Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder 2022
Nyheder

Fælles tiltag for bedre arbejdsmiljø i folkekirken

Repræsentanter for landets biskopper mødtes i dag med Landsforeningen af Menighedsråd for at finde fælles løsninger på problemer med arbejdsmiljø på folkekirkelige arbejdspladser. De har sammen besluttet at arbejde videre med tre konkrete tiltag for bedre trivsel, samarbejde og tilsyn.

Repræsentanter for landets biskopper mødtes 23. august i Sabro med Landsforeningen af Menighedsråd om tiltag for arbejdsmiljø på folkekirkelige arbejdspladser. 

Fra venstre: formand Søren Abildgaard, næstformand Carsten Bøgh Pedersen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, næstformand Inge Kjær Andersen, biskop Peter Birch og biskop Elof Westergaard.

PRESSEMEDDELELSE

Fremrykning af arbejdsmiljøundersøgelser, tættere samarbejde mellem folkekirkens to ledelsessøjler og en arbejdsgruppe, der skal undersøge mulighederne for et mere aktivt tilsyn med folkekirkens arbejdspladser.

Det er konkrete tiltag, som kom ud af et møde mellem repræsentanter for biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd i Sabro d. 23. august.

- Vi har haft et godt og konstruktivt møde om folkekirkens arbejdsmiljø, som ligger os alle meget på sinde. Det er vigtigt, at folkekirkens to ledelsesstrenge finder fælles fodslag om løsninger for at skabe en god arbejdsplads for alle. Det skylder vi de ansatte, folkevalgte og frivillige samt de mange, der bruger kirken. Vi arbejder nu videre med tre konkrete tiltag for at styrke indsatsen yderligere med henblik på at forebygge og håndtere dårligt psykisk arbejdsmiljø på den fælles folkekirkelige arbejdsplads, siger Helsingørs biskop, Peter Birch.

Inge Kjær Andersen, næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd, understreger, at det er vigtigt, at også de faglige organisationer inddrages i løsningerne.

- Udfordringerne handler ikke bare om præster, kirkefunktionærer eller medlemmer af menighedsråd. De handler om hele folkekirken, og vi er fælles om at skabe det gode arbejdsmiljø. Det har vi allerede et stort fokus på, og det er vigtigt, at alle i folkekirken arbejder sammen om fælles løsninger, siger Inge Kjær Andersen.

Tiltag fra biskopper og Landsforeningen af Menighedsråd:

 

En stor planlagt arbejdsmiljøundersøgelse af folkekirken fremrykkes

En stor planlagt arbejdsmiljøundersøgelse i folkekirken fremrykkes. Arbejdsmiljøundersøgelsen var planlagt til at gå i gang i 2023, men biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd opfordrer Kirkeministeriet til at konvertere deres ansøgning til omprioriteringspuljen til en tillægsbevilling, så undersøgelsen kan gennemføres hurtigere.  

 

Tættere samarbejde mellem folkekirkens to ledelsesstrenge

Biskopper og Landsforeningen af Menighedsråd er enige om at øge samarbejdet mellem de to ledelsesstrenge og om at se på muligheder og behov for at et øget samarbejde med alle involverede parter.

 

Mere aktivt tilsyn

Der nedsættes en arbejdsgruppe med repræsentanter for biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd, som skal se på de nuværende regler for tilsyn: Udnytter vi den eksisterende lovgivning f.eks. i forhold til at føre tilsyn og samarbejde om arbejdsmiljøindsatser? Hvordan tilgodeser de nuværende regler behovet for aktivt tilsyn? Hvordan udøves det i forhold til menighedsrådene, og hvordan sikrer man, at der kan gribes ind, hvis der opstår akutte behov i forbindelse med konflikter?

For yderligere oplysninger, kontakt:

Biskop Peter Birch tlf.: 2047 2572

Biskop Elof Westergaard tlf.: 2467 7040

Landsforeningen af Menighedsråd: 

Søren Abildgaard (formand), tlf.: 2532 6641 

Inge Kjær Andersen (næstformand), tlf.: 6171 0656