Bogens forside
Anmelderen Peter Ø. Jacobsen
Titel: Skabelse og samskabelse – Folkekirken på vej ud af skabet?
Redaktion: Anne Tortzen, Esben Thusgård og Erling Andersen
Forlag: Eksistensen 2021
Anmelder: Peter Ø. Jacobsen, sognepræst ved Sankt Hans Kirke og projektleder for Kirken i City, Odense
Når man første gang får bogen ”Skabelse og samskabelse” i hånden, bliver man næsten overrasket over at se forlaget Eksistensens navnetræk på forsiden. Bogens titel og, skal vi sige, anonyme layout ligner noget, der kunne gemme sig i den bunke bøger fra ”Samfundslitteratur”, ”Dansk Pykologisk forlag” mfl. man må tygge sig igennem under diplomuddannelsen i ledelse.
Men lad det være sagt med det samme: Denne bog behøver heller ikke en spændende forside. Der er masser af godt stof til selvransagelse og til samtale i fx menighedsråd og blandt præster. Og skal bogen rigtig gøre fyldest, skal den bringes ind på kommunekontorerne, så dialogen skal skabes mellem kirke og samfund.
Samskabelse – også for kirken?
Ordet er hjemmehørerne i den socialkonstruktionistiske tankegang, som præger fx moderne ledelseslitteratur. Et eksempel kunne være den amerikanske psykologiprofessor Kenneth Gergen, som siger: ”Det, vi betragter som verden, afhænger i høj grad af, hvilken tilgang vi har, og vores tilgang afhænger af de sociale relationer, vi er en del af.” (Fra bogen – bemærk titlen: ”Relationel Being – Beyond Self and Community”) Man kunne også standse ved professor Barnet W. Pearce, som er manden bag den såkaldte CMM teori (Coordinated Management of Meaning). Her er altså begreber som ”verden”, ”væren”, ”selv” og ”mening” til forhandling i det sociale fællesskab. Identitet og mening bliver hele tiden skabt igennem de relationer, vi mennesker indgår i.
Ikke uden grund løfter kirkens folk øjenbrynene og finder børnelærdommen frem med beretninger om, hvordan Gud skabte himlen og jorden og giver væren og mening til sit skaberværk. Vi trøster os ved, at væsentlige ting ikke er til forhandling, men står fast, når forandringens storme suser omkring os. ”Vor tro er ej på hvad som helst, man kristendom vil nævne”, som Grundtvig forvisser os om.
Indlader kirken sig derfor i en farlig leg med tidsånden, når den bevæger sig ind i det socialkonstruktionistiske univers med dens begreb om samskabelse? Det bør i hvert fald være et opmærksomhedspunkt – og en refleksion, det kunne være godt at have med i en bog som denne, der på sin vis er banebrydende i sin tilgang til det at være kirke i verden.
En praktisk tilgang
Bogen falder i tre afsnit. Først nogle grundlæggende overvejelser om kirkens rolle i samskabelsen med sin omverden, derefter to afsnit med mere praktisk tilsnit. I disse afsnit får vi fx refereret nogle spændende interviews med fx stadsdirektøren i Århus Kommune og andre af de aktører, som indgår i den samskabelsesproces, kirken og kommunen har sat i gang blandt andet ud fra konferencerne ”Fælles om det sociale ansvar”, som biskoppen i Århus inviterede til i 2018 og 2019. Til sidst øses der ud af praktiske erfaringer fra det østjyske om samskabelsesprojekter, som kirken har været involveret i på forskellig vis.
Det banebrydende ved bogen er at rykke samskabelsen ind som et afgørende paradigme for Folkekirken i dag. Ikke at den dybe tallerken hermed er opfundet. Allerede i 2010 udkom bogen ”Ledelse af tro” af Erling Andersen og Mogens Lindhardt, som også tegner et billede af en kirke, som befinder sig i en ”asymmetrisk samtale” om tro med de borgere, som selv er eksperter i deres eget tros-udtryk og som derfor må være medskabere af det sprog, der tales i kirken. Men nærværende bog tegner i stor skala et billede af, hvordan en samskabende kirke kan tage sig ud.
Bogen tegner samtidig et for Folkekirken udfordrende billede af en omverden, som gerne vil samarbejde med Folkekirken. Mange oplever det allerede rundt om i sognene, når der samarbejdes med skoler og institutioner om minikonfirmander, kor, julegudstjenester mm. Her på Fyn har vi også høstet gode erfaringer med samarbejde om fx demensgudstjenester, besøgstjeneste mm. Men bogen her giver et billede af de faktisk store områder, hvor det offentlige system oplever sin grænse, og hvor Folkekirken har noget oplagt at byde ind med. Esben Thusgård nævner i flæng: ”samtalen om det gode liv, tilværelsens nederlag og det ukontrollerbare i vores liv” ”Kirken har en indsigt i og et sprog om det, vi alle sammen oplever, lige fra afmagt til håb” (s.36)
Kirken har svaret – men hvad er spørgsmålet?
For mig at se sætter bogen fingeren på et ømt sted, samtidig med at den i mine øjne animerer til nytænkning. Det ømme punkt er: Når kirken nu har et så veludviklet sprog for det, vi alle sammen oplever, og når både mennesker og systemer så ofte synes at komme til kort, netop fordi man mangler dette sprog, hvorfor oplever vi så stadig en så – trods det høje medlemstal – stor barriere mellem kirken og borgerne? Opmuntringen ligger i, at mulighederne er tilstede for, at kirken og dens omverden begynder at skabe noget nyt sammen, der dels kan lære os i kirken at lytte noget mere til menneskers reelle spørgsmål til livet, og der dels kan bibringe borgeren et sprog og et grundlag at stå på, når man oplever ”det ukontrollerbare i vores liv”.
Fra forskellig side beskrives nogle af de muligheder, der har åbnet sig, når kirken er gået ind i en samskabelsesproces med sin omverden. Som når Folkekirken, Ældresagen og Horsens Kommune er gået sammen om at bekæmpe ensomhed blandt mænd på 65 år og ældre, når skole og kirke deler lokaler, når der skabes højskole midt i Gellerupparken i Århus, når kirken sammen med sociale institutioner skaber et vinterherberg, besøgstjeneste for demente osv.
Spørgsmålet, der har forfulgt mig igennem læsningen af bogen, er så: Hvilken kirke efterspørges så af fx det kommunale system? Det er slående i hvor høj grad det handler om diakoni og fællesskaber. I flere eksempler fremhæves dette, at kirken ser mennesket som menneske frem for borger eller bruger. Og præsten kan tænke: ”Får vi plads til mere end skabelsesteologien? Er der nogen, der vil høre det centrale budskab om syndernes forladelse og frelsen ved tro på Jesus Kristus som hele verdens frelser (jf. forordet til Betænkning nr. 1477 Opgaver i sogn, provsti og stift?”)
Som kritiker kan man antage den holdning, at samskabelsen i det omfang, der beskrives fx fra Århus, kun er en mulighed, hvis kirken gør sig selv til en halvpolitisk størrelse, som finder en fællesnævner med de sociale myndigheder i at tale om værdier og menneskeværd.
Men – og den vælger jeg at gå med: For det første understreger bogen nødvendigheden af at tage kritikken med ind i samarbejdet, ja at samskabelsen forudsætter, at parterne står ved deres værdier. Desuden kan man jo slå selvransagelsens store ører ud og spørge, om ikke det er påfaldende, at dem, vi gerne vil være kirke for, oplever kirken relevant, når den sætter handling bag ord, er lyttende og nærværende? Ligger der ikke her den samme påmindelse, som apostlen Jakob giver om at være ”ordets gørere” og ikke blot ”ordets hørere”? Og genkender vi ikke den praksis, vi ser så tydeligt hos Jesus, når kirken er aktiv både i ord og konkret handling? Dette berøres i øvrigt i et luthersk perspektiv i bogens teologisk stærkeste afsnit af Jørn Henrik Petersen. Derfor kan det alligevel være vigtigt i den tætte alliance med kirkens omverden også at være selvkritisk i forhold til sin egen tydelighed. Og måske skal alle parter i en samskabelsesproces bare værne om sin autonomi, sådan som sociologen Niklas Luhmann beskriver den: ”… at kunne vælge blandt de aspekter, hvori man indleder sig på afhængighed af omverden.”
Bogen fortjener fuld udbredelse i ledelseslaget i folkekirken og stor udbredelse blandt præster, menighedsråd og kommunale (og private?) chefer med lyst til – med et slidt udtryk – at gøre en reel forskel i menneskers liv. Dens grundlæggende tankegang kan hjælpe kirken med at tale med og ikke blot til sin omverden. Bliver kirken så skabt på ny i denne proces? Det vil jo nok stride imod et evangelisk luthersk kirkesyn, men at Folkekirken i sin praksis forandrer sig i en fælles proces med andre, der har med levende mennesker at gøre, vil vel blot være et tegn på liv?
