Af Malene Bjerre, Helsingør Stift, og Anne Sofie Coles, Hørsholm Kirke
Hver søndag prædiker præster over hele landet, at mennesker er fejlbarlige syndere. Ikke desto mindre er arbejdspladskulturen i folkekirken præget af en anden opfattelse af tingenes tilstand. Nemlig at fejl er for de irrationelle og noget, man bare kan lade være med, hvis man tager sig sammen.
Det er konklusionen på en undersøgelse fra Oxford Research, der har analyseret, hvorfor der er mere end dobbelt så mange præster, der føler sig udsat for mobning, sammenlignet med andre faggrupper. Arbejdspladskulturen står altså i direkte modsætning til værdierne, og det gør det til en hård arbejdsplads, fastslår analysefirmaet.
Gad vide, om det er det, der smitter af på debatkulturen? For det er tankevækkende, hvor hård tonen i kirkens debatter er. Både på Facebook, i Kristeligt Dagblad og når præster en sjælden gang lykkes med at nå helt ud i mainstream-medierne. Og ’tonen i debatten’ er ikke bare en tone, en betydningsløs indpakning af det væsentlige, nemlig indholdet. Tonen er selve det blik, vi ser på den anden med.
Vi argumenterer i stedet for, at vi i folkekirken anlægger et kærligt og respektfuldt blik på modparten, når vi debatterer. Et blik, der insisterer på, at der er en kerne af noget meningsfuldt i alt, hvad folk stiller sig op og siger offentligt – ligesom der jo altid er det i det, vi selv siger. Ellers ville vi ikke sige det.
Det er ikke et blik, der fjerner uenighed eller visker modsætninger ud. Tværtimod kan blikket se igennem den støj og forvrængning, et budskab tit leveres med. Vi kender alle sammen til at blive ført med af vores personlige sym- og antipatier i en diskussion, at være lige et nummer for hurtig på tasterne, at få brugt et lidt nedladende ord. Blikket her er hele tiden parat til at sige: Nå ja, pyt, det var nok ikke sådan ment.
Vi ved jo godt, at det blik kan få noget godt frem i os. Det er lidt ligesom den kærlige farmor, der i stedet for at gemme småkagerne væk, når hun opdager, at man har hugget af dem, siger: Hov, vi skal da se at få bagt, skal vi ikke?
Vi tænker det som et Løgstrup-blik. Et blik, der møder modparten, som med Løgstrups ord har vovet sig frem i en ytring og med noget på hjerte. For Løgstrup består al kommunikation mellem mennesker i at vove sig frem for at blive imødekommet. Hver gang nogen vover sig frem, fordrer det noget af os. Hvis ikke vi forsøger at komme modparten i møde, ignorerer vi fordringen om at tage vare på den anden.
Så vi skal imødekomme modparten af rent etiske grunde.
Men vi skal også gøre det af mere praktiske grunde – det vil nemlig give en bedre debat:
- Flere vil have lyst til at deltage i debatten.
I dag skal man – i den offentlig debat i det hele taget og ikke mindst i den kirkelige debat – kunne tage nogle tæsk og være parat til at tåle et fejlfindende blik, der kræver fejlfrihed. Hvor mange kan holde til det? - Flere synspunkter og perspektiver kommer til orde.
Også dem midt i landskabet, ikke kun dem fra polerne. Polarisering gør os dummere, fordi der kun bliver to synspunkter at vælge imellem. - Vi bliver selv klogere og tager bedre valg på baggrund af debatten.
Forskningen viser, at man træffer bedre beslutninger, når man ikke har travlt med at imødegå indvendinger, men tager sig tid til at lytte og forstå. - Folk uden for kirken kan høre, hvad vi siger – og ikke kun høre råberiet.
Det er en kendt sag, at debatkulturen i samfundet generelt bliver hårdere, og at der er sket en polarisering. Det har skabt såkaldte ekkokamre; debatrum, hvor man hele tiden bliver bekræftet i sine egne synspunkter og skaber forvrængede udgaver af modstanderens synspunkter.
Det er altså ikke en sygdom, kun kirken har. Men kirken kunne til gengæld blive en virkelig interessant og tiltrængt modkultur ved at vise, hvordan man også kan tale sammen, selvom man er uenige.
Her er for eksperimentets skyld ti bud til en kærlig-respektfuld debat.
- Du skal lytte lige så meget, som du taler.
- Du skal gøre dit bedste for at finde ud af, hvad den anden har på hjerte.
- Hvis du kan tolke noget på to forskellige måder, så vælg det, der taler mest til den andens fordel.
- Du må ikke overdrive den andens synspunkter.
- Du må ikke udstille den anden for selv at virke skarp og hurtig.
- Du må gerne gøre grin med den anden, hvis han også selv kan grine lidt med.
- Du må ikke sige noget til den anden, du ikke ville sige til din mor/kæreste/datter/bedste ven.
- Du må ikke bruge en andens udsagn som springbræt for at komme af med dine egne mærkesager.
- Du må ikke nøjes med at kritisere den anden position, men selv pege på et alternativ.
- Du skal arbejde for, at alle parter bliver klogere sammen – du selv, den anden og dem, der lytter med.
Der gælder det samme, som der gør for de ti bud i Moseloven, nemlig at de i bund og grund kun er variationer af et og det samme. I dette tilfælde: Mød din debatmodstander som et menneske, der tæller lige så meget som dig selv.
(artiklen er en forkortet version af en kronik i Kristeligt Dagblad)
