Jeg glæder mig til at trække i arbejdstøjet
Fyens Stifts nye biskop, Mads Davidsen glæder sig til bispevielsen den 2. april. Men først og fremmest ser han frem til at lære stiftet endnu bedre at kende
Tekst: Marianne Hyrlov
Palmesøndag går Mads Davidsen bagerst i processionen ind i Odense Domkirke iført en såkaldt alba – en hvid messeskjorte, som bæres uden på præstekjolen. Når han forlader domkirken et par timer senere går han forrest, og nu er han iført bispekåbe og indsat i sit nye embede som biskop over Fyens Stift.
”Det er først nu ved at går op for mig, hvor stort det er,” siger han.
Han har prøvet bispekåben, fået taget mål til den nye præstekjole, og ikke mindst har han skrevet den prædiken, som han skal holde i en fyldt domkirke, hvor blandt andre H.K.H. Kronprins Frederik og kirkeminister Louise Schack Elholm tager plads.
”Nu må dagen godt snart komme. Jeg glæder mig til at prædike over den fantastiske tekst til Palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel,” smiler han.
Hverdagen
Bispevielsen bliver en mindeværdig begivenhed, men endnu vigtigere for Mads Davidsen er det at komme i gang med det daglige arbejde.
”I hele valgkampen har jeg ikke skænket bispevielsen en tanke, men jeg har tænkt meget på hverdagen som biskop,” siger han.
Når man spørger, hvad han vil tage fat på som det første, kommer der ikke nogen skråsikre programerklæringer. Allerførst vil den nye biskop nemlig stikke en finger ned i den fynske muld.
”Jeg vil tage fat på at lære stiftet endnu bedre at kende. Uden samarbejde kommer man ingen vegne i folkekirken, og jeg vil ud i stiftet for at tale med menighedsrådsmedlemmer, præster og provster. Sammen skal vi finde en vej, hvor vi lytter til hinanden, samtidig med at vi holder nogle målepunkter for øje,” siger han.
Den lokale folkekirke
Et af Mads Davidsens målepunkter er, at han gerne vil give større frihed til det lokale arbejde med at forme og forny gudstjenesten, inden for de rammer der er.
”Det, som jeg er glad for ved folkekirken, er, at den er lokal. At ting gror nedefra. Det lokale engagement omkring en kirke har enorm betydning, og mange steder er engagementet stort. Jeg vil gerne være med til at facilitere, at man lokalt arbejder med for eksempel liturgi, salmevalg og bønner, der hvor man ønsker det,” siger den nye biskop.
Et godt sted at være præst
Siden Mads Davidsen stoppede som sognepræst i Munkebo for fem år siden, har han undervist kommende præster på Pastoralseminariet i København. Han har været med til at uddanne omkring 200 præster, og nogle af dem arbejder nu i Fyens Stift.
”Det bliver sjovt at komme ud i folkekirken igen og se om de studieordninger og de visioner, vi havde på pastoralseminariet, rent faktisk virker derude,” siger han.
Det er helt afgørende, at det er attraktivt at være præst, for der er allerede mangel på præster, og alt tyder på, at præstemanglen bliver endnu større i de kommende år. Derfor vil Mads Davidsen også arbejde for, at der er et godt ry omkring at være præst i Fyens Stift.
”Jeg er ikke i tvivl om, at Fyens Stift er kendt som et godt sted at være præst, og det skal det blive ved med at være,” slutter han.
Bispevielsen
Mads Davidsen bispevies i Odense Domkirke søndag den 2. april kl. 14. Bispevielsen transmitteres direkte på DRTV.
Om Mads Davidsen