Bogens forside
Titel: Skam
Forfatter: Mikkel Gabriel Christoffersen og Kjeld Slot Nielsen (red.)
Forlag: Eksistensen 2021
Anmelder: Christian von Tangen Sivertsen
Det sker, at udgivelsen af en bog kommer som kaldet. En sådan bog er ”SKAM”. Og det er den ikke bare, fordi selve fænomenet skam er, hvad man kunne kalde for det sørgelige og alt for tidstypiske udtryk for mange af de unges livsforhold i dag. Men den er det også, fordi bogen simpelt hen dumpede lige midt ned i nogle intense samtaler, jeg havde med en god kollega om netop skam - om hvad der definerer skam f.eks. i forhold til skyld.
Bogen leverer ikke som sådan noget svar på netop det spørgsmål. Langt snarere er bogen som en prisme, idet den tilgår fænomenet skam ud fra særdeles mange vinkler, hver enkelt udfoldet af sin respektive forfatter: religionsfilosofisk, homiletisk, diakonalt, hymnologisk, kateketisk, liturgisk, ja sågar kirkeretsligt – blot for at nævne et udpluk. Og bogen er som sådan heller ikke interesseret i at give svar, men langt snarere i at skabe opmærksomhed om, hvor dybt skammen stikker også inden for en kristen kontekst. Skam er m.a.o. ikke bare noget, der angår de unge og deres livsforhold samt den synlighedskultur, de i særlig grad lever i. Den er også en integreret del af kristendommens historie, dens indhold og dens ritus. Og det er den af den indlysende grund, at skam på utallige måder simpelt hen hører med til livet.
Bogen er anlagt ud fra akademiske kriterier med fyldigt noteapparat og ditto litteraturliste, og den indledes med, hvad redaktørerne kalder for ”kortlægningskapitlet”, skrevet af Mikkel G. Christoffersen, og som alle bogens øvrige bidragydere har fået tilsendt, før de selv har givet deres bidrag. Der er da heller ingen tvivl om, at netop det kapitel udgør bogens raison d´etre – indsigtsfuldt og dokumenteret belæst, som det er. Af samme grund – fordi det er så afgørende - kunne jeg personligt godt have ønsket mig, at især det kapitel havde droppet alle de akademiske dogmer med deres formelle krav om videnskabelig dokumentation, og at forfatteren i stedet havde skrevet en meget mere fri og levende indføring i fænomenet skam. Det fortjener emnet, og det ville forfatteren om nogen kunne.
Bogen kommer som sagt vidt omkring, og det i en grad så jeg tvivler på, at ret mange vil læse den slavisk fra begyndelse til ende. Det ville derfor også næsten være uretfærdigt at fremhæve øvrige kapitler frem for andre, da der i den grad er plads til individuelle præferencer. Af samme grund vil jeg også mene, at bogen vil egne sig fortræffeligt til studiekredse rundt om i præstekonventerne, idet den kunne give grundlag for spændende, kollegiale drøftelser og overvejelser om skammens betydning og rolle inden for næsten alle områder af præstefaget.
Og måske man bl.a. kunne finde på at drøfte det paradoks, som bogen underligt nok ikke tematiserer, at der, sideløbende med at skam får en stadig større rolle at spille, pågår en udvikling i den stik modsatte retning – hvor skamløsheden florerer som aldrig før. En udvikling. der i den grad dokumenterer, at skam er en sammensat størrelse og på mange måder helt uundværlig.
