På øerne er kirken et samlingspunkt

Tekst af Anette Jorsal

Solen bader i det sydfynske øhav. Færgerne futter mellem Svendborg og øerne. Et stort træk af bramgæs har lige larmet hen over øen, og inde i Skarø Kirke er gravermedhjælper Poul Andersen ved at tænde lys. Det tidligere kapel, som i 1920 fik status som kirke, er pyntet fint op med masser af påskeliljer. Det er påskedag, en festdag – ikke kun fordi det er påske, men også fordi det er en af de seks dage om året, hvor der er gudstjeneste på Skarø.

Og om lidt kommer præsten med færgen.

Lisbeth Rønnow Torp har om formiddagen haft gudstjeneste på Drejø, og klokken 14 er der gudstjeneste i den lille røde kirke på Skarøs højeste punkt.

En ivrig border collie ved navn Weyse kommer i et ivrigt tempo op ad bakken til kirken, og bag den følger ø-præst Lisbeth Rønnow Torp sammen med sin mand, organist Ian Heilmann, der skal spille på det lille orgel stående bagerst i et hjørne af kirken.

Flot kirkegang

Præst og Weyse forsvinder ind i et lille rum bagerst i kirken. Hun for at skifte til præstekjole. Weyse for at slappe af for en stund. Snart er alle på plads. Gudstjenesten kan gå i gang.

Der er 23 øboere på Skarø. Vi er 22 i kirkerummet. Hvis vi trækker kirkens fire ansatte og fem-seks gæster fra, er der stadig en flot opbakning fra øens beboere. Eller som præsten, Lisbeth Rønnow Torp siger:

-Procentvis er der en høj kirkegang på øerne. Det er ikke mange sogne, hvor tæt på 50 procent af sognets indbyggere kommer i kirke.

Hun har aldrig oplevet messefald i de tre år, hun har været præst i Drejø Sogn, der omfatter Drejø og Skarø – og Hjortø, hvor der ikke er kirke.

-Når der er gudstjeneste, så er det som om, at de på øen siger: ”Så må vi i kirke!”. Kirken er pyntet, sølvtøjet er pudset, og kirkegården er passet. Der bliver udvist stor omhu for kirken, siger Lisbeth Rønnow Torp og fortsætter:

-Jeg tror, der på øerne er en bevidsthed om, at vi skal passe på, hvad vi har. Købmanden er lukket, skolen er lukket. Hvis kirken også forsvinder, mister man et samlingspunkt. Kirken viderefører tradition og kultur, som er en vigtig sammenhæng for så lille et ø-samfund.

Jonna Møller, formand for menighedsrådet og bosiddende på Skarø, er helt enig med præsten, og hun vil gøre sit til, at der fortsat er en kirke på Skarø, også den dag hun holder som formand, for som hun siger: ”Den er en vigtig del af vores kultur her på øen”.

Vikaren blev fastansat

Lisbeth Rønnow Torp var sådan set på vej mod pension, da hun op til julen 2018 blev spurgt, om hun kunne træde til som vikar i Drejø Sogn. Joh, det kunne hun godt, indtil de fandt en holdbar løsning. Hun og hendes mand havde slået sig ned på Thurø efter 23 år som henholdsvis præst og organist i Skagen Kirke. Hendes mand fortsatte nogle år som organist ved Brahetrolleborg Kirke, mens Lisbeth Rønnow Torp i en periode var konsulent ved Center for selvmordsforskning i Odense. Derudover vikarierede hun i de sydfynske kirker, men da man fik brug for en vikarierende ø-præst i Drejø Sogn, endte hun med at blive den holdbare løsning – nu i en 30-procents stilling som fast præst for de tre øer.

-Når en menighed har brug for en præst, siger man ikke nej. Det sidder i blodet, når man har været præst så længe, siger Lisbeth Rønnow Torp.

Og hun kunne med egne ord ikke få en bedre modtagelse, end den hun har fået på de to øer.

-Der er en stor glæde forbundet med at virke på de tre øer, siger hun.

På Drejø stiger hun på sin cykel, som står parkeret ved færgen, og cykler op til præstegården, hvor der dels er indrettet en lille bolig til præsten og dels er mødelokaler til menigheden. Hun tager allerede lørdag færgen til Drejø for at være til gudstjeneste klokken 10 søndag.  Og de få gange, der er gudstjeneste på Skarø klokken 14, tager hun færgen videre fra Drejø til Skarø.

Menighedsrådet består af to personer fra Skarø og tre fra Drejø. Mødet i menighedsrådet indledes med et rigt og veldækket morgenbord, som den økologisk bevidste graver, Ulla, står for. inden rådet giver sig i kast med dagsordenen.

Læsekreds og husbesøg

Hun deltager også i den læserkreds, som finder sted en gang om måneden på præstegården. En tidligere lektor fra Odense, der har hus på Drejø, står for læsekredsen, som har otte-ni deltagere. De mødes også om et veldækket morgenbord i præstegården, inden de går over til at tale om dagens roman.

-Det er simpelthen så fornøjeligt, siger Lisbeth Rønnow Torp.

Denne påskedag slutter af med kaffe og kage i forsamlingshuset tæt på færgelejet. Medlemmer af menigheden har bagt de lækreste kager, som står på det veldækkede langbord. Præsten flytter rundt fra stol til stol for at nå hele bordet rundt og tale med så mange som muligt, inden færgen går tilbage til Svendborg.

-Det er min natur at være interesseret i, hvad andre mennesker rummer og har at fortælle. Det er både livsbekræftende og berigende, siger præsten.

Hun føler i det hele taget, at hun som ø-præst rent faktisk har bedre tid til at gøre det, som hører med til at være præst, for eksempel husbesøg.

-Jeg besøger jo ikke kun dem, der går i kirke. Jeg hilser på Robert, når han kommer på sin traktor, på vej ned for at fodre sine dyr. Nogle møder jeg på kroen, og de fleste hjemme hos dem selv.

Når Lisbeth Rønnow Torp en dag ikke længere ønsker at være ø-præst, håber hun, at provstiet igen finder en præst, som vil være ø-præst. For hun er ikke i tvivl, når hun bliver spurgt, om kirkerne på øerne har en fremtid:

-Ja! Det er klart, hvis befolkningstallet ændrer sig drastisk, kan vilkårene ændre sig, men ellers JA! Kirkerne har en helt særlig status på øerne.