Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder 2023
Nyheder

Bispevalget i Fyens Stift er skudt i gang

Nu kan stemmeberettigede ved bispevalget i Fyens Stift sætte deres elektroniske kryds. 

Valgbestyrelsen til bispevalget i Fyens Stift

Valgbestyrelsen for bispevalget i Fyens Stift er fra venstre: Vibeke Busse, Bjarne Larsen (formand) og Svend Aage Jensen. 
Foto: Marianne Hyrlov

Onsdag den 4. januar klokken 12.00 blev bispevalgets første valgrunde indledt. 

Frem til onsdag den 25. januar klokken 12.00 kan knap 1500 præster, menighedsrådsmedlemmer og valgmenighedsrepræsentanter sætte et elektronisk kryds ved en af de fire kandidater.

Formand for valgbestyrelsen, Bjarne Larsen opfordrer alle stemmeberettigede til at bruge deres stemme. 

”Valget af biskop har stor betydning for kirkelivet i hele Fyens Stift, og jeg opfordrer alle til at stemme nu, mens de husker det. Hvis man ombestemmer sig, kan man nå at ændre sin stemmeafgivning helt indtil den 25. januar,” siger han. 

De stemmeberettigede har modtaget afstemningsmateriale samt information om valgproceduren i E-Boks. Stemmeberettigede, der er fritaget fra at modtage digital post, får et fysisk brev om, at de kan stemme ved personligt fremmøde.  

Kandidaterne 

Der er fire kandidater til bispevalget i Fyens Stift:

  • Jørgen Samsing Bendixen
  • Mads Davidsen
  • John Pretzmark Ramskov
  • Dorthe Ahlburg Tofte-Hansen

Læs mere om kandidaterne her 

Hvornår afgøres valget?

Første valgrunde afsluttes onsdag den 25. januar 12.00. Hvis en kandidat får mere end halvdelen af de afgivne stemmer i første valgrunde, indstiller kirkeministeren ham eller hende til kongelig udnævnelse. Hvis ingen af kandidaterne får mere end halvdelen af stemmerne, udskrives en ny valgrunde mellem de to kandidater, der har fået flest stemmer i første valgrunde. En eventuel anden valgrunde afsluttes onsdag den 1. marts klokken 12.00.

Se en tidslinje for bispevalget i Fyens Stift 

Den nye biskop tiltræder den 1. april 2023. Bispevielse finder sted i Odense Domkirke den 2. april 2023.

Læs mere om bispevalget her      

Hvis du er stemmeberettiget, kan du stemme her      

Yderligere oplysninger

Formand for valgbestyrelsen, Bjarne Larsen kontaktes gennem Presse og kommunikationsmedarbejder Marianne Holst Hyrlov, Fyens Stift mhhy@km.dk