Anmeldelse af:  LABORATORIUM - sprog for tro

Forfattere: Jeanne Dalgaard, Nicolai Halvorsen, Kirsten Jørgensen, Birgitte Stoklund Larsen

• Forlag:   Aros Underviser, Frederiksberg Allé 10, 1820 Frederiksberg C
• Sider: 60 sider 
  
  

Bogen er et velment og seriøst forsøg på at få mennesker ud af busken,  -  til tale om det, som de synes er svært ved religiøsitet – de store spørgsmål om troen, om det onde, om lykken, om  tvivlen.

Det må iklædes noget genkendeligt i en tid, hvor kirken og kristendommen på samme tid synes at have optimale vilkår – sammenlignet med kristendommen i mange andre dele af verden, og på samme tid udfordres i sin klassiske form som os præster er oplært i gennem mange gode og indholdsrige år på universitetet.

Det kan næsten lyde som en Svanesang, når erfarne, vise og lærde teologer fortæller om dengang, der var gode og oprigtige kirkegængere til, der kendte til at samtale om tro og kristendom. Ord som nåde, velsignelse, dom og barmhjertig var ikke fremmed talegods; men en del af deres daglige eksistens.

Dem er der ikke så mange af længere – de fleste sidder på vores udmærkede plejehjem.

De kom hver søndag, og de var til at regne med. De var ikke troløse, og valgte ikke ud fra egen vindens skyld, og hvor det gav dem mest - sådan personligt.

Det er så længe siden, og vores kirkegangskrise har varet meget længere end vi italesætter – den er ikke ny, men nyt er, at den og troen er italesat og diskuteret med hvad, der deraf følger af kritik.

Skabe samtalerum på deltagernes forudsætninger er bidende nødvendig, hvis vi troværdigt som teologer skal træde i karakter, og bogen er derfor også blevet til som følge af et pilotprojekt. 

God idé og folkene bag projektet ved, hvad tro og kristendom og tvivl er for en størrelse.

De er yderst kompetente, og vover pelsen at stå med hele den ufærdige pakke, hvor nogen tager det hele og andre tager det halve.

Den er meget pædagogisk opbygget med al det praktiske, der altså bare skal være på plads, for at en samlegruppe ikke ender ud i bare ingenting.

Afsnittede om religiøsitet, Gud, det onde, lykken, sandhed, livsforløb, bøn – og flere kunne tilføjes, - alle opdelt i et hvad (hvad skal det være for et billede), et hvorfor (forbinde det sanselige, feks. musik og kunst, med det verbale), et hvordan (feks. et Dagmarkors, et par løbesko), et hvem (feks. 3-5 deltagere), et hvor længe (feks.45-50 minutter) og med et hvad (feks. et digt)

At kunne sætte ord på troen – øve sig i det, selvom man ikke ”kan troen” fra barnsben. Det er det svære.

Forfatterne lancerer en ny funktion i samtalen – en facililator.

En facilitator , der skal  lede på rette spor, hjælpe på vejen uden at kende endemålet, turde være i det uafsluttede, turde lade være med referater og konklusioner, at turde holde pauser og at stilhed kan være  frugtbart.

Det er som den gode vært eller  som  et enzym, der sætter processen i gang.

Det kræver stor dygtig og erfaring at turde bevæge sig ud i dette projekt uden at det ”ender i hat og briller”.

Bagerst i bogen opstilles reglerne for, at dette ikke sker – en slags takt og tone i laboratoriet  kaldes  det.

Der en tid til tie og en tid til at tale – dejlige velkendte ord, og som i denne sammenhæng er velvalgte sammen med ordene , om at være dig selv og være ærlig og tale ud fra egne erfaringer, samtidig med at lytte til de andre i gruppen og tage ansvar i en tillidsfuld stemning.

På den anden side er det nok den eneste vej frem, hvis kristendommen skal have en chance i et samfund, hvor vi døber ca. 80% ind i en Folkekirke, som forældrene aldrig nogensinde kommer i – bortset fra når der lægges et tykt glasur på Trosbekendelsen.

Det er et meget modigt projekt og jeg ønsker held og lykke med det og med os alle sammen i Den Danske Folkekirke.

Af sognepræst Agnes Haugaard, Bregninge-Søby, Ærø, medlem af det religionspædagogiske udvalg