Af sognepræst og tovholder i demensnetværket på Fyn
Camilla Balslev Fage-Pedersen
Anmeldelse af bogen: Salmesang for demensramte
Forfatter: Christine Toft Kristensen og Hanne Rasbjerg
Forlag: Eksistensen, 84 sider
Bogen ”Salmesang for demensramte” af Christine Toft Kristensen og Hanne Raabjerg er en fin og overskuelig bog, der følger dens sigte til dørs: At inspirere til arbejdet med salmesang for demensramte.
Den henvender sig bredt til ansatte i folkekirken, og det er nok bogens styrke og svaghed. Jeg læste den fra en præsts vinkel, da det er det, jeg er, og ville fra den stol lade mig inspirere i mit arbejde.
Den teoretiske del af bogen understøtter fra forskellige faglige vinkler, hvorfor arbejdet med demensramte har en særlig karakter, hvor det sanselige, det musikalske og langsomheden i omgangen med demensramte er af bærende betydning, samt en teologisk begrundelse for, at man også som kirke har en meningsfuld opgave at løfte her.
Den praktiske del af bogen har naturligt nok primært vægt på den musikalske tilgang til bogens tema: salmesang, og her er der god information at hente for organisten, eller hvem der varetager musikken. Der er gennemarbejdede forslag til liturgiske forløb, som følger kirkeåret og uddrag fra erfaringerne fra Langenæskirken.
Man er så vidt holdt rigtig godt i hånden, hvis man vil i gang med at arbejde eller ændre på allerede igangsat arbejde med demensramte, uanset hvilken funktion man har som kirkeligt personale eller frivillig, så bogen kan varmt anbefales.
Da jeg nu skulle anmelde bogen besluttede jeg mig for sammen med organisten at afprøve et af de liturgiske forløb i bogen på det plejecenter, hvor vi kommer. I forvejen var beslutningen om at ændre på gudstjenesteformen taget, da beboerne er netop demensramte, så derfor var det oplagt at finde inspiration her. Og så mærker man som præst og organist udfordringerne, der er ved at tilpasse en gudstjeneste til dementes behov, uden at det skal blive en art musikterapi, men netop en gudstjeneste.
Vi fik tilpasset liturgien, så den fik gudstjenestens grundtræk med læsning, trosbekendelse og fadervor, der var salmer med bevægelser (her skal man som præst stå inde for det, man gør, og sammen med organisten være på) og uddeling af små trækors, de kunne sidde med undervejs. Andre ting undlod organisten og jeg, fordi vi ikke havde mod/lyst/forstand på disse dele.
Anden gang var vi foruden organisten og undertegnede også en musikpædagog med, og her virkede gudstjenesten mærkbart bedre. Måske fordi vi fra hver vores vinkel kunne understøtte en form, der tog udgangspunkt i et af bogens andre forslag til et liturgisk forløb. Det betød, at jeg som præst ikke i kjolen skulle bevæge mig rundt med f.eks. dansesnor, men stadig deltog med de øvrige. Organisten skulle understøtte sangen, og musikpædagogen varetog aktivitetsdelen i forhold til salmerne.
Hvis man vil arbejde seriøst med at forbedre gudstjenesterne for demensramte på plejecenteret, så er der god inspiration at hente her. Særligt hvis man kan få skabt forståelse for, at disse gudstjenester også skal ind i menighedsrådets budget, så der er mulighed for at få tilført kvalificerede kræfter til den del, som ikke ligger til højrebenet for præster og organister.
