Sognepræst Mette Tikjøb Grymer. Foto: Ard Jongsma
Titel: Hils far
Forfatter: Hanne Dagmar Raaberg
Illustrationer: Mo Maja Moesgaard
Forlag: Eksistensen
Anmeldelse af: Sognepræst Mette Tikjøb Grymer
I sorgteori taler man om, at den døde skal have en plads i den nye tilværelse, og sorgteorier beskriver, hvordan særligt børn på eminent vis formår at gå ud og ind ad sorgen. Som på et splitsekund kan de skifte; det ene øjeblik er der latter, det næste øjeblik er der eftertanke, gråd og savn, og denne måde, hvorpå man respekterer tilværelsen indeholdende både sorg og glæde, skal vi voksne sørgende efterligne, så vi ikke tror, vi sørger bedst, hvis vi er kede af det hele tiden.
Dette skifte i sindsstemning er også gældende for den lille pige i bogen ”Hils far”, skrevet af Hanne Dagmar Raaberg, illustreret af Mo Maja Moesgaard.
Mor og datter er i Tivoli efter deres tab af en far/mand. De ser på duer, de fodrer dem, prøver forlystelser, og de sender en rød heliumballon til vejrs for sende en hilsen fra de levendes land til pigens far. Både mor og datter har en god Tivolitur, og det særligt bemærkelsesværdige og gode er, at moren kan rumme og respekterer den for pigens alderssvarende skiften med dels at grine i karussellen, dels at savne og spørge om faren ikke også savner dem i sin himmel. Moren korrigerer heller ikke sin datter, da hun siger, at faren flyver ligesom duerne i parken. Hun har endda overskud til selv at gå med i leg på sin datters vilkår, da de lader som om, de selv er flyvere.
Nogle dage efter tager de hen på kirkegården, hvor der også er duer, og en af duerne flyver ned, og den har noget rødt i munden. Pigen tolker det naturligvis som om, at faren har modtaget sin ballon i himlen og nu har kvitteret for denne sin gave ved at sende en rest af den røde ballon tilbage til dem.
Bogen henvender sig til barnet i førskolealderen, og den formår at skildre et barn, der kan rumme både stor glæde over sjove forlystelser, iskold slush-ice og et stort savn, og som har en stor fornemmelse af den transcendente virkelighed, hvor hendes far nu er. Teksten er mestendels rammende også for pigens mor, der efter bedste beskub nok kan være lidt tøvende, men som går med på datterens tanker om den savnede far, der nu den ene øjeblik er flyver, det næste øjeblik er den, der savner dem, der er ladt tilbage.
Jeg synes desværre, at tegningerne appellerer mere til et voksent publikum end til det lille barn. Jeg er med på, at de mestendels sort/hvide illustrationer vil skildre den virkelighed, der er sorgens, og at de kun få objekter, der er i farver på hver tegning, kan være morens eller den voksnes opfattelse af den. Men det virker for dystert og for mørkt, fordi det sørgende barn netop sagtens kan se verden i fuldfarve, samtidig med det er i sorg. Dermed taler fravalget af farver ned til barnet.
Skildringen af duen på kirkegården med rødt i munden virker søgt, og hvad siger man som voksen til det sørgende barn, der ikke får konkrete tegn fra det hinsides som pigen i bogen? Måske havde det netop været smukkere, hvis pigen undersøgte duen, men ikke fandt noget i næbbet hos den, akkurat som det må være gældende for langt de fleste.
