Fortsæt til hovedindholdet
Anmeldelser
Livet, døden og kærligheden

Livet, døden og kærligheden 

Rockpoesi og litteratur hos Steffen Brandt. 

Der kredses om det uundgåelige i at møde frygt, tilværelsens paradoks og dyb længsel.

Per lysgård Madsen

Af: Per Lysgård Madsen, sognepræst i Thomas Kingos Kirke, Odense

Anmeldelse af bogen:  Livet, døden og kærligheden. Rockpoesi og litteratur hos Steffen Brandt.

Forfatter: Jesper Hougaard Larsen, flygtninge-indvandrerpræst ved Skt. Knuds Kirke og projektleder for Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense  

Forlag: Eksistensen

Hvis man regner med intime, drengede eller frække anekdoter om sangeren og sangskriveren Steffen Brandt, går man fejl af den portrætbog, som Jesper Hougaard Larsen har begået. Han kender sikkert nogle pirrende afsløringer om manden, der er så god til at ”se” verden, som den er, når det hedder ”Verden er vidunderlig”, ”Bag dukkede ruder” eller ”Kys bruden”. Men bogen vil ikke det private. Jesper Haugaard Larsen tegner et portræt af den kunstner, der gennem årtier har evnet at sætte tingene sådan på spidsen, at mænd har mandet sig op og er blevet ”rigtige mænd”. Lykkens flygtighed er blevet besunget, sådan at et utal af danskere ved TV2 koncerter har skrålet ordene ud: ”Nærmest lykkelig”. Vi hører ikke om personen Steffen Brandt, men den litterære sammenhæng, han er opdraget i og har studeret på Århus universitet.

Bogen kan anbefales til alle rockmusikelskere. Alle der søger ord for det gode liv, - i skoler, kirker, politiske foreninger – uden at man kan læse bogen som en lærebog om religion eller samtidshistorie. Det er godt at vide, at kærligheden overvinder alt! 


På bogens omslag vises Steffen Brandt med sine klare øjne. Synet er vigtigt, og bogen viser, at det ikke er let at se sammenhængene, men Jesper Haugaard Larsens analyser afslører, at Steffen Brandt kan sætte ord på dette svære, at livet insisterer.


Jesper Haugaard Larsen er meget grundig i sin gennemgang af Steffen Brandts udgivelser fra Taurus-tiden, til TV2 bliver det kendte koncertorkester. Bogens hovedafsnit er dog den intertekstuelle læsningHer finder Jesper Haugaard Larsen slægtskaber med den litteratur, der - med årene - har givet Steffen Brandt mod til at skrive sig ind i ”den store fortælling”, hvor de store ord om livet, døden og kærligheden folder sig ud i en  enkel og dyb insisteren på at leve det besværlige liv – ”Kys det nu – det satans liv”.


Steffen Brandt skrev i 70’erne speciale i hjemstavnsdigteren Jeppe Aakjær. Det har fulgt ham siden, at hjemstavnsdigtningen kan bære almene temaer om mennesker og natur, rejser og dette at bevæge sig. Jesper Haugaard Larsen befinder sig godt i det univers. Det er en kredsen om menneskets plads i verden. Han finder f.eks., at banegården er et gennemgående tema for Steffen Brandt. Han indlæser også Dan Turell, der elsker hverdage. Blicher, der digter om englen. Brorson, Ingeman og J.P.Jakobsen og mange flere. De giver ham ord om kærligheden, længslen og smerten.


Bogens to hundrede sider afdækker nøgterne klare fortolkninger af rigtig mange dybe lag i Steffen Brandt sange. Der kredses om det uundgåelige i at møde frygt, tilværelsens paradoks og dyb længsel. Men der er en udvikling i gang: – Du møder mennesker, der forpligter og spørgsmålstegn, der er nødvendige. – Det sker lige fra Carpe diem tænkningen til afklaringen om, at der hører både sorg, smerte og tab med til det gode liv.


Bogen kan anbefales til alle rockmusikelskere. Alle der søger ord for det gode liv, - i skoler, kirker, politiske foreninger – uden at man kan læse bogen som en lærebog om religion eller samtidshistorie. Det er godt at vide, at kærligheden overvinder alt!