En prædiken uden  Jesus-remoulade

"Jeg syntes, det var et fantastisk udtryk. Faktisk er jeg ikke særlig vild med remoulade, medmindre den er hjemmelavet, men udtrykket passede lige på sådan en prædiken, hvor man har blandet alt muligt sammen til en gang ordflom, som ingen kan bruge til noget," siger Nanne Mølhave, som blev færdiguddannet i 2007 og nu er præst ved Bolbro Kirke i Odense.

I dag har hun sin egen opskrift på, hvad der er en god prædiken:

"Det er en prædiken, der taler til der, hvor ”jeg” er lige nu, og i et sprog, der er til at forstå."

Det kan lyde enkelt, men udfordringen er så lige, at der sidder 15, 20, måske 50 forskellige ”jeg’er” nede på kirkebænkene, når præsten skal prædike.

"Nemlig. Derfor gjorde jeg også hurtigt op med mig selv, at jeg faktisk var nødt til at skrive til mig selv, når jeg skrev en prædiken. Ja, det lyder måske lidt sært, men det skal forstås sådan, at jeg selvfølgelig henter inspiration udefra, men også fra mit eget liv," sige Nanne Mølhave.

Det kan være inspiration fra hverdagen, fra samtaler, litteratur, prædikenvejledninger – og fra naturen, hvor hun færdes med hund og hest.

Det med forståelsen – at sproget skal være til at forstå – havde hun allerede stor respekt for i sit tidligere job. Nanne Mølhave var i mange år kok, indtil ryggen sagde fra, og hun måtte finde et andet job.

"Det skal bare køre, når man er kok i et køkken. Vi skal alle arbejde sammen, og der er ikke tid til ævl og kævl," siger Nanne Mølhave, der med et smil tilføjer, at det var virkelig svært at komme til folkekirken, hvor man arbejder med begrebet ”evigheden”.

"Det kunne mit kokketemperament godt have det lidt svært med i begyndelsen. Der er somme tider meget snak med langsommelige beslutninger, og derfor er jeg nok stadig lidt kok i mit embede – også i forhold til konfirmanderne, som jeg tænker på som kokkeelever. Der skal tales i et klart sprog, for hvis der sidder 400 personer og venter på maden, kan det ikke nytte, at vi står og filosoferer over saucen."

Livtag med menneskelige problemer

Det endte såmænd med, at Nanne Mølhave blev så optaget af selve prædiken, at hun tog en master i kunsten at prædike, eller homiletik, som det rettelig hedder.

"Jeg interesserede mig så meget for den almindelige prædiken, for begravelsestalen og bryllupstalen, for jeg kunne se, hvad det kunne gøre ved mennesker. Det, man siger, har faktisk en betydning, og det skal ikke bare være en gang lir.

Jeg har engang hørt én sige, at hvis danskerne gik mere i kirke, kunne samfundet spare millioner af kroner på psykologer og coaches, og det er jeg meget enig i," siger Nanne Mølhave, der i 2017 afsluttede sin master, som hun tog på Københavns Universitet ved siden af sit arbejde som præst.

En god prædiken skal i Nanne Mølhaves øjne kunne tage livtag med alment menneskelige problemer. For nylig skulle hun prædike over teksten om Jesus, der som 12-årig bliver væk for sine forældre i Jerusalem. De leder og leder, og til sidst finder de ham i templet, hvor han lytter til de skriftkloge. Nanne Mølhave talte om, at vi alle kan huske, hvordan vi forsvandt ind i legen som børn, og hun fortalte også om sine egne fantastiske oplevelser som barn med en veninde på Tåsinge.

"Jeg ser på denne historie om Jesus som åndelig leg. Hvordan vi udvikler os gennem eksperimenterende samtale.  Gennem leg. Vi må aldrig stoppe med at lege. Vi skal blive ved med at undersøge livet, og vi må ikke lægge os fast på, at sådan er livet nu. Nej, vi skal selv gøre noget. Ved at undre os. Ved at lege.

Jeg er meget bevidst om, at en prædiken også skal være opbyggelig. Den skal kunne bruges konstruktivt."

Prædiken skal passe til samtiden

Nanne Mølhave gør meget ud af at trække tråde fra dagens tekst ind i samtiden.

"Evangeliet skal afspejle den tid, vi lever i. Hvis ikke vi bruger evangeliet i vores tid, hvordan skal vi så bruge det? Sådan er hele min tilgang til kristendommen. Og også til mine konfirmander. Jeg taler med dem om, at troen skal være en del af dagligdagen, en del af ens liv. Det er ret vigtigt. Jeg er jo heller ikke bare kristen, når jeg står foran alteret søndag formiddag. Jeg har min tro med mig hele tiden.

Et eksempel. For mange år siden cyklede jeg en dag fra et sted til et andet, og undervejs oplevede jeg et menneske i nød, men jeg tog mig ikke tid til at stoppe og hjælpe. Det kom jeg til at tænke på den dag, da jeg skulle skrive prædiken og læste en teksten i Det Gamle Testamente, hvor der står: ”Jeg er en orm”. Jeg kom til at tænke på, at jeg ikke havde hjulpet. At jeg havde været en orm. Det gav stof til eftertanke, og på den måde bliver teksten relevant i hverdag og på det personlige plan."

Som prædikant er hun meget opmærksom på, om tilhørerne på bænkerækkerne er med, når hun prædiker.

"Som prædikant har man et meget stort ansvar for at fange tilhørernes opmærksomhed, og jeg er meget obs på at have øjenkontakt med tilhørerne."

Det hænder også, at hun kaster et spørgsmål ud til menigheden midt i sin prædiken. Som regel ret spontant.

"Egentlig synes jeg, at en prædiken skulle være mere dialog, og ved at kaste et spørgsmål ud synes jeg, at vi kommer tættere på hinanden, præst og menighed. Jeg kan godt li’, når der under prædiken opstår en form for genklang. At det jeg siger, betyder noget for dem."

Men hun synes også, at det kræver personligt mod at turde sige tingene klart. At være ærlig og sige sin mening. Både om samfund, politisk og i mange andre af livets forhold.

"Det kan også være i en begravelsestale, hvor der har været ufred i familien. Det kræver mod at sige til en familie, at nu skal ”I give slip på denne ufred. I skal lade det ligge, for nu er historien med dette menneske slut, og der kan ikke lægges mere til”."

Efterfølgende fik hun at vide, at det var gode ord.