Overbevisningens kraft og magt

Titel: Tro Mod Politik

Forfatter:  Anders Gadegaard

Forlag: Eksistensen, 2019, 197 sider

Anmelder: Frederik Hougaard Larsen, cand.mag. i Idéhistorie

Anders Gadegaard har skrevet en modig bog, der ud fra et kristent etisk perspektiv på én gang er en kritik af den måde, der i dag føres politik på, et opråb til kirken og præsterne om at tage det politiske element i kristendommen alvorligt og involvere sig i den offentlige debat, samt et vidnesbyrd om Gadegaards egen politiske vision og aktivisme. Bogen er ambitiøs og på sin vis vellykket, og selvom den ud fra sin prætention indeholder en vis stringens, mangler den tyngde og nuancer i forhold til sine hovedargumenter.

Det politiske

Gadegaard indleder med og bekender sig til to sekulære bestemmelser af det politiske, som danner grundlag for bogens hovedargument. Navnlig den tysk-jødiske filosof Hannah Arendts og den tjekkiske forfatter og politiker Václav Havels.

Ud fra Hannah Arendt åbner Gadegaard med en bestemmelse af politik som ”en fri samtale i det offentlige rum om, hvad der tjener det fælles bedste.” Arendts egen opfattelse af det politiske er hentet fra Aristoteles, for hvem det politiske netop bestod i samtale blandt ligeværdige borgere med henblik på det, der var til gode for bystaten – eller ’polis’ (som selve begrebet ’politik’ etymologiske er afledt af).

Hermed afvises en definition af politik som magtudøvelse og statssuverænitet, som man finder hos moderne politiske teoretikere fra Machiavelli til Carl Smitt, og som udgør de grundlæggende betingelser for hvordan politik i dag reelt praktiseres.

I forlængelse heraf tilslutter Gadegaard sig Václav Havels politikbegreb, som Gadegaard benævner en ”antipolitisk politik.” I modsætning til opfattelsen af politik som teknisk administration, nyttetænkning og magtkontrol skal de højere ”menneskemål,” såsom fællesskab og solidaritet, kærlighed og venskab, genintroduceres og udgøre de absolutte horisonter for de politiske beslutninger. 

Tro mod sit bekendelsesgrundlag inddrager domprovsten naturligvis også Luther. Gadegaards forståelse af Luthers to-regimente lære udgør det afgørende spor, resten af bogen udformer sig i. Da Luther adskilte den verdslige og den åndelige magt, mente han ikke at disse skulle stå isoleret over for hinanden. Gadegaard hævder i forlængelse, at nok skal politik og tro adskilles – i den forstand, at der ikke må bedrives direkte politik med henvisning til en religiøs absolutisme, da konsekvensen bliver et teokratisk diktatur, som vi bl.a. ser det i visse muslimske lande. Men det verdslige regimente må heller ikke stå alene, da det, isoleret fra det åndelige, ikke vil have nogen etisk målestok for ret og uret. Det er denne balancegang Gadegaard, i sit forsøg på at udforme en “kristen-politisk etik,” ønsker at fastholde i resten af bogen. 

Den kristne er altså – med inspiration fra sine religiøse, moralske imperativer – forpligtet på at agere politisk; men bevæger man sig over i den politiske sfære, må disse værdier på en eller anden måde omskrives til en form for ”rationelt sprog,” hvor argumentationen bevæger sig inden for anden diskurs end den religiøse, hvilket så skal appellere til et fællesmenneskeligt (og i sidste ende kvasikristent) værdigrundlag.

Bogen udfolder på baggrund heraf konkrete bud på, hvordan en kristen etik og diakoni kan og bør forholde sig til aktuelle politiske problemstillinger. Domprovstens politiske observans er mere eller mindre velkendt og ses tydeligt i hans eget politiske og sociale engagement/aktivisme (fx i forbindelse med asylansøgere), som han standhaftigt forfægter er en grundlæggende del af hans præsteembede, og som han også flittigt inddrager i bogen undervejs. Det interessante ved bogen er imidlertid den principielle diskussion om forholdet mellem det kristne budskab og det politiske, hvad jeg i stedet vil opholde mig ved.

Den politiske forkyndelse

Et af de, relativt, mere fyldige kapitler i bogen er et opgør med, hvad han kalder Søren Krarups “national-kristne ideologi” - en åbenlys oxymoron, Krarup formentlig ville frabede sig. Gadegaard retter en kritik af den gamle krarupske traver om, at politik og kristendom skal holdes skarpt adskilt (lige bortset fra når det gælder Tidehverv selv), og at næstekærlighedsbuddet ikke kan være argument for fx en solidarisk indvandrepolitik.

Blandt Krarups åndsfæller hersker en bitter aversion imod at gøre den kristne forkyndelse politisk. Særligt fra prædikestolen må der for Guds skyld ikke tales politik, og gør man det, er man ude i en moraliseren, som i sidste ende står antitetisk over for den kristne forkyndelse – en opfattelse der er stik imod (socialisten) Karl Barths, som hævdede at prædikenen slet ikke kan være apolitisk.

I denne sammenhæng påkalder Gadegaards sig blandt andet Kaj Munk og ligger sig op af dette centrale citat fra modstandsmanden: ”Altså må det siges så skarpt som overhovedet muligt, at når himmelvendte kristne klager over, at der prædikes politik i kirken, så fører de ukristelig tale…” I det øvrige samfund, i den offentlige debat, diskuteres der politik, men i kirken skal vi tale om politik ”i forhold til Guds ord.” Munk (og Gadegaard) gør vel i at insistere på at Kristus var en politisk agitator (noget der er særligt underspillet særligt i protestantiske og post-protestantiske trossamfund) og var allerede i handling og i sin lære inde på de politiske gebeter og tordnede mod de politiske magthavere.

Bogen afsluttes med en række af Gadegaards egne “politiske prædikener.”

Kritik og anerkendelse af magten

Som Gadegaard selv fremhæver, modsætter det kristne menneskesyn, i kraft af at alle menneske er lige for Gud, sig verdslig magtudøvelse: ”I kraft af relationen til det absolutte kan ingen jordisk magt afkræve menneskets underkastelse og fuld lydighed.” Gadegaard appelerer til en opfattelse af politik, som fastholder dette element i sin anerkendelse af borgernes medindflydelse og plæderer for en ”ansvarlig kapitalisme” og en stærk velfærdsstat, hvor statskassen skal være med til at ”finansiere den solidariske samfundskritik,” for således at leve op til de etiske principper og værdier Jesus har anvist.

Lad det være sagt: Anders Gadegaard fremstår håbløst optimistisk. Han tror på muligheden for en anden forståelse af politik som et frit rum for offentlig samtale (Arendt og Aristoteles); han tror på at der kan etableres et politikbegreb, der i sit væsen bygger på solidariske og medmenneskelige principper (Havel). Han tror på muligheden af et samfund der – inspireret af et kristent værdigrundlag – anerkender de gældende loves utilstrækkelighed, hvilket i konsekvens betyder at staten, som de facto er den eneste magtinstans der kan træffe politiske beslutninger, rent faktisk vil lytte til borgerne og støtte dem i deres kritik af selvsamme magtinstans – endda også finansielt. Spørgsmålet er om ikke Gadegaards vision kræver en langt mere radikal omtænkning af vores måde at tænke politik og samfund på, som i sit udgangspunkt ikke anerkender den konstituerede magts legitimitet – hvilket Gadegaard i praksis ender med at gøre.

Tro skal som sagt udelukkende være en motivation og inspirationskraft til at bedrive en solidarisk politik. Den må ikke foregive at have fundet opskriften på den rette politik ved henvisning til en religiøs absolutisme. Med hans egne ord skal kirken være magtløs men ikke magtesløs.  Derfor er kun overbevisningens kraft og magt, ”der er legitim for kirken. Der kan og må ikke drives direkte politik på en religiøs overbevisning.”

Det synes der nu, i vores gennemsekulariserede samfund, heller ikke at være nogen fare for.

En prisværdig rodebutik

Så hvem er det Gadegaard med hans bog selv vil – eller tror han kan – overbevise? Vil han overbevise det almene sekulære samfund, om at kristendommen tilbyder et menneskesyn der er frugtbar i sin opposition til magten? Eller er det et opråb til den kristne, kirkegængeren og præsten, om at indlade sig på det politiske område og her udøve sin kristne overbevisning? - Med Kaj Munks højstemte ord: at aktualisere evigheden. Givetvis begge parter, og man kan kun håbe at bogen vil blive læst af andre end sidstnævnte.

Man kunne i det hele taget håbe, at man på dansk jord (som man ser det andre steder i verden) snart vil se en bredere offentlig samtale og idéudveksling mellem sekulære og religiøse, og at man fra begge parters side kunne droppe berøringsangsten for at etablere en forbindelse mellem politik og tro. Alene af den grund finder jeg bogen aktuel og relevant.

I sidste ende tror jeg, bogens format taget i betragtning, Anders Gadegaard vil for meget. Snart diskuteres det principielle i forholdet mellem tro og politik, snart hvad der udgør de grundlæggende kristne værdier, for snart at give konkrete bud på en kristen diakoni og politik og en politisk forkyndelse kan udforme sig, i blandet personlige beretninger og prædikener. Man (eller jeg) kunne have ønsket en bog, der holdt sig strengere til det helt principielle spørgsmål – altså hvori det politiske i det kristne budskab består, og hvordan dette bør forholde sig til det aktuelle politiske etablissement.

På trods af at bogen ender med at blive lidt af en rodebutik, er den ud fra sin prætention egentlig vellykket. Og selvom bogen selv ender med ikke at være fuldkommen overbevisende, er der i og for sig en indre logik i Gadegaards vision, og han er helt igennem tro mod sin tro og sin politiske overbevisning. Jeg kan ikke andet end at bifalde forehavendet!

Mange danske teologer og præster vil være enig i bogens anliggende, men få ville have mod til at skrive den. Det kan de takke Anders Gadegaard for at have gjort!