Sognepræst Adam Boas | september 2015
Anmeldelse af Gerd Theissens Tro & Tanke. En
poetisk-kritisk katekismus
Forlaget ALFA 2015
Jeg skal anmelde Gerd Theissens bog, Tro & Tanke, og lad
mig begynde med en anekdote.
Da Johannes Sløk skulle holde sin afskedsforelæsning på det
teologiske fakultet i Aarhus, var auditoriet fyldt til bristepunktet. Sådan var
det altid når Sløk skulle tale. Folk stod langs væggene, lå under bordene og
blev sænket ned fra loftet på bårer. Alle ville høre mesteren. Sløk talte længe
den dag, og da han endelig gav mulighed for spørgsmål, bredte der sig en
munterhed over salen. Ingen som havde sit helbred kært, ville spørge Sløk om
noget. Alligevel rejste en ung studerende sig frimodigt og spurgte Sløk, hvad
han egentlig havde bedrevet gennem alle sine år på fakultetet? Nu kunne man
høre en knappenål falde til jorden. Alle frygtede et af Sløks berømte
vredesudbrud. Men Sløk smilte, vendte sig om til tavlen, og tegnede en
tændstikmand. Tændstikmanden fik øjne, og fra øjnene tegnede han en pil hen til
en tyk mur. Så vendte han sig om til den studerende og sagde; dét har jeg
bedrevet, jeg har stirret ind i muren. Folk lo af lettelse, alt var godt. Men
så rejste den studerende sig igen og spurgte; jamen, hvad er der så på den
anden side af muren? Nu trak folk slet ikke vejret længere. Men Sløk vendte sig
på ny og tegnede et spørgsmålstegn på den anden side af muren. Han vendte sig
om til den studerende og sagde; ja, det er jo netop dét, som er spørgsmålet.
Sløks forfatterskab er, langt hen ad vejen, forstandens, billedernes
og sprogets møde med den mur, vi stirrer på. Men af årsager, som jeg nødig vil
vide for meget om, har mange i tidens løb, gjort hans forfatterskab fortræd.
Man gengav Sløk korrekt, når man sagde, at alt var sprog og billeder, men man
misforstod ham på det værste, når man lagde ham i munden, at sprog og billeder,
var et udtryk for det definitive. Gennem Sløks forfatterskab er der, efter min
mening, et referencepunkt i det metafysiske, et spørgsmålstegn, som til trods
for sit ringe udseende, ifølge Sløk, angiver hele kristendommens mening og
logik.
Jeg beklager det lange tilløb hen til Gerd Theissen. Men det
var alt sammen for at sige, at hvad der gjaldt for Sløk, det gælder altså også for
Theissen. Der er et spørgsmålstegn bag muren. Hvorfor bruge så mange linjer på
at få sagt noget så simpelt, som det om spørgsmålstegnet bag muren? Jamen, det
er jo fordi det betyder alverden for os som teologer, at få den slags afklaret.
Vi læser meget, og vi undersøger som det første, hvor forfatteren står i
forhold til metafysikken. Det skal jo afgøre lødigheden.
Der er ingen tvivl om, at Theissen vil blive bebrejdet sit
provokerende opgør med den klassiske teologi og herunder den metafysiske
dogmatik. Men jeg fornemmer, at man roligt kan læse sig ind igennem alle de
blodtryksforhøjende bemærkninger med en sikkerhed for, at vi er på tryg grund,
med en dygtig teolog, som bevarer respekten for metafysikkens sætninger.
Men, indrømmet, rejses der farlige spørgsmål. Alt efter ens
idrætsduelighed, må man snuble over dem, eller springe let hen over.
Dogmatikken behandles, trossætningerne, buddene, og man
korser sig, men glæder sig også inderligt over, at nogen tør tale til de
anfægtelser vi alle sammen har haft, og tør give et bud på, hvordan man kunne
anskue tingene.
Theissen spejler menneskets adfærd i spørgsmålstegnets
hemmelighed, i åbenbaringen, og i de bibelske tekster. På en poetisk-kritisk
måde, uddrager han svar på alle tænkelige spørgsmål, som kristne stiller sig.
Hvad gør vi med flygtningene? Hvad mener vi om homoseksuelle ægteskaber? Hvad
er vores muligheder for at redde verden? Hvad er fremtiden for vores kirke? Jeg
kan sige, at Theissen giver svarene, og det er befriende med en teolog, som tør
svare.
Det er en fremragende bog. Et mesterligt sprog, og en
skarphed, som debatten har trængt til. Der er prædikeninspiration og
inspiration til taler og debatter.
De bedste anbefalinger til Theissens bog.
Sognepræst Adam Boas
