En biskop takker af

Møder gør mig klogere

Biskoppen ser med andre ord fremad, men samtidig ser hun tilbage på 10 år i bispeembedet i Fyens Stift med glæde og taknemmelighed.

En af Tine Lindhardts store glæder har været at møde mennesker. Hun har i sin tid som biskop haft utallige møder med præster og menighedsrådsmedlemmer eksempelvis i forbindelse med visitatser, ordinationer og ikke mindst når en ny præst skulle ansættes.

”Jeg bliver klogere af at tale med andre, og desuden har jeg set det som en af mine opgaver at drøfte med menighedsråd og præster, hvordan man bedst muligt er kirke, der hvor man er, ” siger hun og fortsætter:

”Evangeliet er selvfølgelig det samme, men formidlingen af det, og måden man er kirke på, tager farve af det sted, hvor man er. Der er stor forskel på de vilkår, man har i de forskellige sogne og pastorater. Er der daginstitutioner og skole? Er der by og dagligvarebutikker? Arbejder man sammen med andre menighedsråd? Hvordan fordeler man opgaverne, hvis der er flere kirker i sognet eller pastoratet? Og hvordan er befolkningssammensætningen? Det spiller alt sammen ind, når man skal finde ud af at være kirke på den bedste måde, og her har jeg set det som min opgave at lytte, rådgive og inspirere.”

Kristendom er en vane

Tine Lindhardt er fortaler for det, hun kalder ”vanekristendom”, og hun ser danskerne som et vanekristent folk.

”Man kommer i kirke til livets og årets højtider, og man ved, at kirken er der, når der er brug for den. Fødderne bevæger sig næsten af sig selv hen til kirken i forbindelse med højtider, ved dyb sorg og ved stor glæde. For mig er det en fuldgyldig måde at være kristen på. Jeg går ikke ind for at bedømme, hvor stor og dyb din tro er - eller måle den på, hvor mange gange du går i kirke,” fortæller hun.

Biskoppen er også selv glad for vaner og rytmer, og en væsentlig del af hendes rytme er at slutte dagen af med et fadervor og at gå til gudstjeneste om søndagen.

”Det er en vane på samme måde som at børste tænder hver morgen. Noget der ligger i kroppen som en opsparet erfaring, uden at man hele tiden behøver koble hjernen til,” siger hun. 

Gør tærsklen til kirken lav

Da Tine Lindhardt fyldte 60 år, skulle hun, som traditionen byder, have malet sit portræt. Et maleri som nu skal hænges op i Domkirken sammen med portrætterne af hendes forgængere.

Biskoppen valgte at blive portrætteret foran Odense Domkirkes altertavle og være klædt i præstekjole frem for sit eget tøj. For det var embedet frem for personen, hun gerne ville vise.

De bøger, som er malet ved hendes side, blev valgt med omhu, og det er ikke tilfældigt, at ”Den Nye Aftale” – det nye testamente oversat til nudansk – kom til at ligge centralt i bogstakken. Tine Lindhardt er ikke selv vokset op med kirke og bibel, så hun ved alt om, at tærsklen til kirken og til dens sprog og ritualer kan være høj. 

”I kirken er der virkelig mange ord og udtryk, som ikke bruges uden for kirken, og som virker fremmede, når man ikke er fortrolige med dem. Og der skal også være noget fremmed over at gå i kirke, for vi skal ikke bare møde os selv i kirken – vi skal møde noget andet og en anden end os selv, nemlig Gud. Men det er et problem, hvis det, der siges, går hen og bliver fremmedgørende,” siger hun og fortsætter:

”Jeg synes simpelthen evangeliet er for vigtigt til, at vi ikke gør alt, hvad vi kan, for at få det formidlet i et sprog, der kan forstås – også af den der ikke er vokset op med det.”

Luther og eksistensberettigelsen

Biskoppen er glad for mange af de nyere salmer, og en bog med nye salmer skulle naturligvis have sin plads på maleriet, men også den gamle salmedigter Thomas Kingo, blev der plads til. En af de salmer, som biskoppen holder særligt meget af, er Kingos ”Sorrig og glæde de vandre til hobe”. For sådan er livet ifølge Tine Lindhardt. 

Der er selvfølgelig også blevet plads til Martin Luther. Tine Lindhardt understreger, at selvom Luthers tanker ligger 500 år tilbage, har de stor betydning i dag.

”Luther siger, at et menneske retfærdiggøres af tro og ikke af gerninger. Man behøver med andre ord ikke bevise sin eksistensberettigelse, for det har Gud allerede sørget for. Vores eksistensberettigelse afhænger altså ikke af, hvad vi præsterer, eller hvor mange likes og hvor megen anerkendelse vi får,” siger biskoppen.

Hun er glad for, at Lutheråret var en af de oplevelser, hun fik med som biskop. I 2017 var det 500 år siden Luther slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg, og det blev fejret i Fyens Stift og resten af landet efter alle kunstens regler.

Kirketælling i Fyens Stift

Et par år efter at Tine Lindhardt var blevet biskop, bad hun alle sogne i Fyens Stift om at tælle, hvor mange deltagere der kom til gudstjenester og kirkelige handlinger.

Biskoppen synes, at det er en god ide at tælle kirkegængere med nogle års interval, både for at få et overblik over, hvordan det står til med kirkegangen, og fordi kirketællinger er med til at vise udadtil, at der faktisk kommer mange mennesker i de fynske kirker.

Tallene viste da også, at der i 2015 havde været hele 800.000 deltagere til gudstjenester og kirkelige handlinger på Fyn. Da biskoppen havde konstateret det, havde hun ikke brug for at se kirketal mere i de næste år, for hun opdagede, at kirketællingerne betød, at man blandt præster og sogne begyndte at sammenligne sig med hinanden.

”Der er mange forskellige forhold, der spiller ind på, hvor mange der kommer i de forskellige kirker. Hvis man bor et sted, hvor der fødes mange børn, er der mange dåb, og i den forbindelse tit mange kirkegængere, og så skal man ikke sammenlignes med et sogn, hvor befolkningssammensætningen er en anden,” siger biskoppen.

Men ikke desto mindre, var der kommet en kirketælling igen i nærmeste fremtid, hvis hun var fortsat som biskop, for hun synes det giver god mening med en kirketælling hvert femte-sjette år. 

”Jeg ville egentlig have sat gang i en kirketælling i 2020-2021 for at se, hvad der eventuelt var sket af forskydninger siden sidste tælling. Men så kom coronaen, og derfor gav det ikke mening at tælle kirkegængere. Og lige om lidt stopper jeg som biskop, så nu må det været op til den kommende biskop, hvad der skal ske,” siger hun.

Kirkesal på det nye OUH

Det er ikke let at få Tine Lindhardt til at fortælle, hvad hun er stolt af at have udrettet som biskop, for hun bryder sig ikke om ordet stolt. Men hun er glad for, at hun sammen med biskopperne i Haderslev og Ribe Stifter var med til at sikre, at der kommer en kirkesal på det nye OUH.

”Det er vigtigt at have en kirke på et hospital, for der er brug for trøst, håb og forbøn. Derfor er jeg glad for, at regionsrådet i Region Syddanmark tog imod den gave, som kirkerummet er,” siger hun.

Folkekirkens Skoletjeneste

Et andet område, der har haft biskoppens opmærksomhed, er skole-kirke samarbejdet. I hendes tid er der kommet flere afdelinger af Folkekirkens Skoletjeneste på Fyn, så næsten alle grundskoler i stiftet nu kan benytte sig af folkekirkens ressourcer til at levere kvalificeret undervisning i kristendom.

”Præster kan mere end deres fadervor, og i skolen handler det jo ikke om forkyndelse men om formidling af kristendom. Her har vi et samarbejde med civilsamfundet, så skolen kan trække på lærere og præster samt gode undervisningsprojekter fra Folkekirkens Skoletjeneste,” fortæller hun.

Konfirmandtræf

Dannelse og uddannelse er også nøgleord i et af de andre projekter, som biskoppen sammen med en række ildsjæle har været med til at støtte og give luft under vingerne, nemlig det årlige konfirmandtræf, hvor mere end 1000 konfirmander mødes i Odense Domkirke.

”Der bliver sået et frø i de unge mennesker ved konfirmandtræffet. De oplever, at kirke og tro og kristendom faktisk betyder noget i menneskers liv. Man kan mærke, hvordan det hele summer, når de unge mødes,” smiler biskoppen.

Liturgikaravanen 

Mødet med mennesker er den røde tråd i Tine Lindhardts fortælling om at være biskop. Det gælder også, når hun fortæller om den såkaldte ”Liturgikaravane”, hvor hun – indtil coronaen satte en stopper for det - rejste rundt i stiftet for at tale med præster, menighedsrådsmedlemmer og andre interesserede om folkekirkens liturgi – altså det forløb, som gudstjenesten og de kirkelige handlinger har.

”Samtalerne handlede selvfølgelig om måden, vi holder gudstjeneste på, men de kom jo også til at handle om, hvad vi forstår ved kristendom og tro. Det var en meget spændende og givende proces,” siger hun.

Biskoppen håber, at den lange liturgiproces blandt andet munder ud i, at kirkeministeriet nedsætter en dåbskommission, så man får talt om det centrale i dåbsritualet og får drøftet, om der for eksempel skal være mulighed for at bruge særlige bønner og tekstlæsninger ved dåb af konfirmander og voksne.

”Og så håber jeg, at man holder fast i, at dåb og nadver er frelseshandlinger – altså sakramenter,” siger biskoppen.

En sten i skoen

Tine Lindhardt ser tilbage på sin tid som biskop med stor glæde. Men der er også en sten i skoen, som bliver ved med at nage:

”Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg som biskop skulle være med til at lukke kirkerne, som vi gjorde under coronaen – ovenikøbet hen over en påske,” siger hun og fortsætter:

”Når jeg ser tilbage, tænker jeg: Kunne vi have reguleret det på en eller anden måde, så kirken også i den situation kunne være et sted, hvor man søger hen til trøst og til håb?”

Vor Herre skal nok klare sig

Tine Lindhardt forlader Fyens Stift i en tid, hvor dåbstallet og folkekirkens medlemstal langsomt falder såvel i Fyens Stift som på landsplan. Så det er nærliggende at spørge, om hun er bekymret for folkekirkens fremtid.

”Jeg er ikke bekymret på Vor Herres vegne – Han skal nok klare sig,” kommer det prompte fra biskoppen.

”Men som én, der går ind for vanekristendom, ved jeg, at vaner skal leves og næres. Hvis de ikke gives videre, så dør de. Hvis de døbte ikke giver dåben videre til deres børn, så er det noget, der skal arbejdes med,” fortsætter hun.

Kristendommens betydning for samfundet er værd at holde fast i ifølge Tine Lindhardt.

”Samfundet har brug for den jævnbyrdighed og den ligeværdighed, der ligger i det kristne menneskesyn. Og for næstekærligheden og dermed fastholdelsen af, at vi har en forpligtelse til at hjælpe og stoppe op, når nogen har brug for det,” slutter biskoppen.