Tre kvinder og en labyrint

Af Anette Jorsal

Foto: Katrine Damkjær

Vi begynder historien om Hornelabyrinten, lige som man indleder sin vandring i en labyrint: Med begyndelsen.

Det var en pinsedag i 2009. Hanne Wolfsberg og Lis Tolderlund gik ved siden af hinanden på en pilgrimsvandring fra Horne Kirke ud til Dyreborg Skov, hvor pinsegudstjenesten skulle finde sted. En vandring, hvor der var tid til at tie, og der var tid til at tale.

Da der blev givet grønt lys til at tale, fortalte Hanne Wolfsberg, at der hver torsdag var meditation i kirken. Lis Tolderlund kendte ikke meget til meditation, men hun kendte til gengæld til at gå i en labyrint. Dét kendte Hanne Wolfsberg ikke til, og hun lyttede meget opmærksomt, mens Lis Tolderlund fortalte om labyrinten i den store domkirke i Chartres sydvest for Paris, om labyrinten i Grace Cathedral i San Francisco og om labyrinter i Nebraska og New Mexico, som hun havde besøgt. Labyrinter, hvor hun lagde fortrydelse og sorg bag sig ved de første skridt ind i labyrinten for at gå videre og finde ro, fordybelse og ind til sit eget center, inden hun gik ud igen, opfyldt med ny energi. En form for gående meditation.

Hanne Wolfsberg blev dybt optaget af tanken om en labyrint. Sådan én ville hun gerne placere ved Horne Rundkirke, og hun nævnte det i menighedsrådet, som hun var og er formand for. I flere år afsluttede hun hvert menighedsrådsmøde med at sige: ”I øvrigt mener jeg, at vi skal anlægge en labyrint”. Hun fik grønt lys til at gå videre med det, og gravermedhjælper Linda Krogh og daværende graver Bjarne Grønbæk var straks med på ideen.

Det blev ved snakken i flere år, og hjemme hos Hanne Wolfsberg, tænkte hendes mand på et tidspunkt: ”Ja, ja, så lad hende da komme ned og se den labyrint”, og han gav hende i 70 års fødselsdagsgave en rejse til Chartres for at se labyrinten. Desværre var labyrinten i kirken dækket til på grund af restaurering, men der var udenfor en simpel kopi i plænen. Hun tog billeder af den og viste billederne til de to gravere, da hun kom hjem, og de sagde de forløsende ord: ”Sådan en kan vi da sagtens selv lave!” Hanne Wolfsberg blev nærmest lykkelig, for deres ord gjorde det muligt at omsætte drøm til virkelighed. Ingen grund til at søge flere fonde, der alligevel gav afslag.

Linda Krogh gik i gang med anlægsarbejdet, og efter et par måneder blev Hornelabyrinten indviet, i pinsen i 2017. For hende var det en fantastisk og ærefuld opgave at anlægge labyrinten, og hun tøver ikke med at kalde det ”den største opgave i mit liv”.

Hver dag, når hun er på arbejde, kan hun se, hvordan folk kommer fra nær og fjern for at gå en tur i labyrinten.

Og Lis Tolderlund, der har set flest labyrinter af de tre kvinder, er ikke i tvivl:

”Det er den smukkeste labyrint”.

Måske gæsterne oplever dét, som Hanne Wolfsberg mener, at den indbyder til:

”At komme væk fra at GØRE til at VÆRE og bare holde sig helt åben for livet. Og for Gud”.

Måske de oplever noget helt andet, for de tre kvinder er helt enige, da Linda Kroghs siger:

”Man må bruge den, som man vil”.