Til stillingen er knyttet forpligtelse som kirkebogsfører og begravelsesmyndighed.
Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013)
Stillingen er lønindplaceret i løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i Folkekirken. Der vil til lønnen kunne ydes et rådighedstillæg med et afrundet beløb på kr. 43.000 årligt (grundbeløb pr. 31. marts 2012).
Der tages forbehold om udvidelse af ansættelsesområdet i overensstemmelse med Finansministeriets aftale af 15. august 1975 med tjenestemændenes centralorganisationer om ansættelsesområder for tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken.
Der er knyttet tjenestebolig til stillingen.
Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.
Alle uanset køn opfordres til at søge stillingen.
Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, opfordres du til at kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.
Er det første gang du søger embede i Fyens Stift, anbefales du ligeledes at kontakte biskoppens sekretær, for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Mads Davidsen, ligeledes inden ansøgningsfristen udløber.
For ikke ordinerede ansøgere bedes kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet vedlagt.
Ansøgninger stiles til Kirkeministeriet, men sendes til Biskoppen over Fyens Stift, Klingenberg 2, 5000 Odense C eller til Fyens Stifts mailadresse kmfyn-ansoegning@km.dk
Ansøgninger skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdag inden kl. 15.00
Opslået: 11.02.2025
Udløber: 03.03.2025

Nørre Lyndelse kirke
Nr. Lyndelse Sogn søger ny sognepræst
Nr. Lyndelse Sogn (Midtfyn Provsti) søger pr. 1. maj 2025 eller snarest derefter ny sognepræst. Sognet, som består af omtrent 3000 indbyggere, ligger i Faaborg-Midtfyn Kommune ca. 12 km syd for Odense og med 5 km til motorvejsnettet. Kirke og præstegård ligger centralt i byen, som også rummer indkøbsmuligheder, daginstitutioner, Grundtvig-Koldsk friskole, folkeskole, idrætsfaciliteter mv. Naturen i og omkring Nr. Lyndelse er præget af landbrug samt skov. Sognet, som er komponistens Carl Nielsens fødested, er i de seneste år udvidet med bl.a. nyopførte parcelhuse og ældreboliger, og der er god interesse for at bosætte sig i byen.
Sognet består af både ældre borgere og unge tilflyttere, hvorfor de kirkelige handlinger er af mangfoldig karakter. Kirken er synlig i sognet og et samlingspunkt med tilbud for alle aldersgrupper. Der er god kirkegang og stor opbakning til arrangementer i og i tilknytning til kirken.
Der er pt litteraturkreds, filmklub, kirkecafe og sangkor, ligesom der er et fint samarbejde med et nabosogn om kulturelle aktiviteter som f.eks. foredrag. En ny præst vil i samarbejde med menighedsrådet have rig mulighed for at udvikle nye aktiviteter.
Stillingen er en fuldtidsstilling, og der er tilknyttet tjenestebolig.
Vi kan tilbyde:
- et godt arbejdsmiljø og en tillidsfuld tilgang til samarbejdet omkring kirken.
- et stabilt personale bestående af organist, graver/kirketjener, gravermedhjælper, medarbejder i flexjob samt to kirkesangere.
- et aktivt lokalsamfund med beboere i alle aldre.
- et nyt og engageret menighedsråd bestående af 7 medlemmer samt to stedfortrædere med respekt for præstens forkyndelsesfrihed og med tradition, fornyelse og samhørighed som nøglebegreber
- en indvendigt nyrenoveret præstegård beliggende ved kirken med et beboelsesareal på 274 m2 fordelt på 11 værelser samt to badeværelser. Præstegården er omgivet af en stor parklignende have delvist plejet af personalet. Der er konfirmandstue i forlængelse af boligen. I sidefløjen en større kirkesal til diverse aktiviteter.
Vi ønsker en præst der:
- er levende og nærværende i forkyndelsen og i mødet med mennesker.
- har respekt for den kirkelige tradition, men som også kan bidrage med nytænkning og kreativitet.
- der har opmærksomheden rettet mod gudstjenester for forskellige målgrupper.
- der ønsker at bevare kirken som et fællesskabende samlingspunkt.
- der vægter et godt samarbejde med menighedsråd, personale samt frivillige.
- vil engagere sig i og for lokalbefolkningen samt dennes fællesskaber.
- der vil fortsætte det gode samarbejde med byens institutioner.
Har stillingen din interesse, og ønsker du at sende en ansøgning, bedes du kontakte formanden for menighedsrådet med henblik på aftale om tidspunkt for et besøg.
Tjenesteboligen er beliggende på
Albanivej 15, 5792 Aarslev
Kontakt oplysninger Formand for menighedsrådet:
Egon Schlosser tlf:4016 3232; mail: egonschlosser@live.dk
Kontakt oplysninger Provst (Midtfyn Provsti):
Signe Kølbæk Høg tlf:2217 0466; mail: SKH@KM.dk