Salmesang - Grundbog i hymnologi

Redigeret af Peter Balslev-Clausen og Hans Raun Iversen
Det Kgl. Vajsenhus´ Forlag
408 sider. Vejledende pris kr. 398,00

Ifølge Den Danske Ordbog er en grundbog en ”lærebog der giver en indføring i et fags grundlæggende viden og begreber”. Titlen grundbog skaber dén forventning, at her står man med et værktøj, som vil kunne anvendes i undervisning af f.eks. kommende organister og præster. Dertil er bogen ikke umiddelbart egnet. Den er ikke anlagt som en homogen systematisk indføring i salmens historie, dens forfattere og salmen og salmesangen som fænomen og begreb. Og der er mange gentagelser.

Bogen er derimod en antologi, bestående af artikler skrevet af 18 vidt forskellige forfattere, med tilsvarende meget forskellige indfaldsvinkler og udtryksmåder. Men som sådan er bogen til gengæld spændende læsning.

Nedenstående er ikke en fuldstændig gennemgang af bogens 6 hovedafsnit med i alt 28 artikler, men nedslag i nogle af bogens væsentlige temaer.

I bogens første kapitel, kaster Erik Skyum-Nielsen sig ud i forsøg på en definition af hvad en salme er. Det ender sådan nogenlunde med, at hvis definitionen skal kunne tilsluttes af alle, så må vi nøjes med at konstatere, at en salme er en strofisk sang, som er at finde i en salmebog. Og det siger jo ikke så meget. Derfor er det til stadighed nødvendigt, som ESN gør det, at nærme sig genredefinitionen i henseende til bibel, sprog, poesi, billeder, tilgængelighed, associationer og musikalsk iklædning, blot for at nævne nogle få ud af utallige anskuelsesmåder.

Ole Brinth lægger vægt på, at salmen først helt rigtigt er at forstå som en salme, når den synges af mennesker i fællesskab. I afsnittet ”Salmen som tekst og melodi”, viser OB ved hjælp af melodikarakteristik, hvordan indholdet i en given salmetekst, kan trækkes i to forskellige teologiske retninger ved brug af to forskellige melodier. Det er en vigtig pointe, at der ikke er tale om melodiernes musikalske kvalitet, men om deres udtryk og selvstændige udsagnskraft.

Lotte Smith-Petersen bidrager med et helt igennem brugsrelevant afsnit. LSP forklarer mundret om stemmens brug: Hvad betyder det stemmeteknisk for tonedannelsen, når sangen er elektronisk forstærket. LSP rådgiver endvidere om, hvad man bør gøre af lavpraktiske overvejelser, når man ønsker at oprette og drive børnekor, ligesom hun oplister helt jordnære eksempler på ideer til at møde folk med salmer, lige fra babysalmesang til salmemaraton.

Dette fremragende kapitel kan anbefales til såvel menighedsrådsmedlemmer som til præster, organister og korledere.

Helle Krogh Madsen skriver spændende om forholdet mellem de to store kulturbærende institutioner, skole og kirke. Skolen er blevet kaldt ”kirkens datter”, fordi den oprindeligt havde til opgave at oplære børn i kirkens tro. I vor tid er skolen kirkens ligeværdige samarbejdspartner. Som et oplagt samarbejdsprojekt nævnes salmeprojekter. Her har Folkekirkens Skoletjeneste været pionér.

Birgitte Ebert fremhæver ligeledes Folkekirkens Skoletjeneste som formidler af samarbejdet mellem lokale kirker og skoler. Afsnittet ligner i øvrigt Lotte Smith-Petersens ved sin praktiske tilgang i forhold til at beskrive og give forslag til platforme for indlæring af salmer, f.eks. salmeindstudering før gudstjenesten, Spil Dansk Dag, pilgrimssang eller netsalmesang.

Mads Djernes redegør for opbygningen af uddannelserne på de institutioner, hvor studerende undervises i salmesang. MD slår til lyd for det formålstjenlige i, at organister og teologer undervises fælles i hymnologi og liturgik. På dén måde kan de kommende præster og kirkemusikere i studietiden tage forskud på det konkrete samarbejde omkring gudstjenesten.

Marianne Christiansen omtaler salmesang som samtaleform. I disse tider, hvor ”kommunikation” er et nøgleord, er det sjovt at tænke på, at kirken ejer en kommunikationsform, hvor mennesker og Gud taler sammen, hvor mennesker taler med mennesker, og hvor indholdet i samtalen ikke er noget forsamlingen er kommet frem til efter afstemning, men er et ovenfra kommende indhold den enkelte tilslutter sig i fællesskab med alle de andre, som synger det samme.

Ole Brinth klarer begreberne omkring at synge i kor og synge korsang. Når flere synger sammen, synges der i kor, sådan som Brorson mener det, når han skriver ”Hist synger jeg i englekor”. Men der er ikke dermed tale om korsang, sådan som vi kender det fra kirkekoret på pulpituret om søndagen. Kirkekoret har for det første forsangerfunktion, for det andet dén opgave at levere flerstemmig korsang. Kirkekorets medlemmer udgør en del af menigheden. Korsangerne er blot udvalgt til denne specifikke funktion, fordi den kræver specialkunnen.

Et kort, men til gengæld yderst læseværdigt afsnit om Salmernes Bog, er skrevet af Jan Sievert Asmussen. I den danske højmesse fylder salmesangen halvdelen af tiden. Salmerne er jo ikke indskud i gudstjenesten, men selv gudstjeneste. JSA bruger psalterens teologi til at prøve at indkredse, hvad sangen i gudstjenesten lægger til det talte ord. Det fører til en klog og elementær overvejelse af forholdet mellem affekt og mening i en tekst. Hvis der kun er affekt, forsvinder meningen. Hvis der kun er mening, er man ikke berørt, ikke med i kroppen. Salmesangen kan forene og rumme begge elementer. 

Peter Balslev-Clausen behandler dansk salmehistorie fra reformationstiden til nedsættelsen af den kommission, der kom til at redigere Den Danske Salmebog, 2002. Dette kapitel egner sig især som opslagsværk.

Herefter tager formanden for salmebogskommissionen Erik Norman Svendsen over, og vi er rykket ind i den del af salmehistorien, som jeg selv kan huske, og derfor synes var ekstra sjovt at få repeteret. Salmebogskommissionen blev nedsat af kirkeminister Torben Rechendorff først på året 1993. Det var i sidste øjeblik for Rechendorff, for få uger efter måtte den borgerlige regering gå af på grund af Tamilsagen. ENS beretter om efterfølgeren, Tove Fergo, der får dronningen til at ændre navnet Salmebogen, 2002, til Den Danske Salmebog, 2002, og om Ekstra Bladet, der på et tidspunkt anmodede om aktindsigt i alle bilag vedrørende drikkevarer gennem 3 år! Og om den efterfølgende overskrift: ”Guds fugtige sangfugle”…

Man hæfter sig ved det nye i forhold til tidligere salmebogskommissioner, hvor der kun havde siddet præster: Denne gang bestod kommissionen af præster/teologer, organister/musikkyndige, litteraturfolk og brugere.

Nils Holger Petersen interesserer sig især for det aktuelle spørgsmål om salmemessens mulighed for at fungere som gudstjeneste for ”en så bredt folkeligt forankret institution som den danske folkekirke”. For at se dette spørgsmål i fugleperspektiv, træder NHP tilbage i tid og retter focus mod Luthers opgør med autoritær gudstjenesteforståelse og Laubs tanker omkring 1900.

NHP henviser til Luthers praktiske syn på gudstjenesteordninger: De skal ikke behandles anderledes end gamle sko. Hvis de er slidt i stykker, så smid dem ud!

Særligt interessant er det, for en gangs skyld, at få Laub sat i en modernistisk musikeuropæisk sammenhæng: Laubs arbejde er mentalt beslægtet med Schönbergs forsøg på, i 12-tone-musikken, at finde en musikalsk objektivitet, frigjort fra den romantiske musiks følelsespres. 

Afsnittet ”Koralbogens komponister og stilarter”, er skrevet præcist og letfatteligt af Birgitte Ebert.  Dette afsnit er den musikalske parallel til PBCs gennemgang af salmehistorien, og som denne, egnet som opslagsværk.

Gospelsang – et nyt instrument i dansk kirkemusikhistorie er skrevet af Mark W. Lewis. En fremragende kortfattet, i forhold til alt det vi får at vide, historisk beskrivelse af gospelmusikkens oprindelse, vandringshistorie fra Afrika over Amerika, hvor den fik sin blomstringstid i 1920´erne, til gennembruddet i Danmark i 1990´erne. Korenes medlemmer opfatter koret som deres menighed. Når koret synger, er det gudstjeneste. Afsnittet slutter med en slags fremtidsvision for gospel med dens evne til at danne et dynamisk samlingspunkt. Det spændende bliver, siger MWL, at se om en ”ikke-dogmatisk trosmæssigt uforpligtende tilgang vil være nok til at bære en ny menighedsforståelse”.

De sidste afsnit, skrevet af Peter Balslev-Clausen omhandler de seks store salmedigtere, med Aastrup som den sidste,  samt nyere salmedigtere: Jørgen Michaelsen, Holger Lissner, Jens Rosendal, Johannes Johansen, Lisbeth Smedegaard Andersen, Jørgen Gustava Brandt, Johannes Møllehave, Hans Anker Jørgensen og Lars Busk Sørensen. 

Herpå følger en gennemgang af oversatte salmer, som jo udgør en stor del af salmebogens salmer. Bevægelsen går også fra Danmark til andre lande. Danske salmer er at finde på norsk, svensk, tysk, grønlandsk, islandsk og færøsk. Sagt med Peter Balslev-Clausen: ”De oversatte salmer er økumenisk kirkeliv i praksis”!

Bogen er yderst anbefalelsesværdig. Hvis man eventuelt bruger den sammen med Jørgen Kjærgaards Salmehåndbog og Kresten Drejergaards Den himmelske gudstjeneste, så er man godt bevæbnet.