Prædikensamling: Søndag

Søndag hedder en ny prædikensamling af præst ved Vartov kirke Niels Grønkjær. De 22 prædikener er skrevet mellem 2015-2019 på nær den første, som er fra 2004. Den er skrevet til 3. søndag i advent og den sidste prædiken er skrevet til sidste søndag i kirkeåret. Prædikerne kommer fra begge tekstrækker, og de fungerer som en konkretisering af de tanker, Grønkjær gør sig i de to bøger: Den nye Gud og Det nye menneske, det skal han have stor tak og ros for.

Grønkjær har for mig været lidt af en sten i skoen siden de to udgivelser. Da han i forbindelse med en foredragsturne gav os præster opgaven at skrive og leve uden transcendens, faktisk helt uden metafysik. Han karakteriserede den slags teologi som Drusse-teologi, for, sagde han, der er intet, der går over i noget andet. Du og din Gud er i verden, og det bliver nok ikke bedre, og hvis det gør, går det i hvert fald ikke over i en anden virkelighed.

Det er faktisk lidt af en opgave at skrive og leve uden transcendens, prøv selv, om du kan? Jeg kan ikke i længere tid ad gangen, men Grønkjær gør det og afleverer i Søndag et godt bud på hvordan. Et eksempel giver han i prædiken til Påskedag, hvor der står: ”Evangeliets ord er sagt og skrevet til os. Det er alene derfor de siges: for at bære os, og for at vi skal bære dem med os. For at vi skal tro. Det er den eneste betydning evangeliets ord har. At de smelter sammen med vores liv.” 

Jeg ved godt, der er en del af jer, der vil have meget mere med, men det vil Grønkjær ikke, og det virker stærkt og troværdigt i hans prædikener. Han udskriver ingen veksler til en evighed, han ikke venter, indfinder sig. Han tager i stedet livtag med den verden, vi nu engang er i med hinanden.

Teologisk kommer den verden til at se således ud: Kristendommens radikale omvending af vores liv er for ham, at vi ikke fødes til at dø, men fødes til at begynde. (Bare rolig, han skriver, at den sætning han døber er fra Hannah Arendt).

Vi fødes til at begynde og i alt, hvad vi gør, rækker vi ud over os selv, og hvem vi bare er. For mennesket er kun noget i kraft af det, omverden gør det til. Gud selv er en del af den omverden, når han binder sit ord til noget menneskeligt som barnet i krybben. Evangeliet vil ikke trøste dig på din vej gennem livet, men omforme hele dit liv, hvordan gives der i samlingen mange bud på.

Grønkjær har derudover evnen til at kondensere evangeliet ned i skarpe former som ”Advent betyder at frygten er under afvikling.” eller” Men det er ikke selvtilliden evangeliet vil genoprette. Det er tilliden.” og endelig om den fortabte søn ” Men vi ved ikke om faderens kærlighed formår, at forene sønnerne til brødre.” 

Hvis du begynder at tænke med eller imod sådanne påstande, tror jeg, at samlingen vil gøre dig godt. Dertil kommer, at Grønkjær er en dygtig ekseget, der tager evangeliet med hele vejen gennem sine prædikener og altid insisterer på, at det er dig og evangeliet, der mødes søndag. I Præsten var der fornyligt en artikel om den tabte tråd fra eksistensteologien, og lige præcis den tråd finder jeg i prædikensamlingen Søndag, hvis der ikke er tale om en helt ny kategori af religionsfilosofiske prædikener. Samlingen er ikke bare endnu en prædikensamling, men Søndag, der helt sikker vil give dig inspiration.

Af Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen