være det faste anker, hvor vi møder og får det, vi ikke kan møde og få andre steder.

Her bliver jeg talt op til

Kirken er noget definitivt andet end min egen stue, en café, eller hvor jeg ellers nyder at opholde mig, og det er, som det skal være. Når hjemlighed og hverdagsrelatérbarhed tilstræbes, sker det for ofte, synes jeg, på bekostning af højtideligheden.

Til højmessen synger jeg med på vidunderlige salmer, jeg ikke altid helt forstår. De placerer mig i en sammenhæng af menneskeliv før og efter mit og videregiver budskaber, som rækker langt ud over mig, og det er en gave i sig selv at lære dem lige så stille og tage dem med sig hjem, hvor jeg kan nynne dem og grunde over dem.

Her møder jeg ord, jeg ikke kan sige mig selv. Her bliver jeg talt op til og ikke ned til. Begge dele holder jeg meget af.

Så, kære præster – I behøver ikke tænke i, hvordan "det moderne menneske" kan tækkes. I behøver ikke være bange for at kede jeres kirkegængere. Højmessen er smuk og meningsfuld. Ikke nødvendigvis lettilgængelig, men måske behøver det ikke være et kriterium i en verden, hvor meget går hurtigt, og vores føde gerne skal kunne indtages let og i forbifarten. Lad det ikke gælde den åndelige føde!