Fortsæt til hovedindholdet
Anmeldelser
Længsel efter engel

Ester Larsen

Ester Larsen | 3. december 2013

Længsel efter engel

Sådan lyder titlen på et smukt og indbydende bogværk  af  Kirsten Jørgensen, sognepræst i Kerteminde. Bogens tekster spiller på underfundig vis sammen med fotograf Sørens Loses mange åbne landskabsfotografier.

Man kan karakterisere udgivelsen som  en art julekalenderbog, idet den   rummer 24 tekster. Men det er ingen glitrende julehygge- klippeklistre- eller bagebog – på ingen måde.

Men det er en kalenderbog i den forstand, at alle tekster er inspireret af og knyttet til adventstidens bibelske tekster. Disse transformeres til nye fortællinger om nutidsliv med angst og håb, skyld, straf og ikke mindst længsel, alt iklædt en moderne, lyrisk sprogdragt.

Forfatteren har valgt at betegne teksterne som bønner, for som hun skriver: ”bøn er at gøre sig parat til at modtage det, der kommer. mens vi venter”.

Teksterne er opdelt i fire kapitler: Port om åbningen – Brænding om angst og undergangsstemning -  Venten - og Opfyldelse.

I tekst 22 møder vi Paulus opfordring til glæde i Filipperbrevet omsat til lokal Kerteminde-virkelighed. Tekstens titel er ”Glæde”, og glæden er virkelig smittende. Første del lyder:

GLÆDE

Tidlig søndag morgen

danser engle på line

over Langegades granguirlander

de hopper fra lys til lys

gynger i Davidstjernen.

Kom alle kristne

synger de med rimfrosne

morgenenglestemmer

lad os skynde os i kirke.

Kom med jeres bekymringer

vi flyver dem op til Vorherre

og er straks tilbage med hans fred.

Den 24. er opfyldelsen sket, og så er det for alvor blevet engletid:

LAD ENGLE SYNGE FOR

Lad julesorgen slukkes, Gud.

lad englene lægge vejen forbi.

Vi tager nøglen af alle låse

så de kan komme i flokke

og trampe på ældgamle fortrædeligheder

med tusinde englefødder.

De må spise vores krummer

drikke børnenes utålmodige gråd og bo

i gæstehytter af ler mellem grantræets søjler.

Der kan de vandre fra gren til gren

tænde stjernekastere med ild fra deres vingespidser

og synge for

på vores sprukne sange.


Når julemorgen kommer

må de kravle gennem stjernen i toppen

og slå hul på himlen

så de kan smutte hjem

og vi kan se himlen åben.

God læselyst og Glædelig advent.