Sådan var det at være kvindelig præst i 1980 

Af: Inge Dalsgaard. Provst i Midtfyn provsti og sognepræst i Sdr. Nærå sogn    

Hvem kommer først: Biskoppen eller jordemoderen?

Det var titlen på en artikel i Dalum-Hjallese Ugeavis i marts måned 1980. Jeg var som højgravid blevet ansat som kaldskapellan ved Dalum kirke pr. 1. april.

Jordemoderen kom først, idet vores søn blev født den 26. marts. Men ansættelsesprocessen fortsatte uanfægtet fødsel eller ej. Jeg var til bispeeksamen den 14. april, blev ordineret den 17. april og indsat i Dalum kirke den 20. april.

Og nu jeg var præst, skulle jeg også konfirmere de 8 hold konfirmander, jeg havde haft til forberedelse, inden jeg fik embede, 4 hold i Pårup og 4 hold i Dalum, den 4. maj og 11. maj. En af præsterne i Pårup tog dog 2 af holdene. Resten af den 14 uger lange barselsorlov kunne jeg holde frem til den 22. juni, hvor vores søn blev døbt, og jeg derfor selv havde gudstjenesten. Den 5. juli begyndte jeg som præst på fuld tid.

Det var begyndelsen på min tid som præst. Det er ikke sagt som ynk eller klynk, selv om jeg syntes, det var hårdt. Tiden var en anden, det er immervæk næsten et halvt århundrede siden, hvor der endnu ikke var mange kvindelige præster. Jeg var nr. 18 i rækken på Fyn. Og det var nok især nyt, at en præst skulle have barselsorlov.

Det var om noget en mandeverden at komme ind i, hvor mange fortsat havde en kone, der tog sig af hjem, mand og børn, hvorfor præsten kunne koncentrere sig om at være præst. Det prægede tankegangen, ikke på en ufølsom måde, men mere ud fra, hvordan det altid havde været og dermed havde svært ved at sætte sig ind i, at det nu var anderledes.

Hvordan blev jeg så taget imod i sognet?

Jeg var ikke den første kvindelige præst i Dalum. Elisabeth Fabriciushavde været præst i Dalum fra 1959-1966. Så man var ikke helt ukendt med det, men i forhold til mine mandlige kolleger var der en anderledes bedømmelse. Der var en snert af, at man som kvindelig præst skulle bevise, at man duede. Efter en bisættelse jeg havde holdt i et andet sogn, sagde en mand til mig, at ”det var en god tale, næsten lige så god som hvis det havde været en mand”. Det var positivt ment, men viser, hvor dybt den opfattelse har ligget, at en præst var en mand.

Jeg blev taget godt imod af mine to kolleger, provst Vincent Lindog Poul Schmidt-Møller (f. 1942). Vi mødtes gerne efter konfirmander én gang om ugen på skift hos hinanden til drøftelse af stort og småt. Det var en god oplæring for en ung præst. Inden vi begyndte at tale om arbejdsklima, gjorde man det, der var godt for et arbejdsklima, vi mødtes, talte sammen, respekterede hinanden.

Jeg var ansat som kaldskapellan. En kaldskapellan var en præst under tilsyn af sognepræsten, i mit tilfælde provsten, men jeg oplevede, at jeg blev regnet for ligeværdig. I 1981 ophævedes titlerne kaldskapellan og residerende kapellan, som var betegnelsen for den, der ikke var sognepræst. 

Jeg blev også taget godt imod af personalet ved kirken. Kirketjeneren og kordegnen tilhørte Indre Mission/Luthersk Mission, men jeg mærkede aldrig nogen afstandtagen, og helt fra begyndelsen deltog de i altergangen hos mig og støttede op om afvikling af gudstjenester og kirkelige handlinger. Og gav mig god information om sognet og sognebørnene. Det føltes trygt og godt at vide, at de var der.

Det samme gjaldt menighedsrådet. Det var et stort menighedsråd på 15 valgte medlemmer, og med en kompetent ledelse af menighedsrådet var der både faglighed, saglighed og en munterhed til stede på møderne. Og det har stor betydning også for arbejdsklimaet mellem præsterne, at menighedsråd og personale bakker op om sine præster.

Generelt var der ved kirken og i sognet positive forventninger til præsten/præsterne, konstruktiv feedback, interesse i at fortælle præsten om forskellige forhold i sognet, hvilket er med til at oplære og danne en præst. Når man bliver ansat i et embede første gang, er man teolog, så det er i sognet, man oplæres og dannes til at være præst.

Hverdagen som kvindelig præst

Mere end at skelne mellem mandlig og kvindelig præst, så man i Dalum nok præsterne som led i et hierarki, hvor sognepræsten/provsten var 1. præsten. Der var stadig nogle, der ønskede sognepræsten, både som 1. præsten og som den, de kendte, og nogle, der ønskede en mand, men der var også én, der ikke ønskede en præst med skæg, som begge mine kolleger havde.

Men samlet set var min hverdag vel ikke anderledes end mine kollegers. Dalum var et stort sogn på 12.000 indbyggere, med 2 gudstjenester om søndagen med hver sin præst. I løbet af året var der omkring 160 begravelser, 60 vielser, 12 hold konfirmander, alt sammen noget, der blev fordelt nogenlunde ligeligt imellem os ud fra den interne distriktsdeling, der var lavet. Så der var nok at se til af det, vi kalder kirkens kerneydelser.

Derudover var der i Hjallese gang i projektering af en ny kirke. Som forberedelse til en menighed blev der holdt gudstjenester i nogle selskabslokaler, som menighedsrådsmedlemmer og frivillige stod for at gøre klar til gudstjeneste og lave kirkekaffe. For gudstjenesten stod de fleste søndage den præst, der ikke havde tjeneste i Dalum.

Men det var også en tid, hvor der blev bygget sognehuse rundt omkring til forskellige aktiviteter. Kirkeannekset i Dalum stod færdig i 1979, og der blev oprettet ældreklub, anneksklub, en klub med lidt anden type foredrag, sogneaftner, studiekreds, ældreudflugt. Arrangementer, der skabte socialt fællesskab og fik nogle med, der måske sad alene. Det var også en god måde for en præst at få kontakt til nogle sognebørn, vi ikke kendte. For nogle blev det samtidig indgang til kirken, til deltagelse i gudstjenester. Der blev i nogle år holdt børne-/familiegudstjenester, men uden den store deltagelse, tiden var ikke rigtig til det endnu.      

Missionsfolk

I sognet var der et missionshus, Sykar, Missionsfolkene var faste kirkegængere, også hos mig. I begyndelsen var der dog nogle, der enten gik, når jeg havde altergang eller blev siddende på deres plads, men efterhånden skete der en opblødning og ændring, og de begyndte at deltage i altergang også hos mig.

Det er forståeligt nok, at det, der blev anset for at være i strid med biblen, kræver tid og modning, men det var prisværdigt, at de blev ved at komme i kirken og efterhånden tog den kvindelige præst til sig.

Jeg havde flere gange været inviteret til at indlede ved deres bibelkreds. Og efter nogle år blev jeg inviteret til at tale i missionshuset, det var første gang, en kvindelig præst var inviteret, så det var et historisk skridt. Det viser, at også inden for Indre Mission var og er der forskellige holdninger.

Sådan var det desværre ikke alle steder, og nogle kvindelige præster rundt omkring i landet kunne berette om forskellige ubehagelige hændelser, de havde været udsat for. Også fra kolleger af anden teologisk observans og bibelsyn. En kvindelig præst fra en københavnsk kirke kunne fortælle, at når hun havde haft gudstjeneste, sprittede den mandlige sognepræst alteret og de hellige kar af, inden han kunne forrette sin gudstjeneste. Og det på trods af at Jesus siger, at det ikke er det, er kommer ind i et menneske udefra, der gør det urent, men det, der kommer ud af et menneske, gør det urent.

Konvent for kvindelige præster

Der fandtes et ”Konvent for kvindelige præster”, som jeg blev inviteret med til. Det var privatarrangerede konventer over nogle dage med indkvartering hos den pågældende præst og med både fagligt program og med tid til at dele, hvad der rørte sig rundt omkring. Det var nogle gode og givende konventer, og jeg kunne konstatere, at det andre kunne blive udsat for, kendte jeg ikke til.

I de nordiske lande var der et tilsvarende konvent. I 1988 deltog jeg i et konvent i Finland, hvor Johanne Andersen, en af de første 3 ordinerede præster, også deltog. Det, hun kunne berette, var fra endnu en anden tid, en tid, hvor kvinder måtte kæmpe for overhovedet at få lov at blive præster, hvilket lykkedes med god opbakning fra nogle menigheder og en biskop på Fyn, der i 1948 ville ordinere kvinder.

På konventet i Finland var der også deltagelse af nogle kvindelige præster fra Estland. I Finland havde kvinder ikke fuld tilgang til et præsteembede, idet de ikke måtte forrette altergang. I Estland var der ikke nogen begrænsning, de havde til gengæld svært ved at skaffe teologisk litteratur. Under konventet i Finland blev der truffet den beslutning, at der ikke længere var behov for et sådant konvent, der var trods alt mange steder sket en god udvikling i forhold til modtagelse af kvindelige præster, som der var begyndt at komme flere af. Konventet blev opløst, og de midler, der var tilovers, besluttede vi at bruge til teologisk litteratur til de estiske præster.

Siden da er det gået hurtigt med at ansætte og acceptere kvindelige præster. Der er stadig steder, hvor man på grund af bibelsynet kun vil ansætte en mand som præst, men langt overvejende er det sådan, at man vælger den præst, man synes bedst om, og som har de bedste kvalifikationer til at være præst det pågældende sted og det uanset køn, ægteskabelig status og seksuel orientering.

En ny kirke og et delt sogn

En spændende tid var det under byggeperioden til den nye Hjallese kirke, der blev indviet i september 1983, efterfulgt af en sognedeling mellem Dalum og Hjallese med to præster hvert sted. Indtil det var en realitet, var jeg også tilknyttet Hjallese kirke med et konfirmandhold og nogle gudstjenester.

Det gav lidt mere luft i arbejdet, da vi blev to præster i hvert sogn. Men samtidig blev Vincent Lindbiskop, og et halvt års tid fulgte, hvor jeg var alenepræst i Dalum sogn. På det tidspunkt blev der ikke ansat vikar under vakancer og sygdom, kun en smule aflastning fra nogle nabopræster.

Der var travlt, og indimellem var det hårdt. Det skal ikke læses som ynk og klynk, men som en beskrivelse af, hvordan det var at være præst i 80`erne. Det var sådan, det var, tiden var en anden, og vi var fælles om at dele arbejdsopgaverne.

Har jeg mærket ikke at blive lyttet til, fordi jeg var kvinde

Når jeg tænker tilbage, husker jeg det som en tid, hvor jeg lærte meget om at være præst, og hvor jeg blev værdsat. Selvfølgelig har der indimellem været ting, jeg kunne have ønsket mig anderledes, og hvor jeg måske synes, der var lidt uretfærdighed i tilgangen, men det rokker ikke ved, at det var en god tid og et godt sted at begynde som præst.

Jeg husker dog et enkelt forhold, hvor jeg oplevede ikke at blive lyttet til. Embedsboligen var en villa, hvortil der var bygget et kontor, og i den tilbygning var der på grund af byggesjusk et meget dårligt indeklima, der gav mig helbredsmæssige problemer.

Der blev ikke rigtig gjort noget ved det. Jeg opfattede det, som om man tænkte, at jeg som kvinde med to små børn måske var lidt sart, og den tidligere mandlige præst i boligen havde jo ikke nævnt noget herom. Der skete først noget, da min mandlige kollega havde været på besøg og konstaterede den dårlige lugt og luft på kontoret. Da han dagen efter på menighedsrådsmødet gav udtryk for det, kom der gang i renoveringen.

Nyt embede på landet

Da var jeg imidlertid begyndt at tænke på at søge embede på landet, prøve at være præst alene, som det hed i præstekredse, få foden under eget alter. Det skulle være, inden børnene begyndte i skole, så de ikke skulle skifte skole.

Den 1. november 1986 blev jeg ansat i Sdr. Nærå sogn, hvor jeg har været sognepræst siden. Der var også nogle, der måske havde det lidt svært med, at der kom en kvindelig præst, men det var mere noget, der blev fortalt om, jeg mærkede ikke selv noget til det.

Ansættelse som provst

Fra 1. december 2000 blev jeg tillige ansat som provst i Midtfyn provsti, som den 2. kvindelige provst i Fyns Stift. Provsten blev valgt blandt præsterne i provstiet. Inden jeg søgte, havde jeg en samtale med min forgænger, Henning Blauenfeldt. Han fortalte, at han havde to skriveborde på sit kontor. Det ene var præsteskrivebordet, det andet provsteskrivebordet. Der sad han en times tid hver morgen. Så tænkte jeg, at det kunne ikke være så svært at være provst, selv om jeg godt vidste, at der var mere i det end en times kontorarbejde.

I midten af november blev der afholdt en uges efteruddannelseskursus for provster, hvor jeg blev inviteret med. Jeg var jo ikke begyndt og vidste ikke noget om noget, men det gav mig lidt forståelse for, hvad der lå i at være provst.

I begyndelsen af december blev provstekontoret så flyttet til Sdr. Nærå. Blauenfeldthavde ikke haft nogen sekretær, så der kom et skrivebord, en computer, et arkivskab, en kopimaskine og 6 flyttekasser. Så var jeg provst.

Det var noget af en mundfuld. Jeg måtte selv finde ud af tingene. Der blev ringet mange gange til Fyens Stift, og efterhånden begyndte der at komme forståelse og struktur på arbejdet. Jeg fik ansat en sekretær, og siden er mange arbejdsopgaver kommet til, hvilket har resulteret i, at provsten er ikke længere fuldtidspræst.

Kirken omtales af og til som en supertanker, der er svær at vende. Men når vi ser 43 år tilbage, så er der sket store forandringer i den periode, forandringer, der har udfordret både menighedsråd og menigheder, men som de har taget til sig, til gavn for folkekirken.