To fynske provstier bliver til ét
Fra den 1. november er provst Lone Wellner Jensen provst i det nye Kerteminde-Nyborg Provsti
To fynske provstier, nemlig Kerteminde Provsti og Nyborg Provsti lægges nu sammen til ét provsti, som får navnet Kerteminde-Nyborg Provsti.
Provst for det nye provsti er Lone Wellner Jensen, som er provst i Kerteminde og i en længere periode desuden har været konstitueret provst i Nyborg.
En erfaren provst
Lone Wellner Jensen blev udnævnt til provst i Kerteminde Provsti i 1998 som den første kvindelige provst på Fyn. Hun fik sin teologiske embedseksamen fra Århus Universitet i 1985 og kort efter fik hun sit første embede som præst i Skellerup og Ellinge på Østfyn. I 2015 rykkede hun til Kerteminde, hvor hun nu er præst og provst.
31 sogne i provstiet
Det nye Kerteminde-Nyborg Provsti består af 31 sogne, 20 menighedsråd og 22 præster
Nyborg Kommune og Kerteminde Kommune er fortsat selvstændige ligningsområder, der hver for sig opkræver kirkeskat, og det ændrer sammenlægningen af de to provstier ikke ved.
Fakta om provstier
Et provsti er en administrativ enhed bestående af en række sogne. Provsten fungerer som forretningsfører for provstiudvalget. Provsten fører på biskoppens vegne tilsyn med præsterne.
Provstiudvalget har blandt andet ansvar for at koordinere den folkekirkelige økonomi imellem sognene i provstiet. Provstiudvalget fastsætter således rammerne for de lokale kirkelige kassers budgetter samt det beløb, der skal udskrives i kirkeskat til de lokale kasser. Provstiudvalget har ligeledes en tilsynsopgave i forhold til menighedsrådene.
Et provstiudvalg består af 4- 8 medlemmer valgt af menighedsrådene, samt en repræsentant for præsterne og provsten.
På Fyn er der nu 10 provstier efter sammenlægningen af Kerteminde Provsti og Nyborg Provsti.