af: Inger Hjuler Bergeon, valgmenighedspræst, supervisor og sorggruppeleder
Anmeldelse af bogen: Størst af alt
Forfattere: Mette Grymer og Mads Christensen
Forlag: Jensen & Dalgaard
Jeg sidder med en lille bog i hånden, der handler om sorg. Den slags bøger kommer der mange af for tiden. Små og overskuelige bøger.
Det er godt, at der kommer mange af disse forskellige små bøger, synes jeg, for så kan man finde den bog, som taler til én. Taler til én, fordi den kan hjælpe med lidt ord til det, der ikke ellers kunne siges.
Nogle af disse bøger vil man kunne finde sig selv i og mærke, at sådan som man har det for tiden, sådan genkender jeg det i et andet menneskes ord. Og det letter, når en anden har sat ord på noget af det, der i én selv måske er sprogløst og kaotisk. Andre bøger eller artikler om sorg kan man ”slet ikke bruge til noget”, som sørgende siger lige ud. Sørgende mennesker taler nemlig med ”rent spyt i munden”, for noget af det værste er sket for dem, så der er ikke overskud eller lyst til at pakke sine meninger, reaktioner, ord og udbrud ind i vat.
Når mennesker er ramt af sorg - overvældet og overfaldet af sorg - så er de ofte ekstra opmærksomme på, hvad andre siger og skriver. Af gode grunde er man tyndhudet. Så noget kan tale så stærkt til én, at man finder en trøst og en lindring, som varer i lang tid efter. Og andet kan irritere én, så man stejler - og noget tredje kan give en kort lindring for derefter at blive kasseret lidt senere.
Derfor er det meget svært at anmelde en bog om sorg. For hvem er bogen til? Og hvem skal denne anmeldelse være til? Til brugerne? altså til de efterlevende og efterladte? eller til sorggruppeledere?
Den bog, jeg sidder med af Mette Grymer og Mads Christensen lægger sig et sted midt i mellem, tænker jeg. Det er tydeligt, at den er skrevet efter flere års erfaring med voksne, der har deltaget i sorggrupper.
Sådan er det første lille afsnit om sorg nogle enkle, gode og elementære betragtninger over, hvad sorg er og gør, og hvordan den kan give sig udtryk. Det er netop sådanne betragtninger, der i en samtalekontekst med voksne i sorggrupper viser sig at skabe lidt luft og klarhed i deltagernes forskellige slags kaotiske følelser; det ved mange af os, der er sorggruppeledere.
Det andet lille afsnit samt slutningen vil forkynde kristentro. Det er her, at bogen har sin svaghed, synes jeg. For det, som foregår i dialog med andre og som opstår ud af gensidige tanker, hvor man er fælles om eventuelt at søge lindring i evangelierne, at når det så sættes på formelagtige sætninger i en lille bog, så bliver det postulerende og for meget ”kirken har det rigtige svar”-agtigt.
Jeg tror, at forfatterne har samlet nogle erfaringer fra mange års god sorggruppeledelse og så er de omsat til denne lille brugsbog. Men det er netop ”hurdlen”: noget, der foregår over lang tid mellem mennesker i samtaler, hvor man undertiden famler sig frem og lader tavsheden råde, det er meget vanskeligt at omsætte til en lille bog. For alt det tøvende og søgende i samtaler og det gensidige, hjælpsomme nærvær får ikke plads, når det kortes ned til en slags ”selvhjælpsbog”.
Den er nemlig skrevet som en brugsbog, lidt à la ” Bogen til mine kære” som Birgit Meister havde succes med i 90’erne. Derfor er anden halvdel af bogen spørgsmål, som man kan sidde og reflektere over og så skrive sine svar ned. Om det er brugbart, tør jeg ikke udtale mig om.
Min anbefaling er: Læs bogen selv – og se, om den kan bruges i den sammenhæng, du arbejder i.
Inger Hjuler Bergeon, juni 2016.
