Forsige af bogen Gensyn med den store fortælling
Anmelder Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen
Titel: Gensyn med den store fortælling
Forfatter: Jakob Brønnum
Forlag: Eksistensen
Anmelder: Lasse Rødsgaard Lauesen
Jakob Brønnum har skrevet en klog essayistisk bog, hvor han trækker på sin enorme viden om hele idéhistorien. Bogen tager afsæt i Jean- Francios Lyotards bog: Den postmoderne tilstand, hvis pointe er, at de moderne fortællinger om: Demokratiet, historiens fremskridt og videnskabens landvindinger er afløst af den individuelle fortælling s. 11.
Brønnum påpeger, at fortællingerne ikke som sådan er døde, vi har masser af fortællinger på film og på nettet, de ser bare anderledes ud i gensynet. For de er ikke som tidligere indlejret i en samfundsstruktur, der understøtter og opretholder os mennesker i en samlet fortælling. De eksister mere i kraft af, at blive gentaget i den strøm af fortællinger, vi er omgivet af. Her inddrager han en pointe fra den canadiske litteraturprofessoren Northrop Fryes der i bogen: Den store kode påpeger, at Biblens fortællinger ligger bag alle andre både store som små fortællinger. Brønnum bruger nu det meste af verdenslitteraturen til at belyse det fortællekompleks, vi måske er, måske ikke er indlejret i.
Afsluttende konkluderer han, at ”Den store fortælling er gået i stykker, fordi markedsideologien omkonstruerer os til individuelle forbrugere… s. 141” Resultatet er ensomhed, som forfatteren Kafka beskriver, og som Brønnum resonerer ” Det er den nye, store fortælling. Den eksisterer sammen med andre store fortællinger som strømninger,…”. Det bliver således ikke helt klart, om der er eller ikke er en stor fortælling længere.
Brønnum er som den gode bordherre, der kan sin verdenslitteratur og kan perspektivere til en masse spændende tanker. Et eksempel på dette er s. 117ff. Her inddrages både Ovid, Johannes Åbenbaringen, Lübeck og Odysseen og så til Buddenbrook og Tigerforretninger, der åbenbart ligger i samme gade som Thomas Manns fødehjem, og som Brønnum mener sælger varer af en dårlig kvalitet. På samme side er for øvrigt også fortællingen om EU trukket op på 6 linjer. Eller på s. 121, hvor Brønnum gennemgår Camus og pludselig indskyder, at det ikke er tilfældigt, at vampyrfortællingerne kommer frem i 1800 tallet. Det går lidt for stærkt for mig, og man får sådan lyst til at få et ord indført og stille ham et par spørgsmål undervejs.
Det impulsive spørgsmål: Hvem læser alle de bøger i dag, som er vores civilisations grudlag? s. 154 Det tænksomme: Er gensynet med den store fortælling en elitærfortælling? Det studentikose: Hvordan med Francis Fukuyama og Historiens afslutning og det sidste menneske? Det præstelige: Hvordan ser du Grundtvig for ikke at sige Kierkegaard bidrage til den udvikling? Og til sidst den der har hørt det hele: Er vi som Odysseus hjemløse uden den store fortælling, at vende hjem til? Og: hvordan kan flere fortællinger på en gang være store? Til det sidste vil jeg nok blive henvist til s. 160, hvor der konkluderes, at der er en stor fortælling, fortællingen om at være menneske. Det er dog ikke den eneste fortælling for på s. 163 står der om en anden stor fortælling, at ”Den er alle store fortællingers moderkrop.” nemlig hengivelsen. Der er nok en enkelt fra kønsdebatten, hvis ikke Kristus selv, der vil være uenig i at hengivelse udelukkende er forbeholdt moderskabet. Det er selvfølgelig endnu en spændende pointe, men jeg kan som læser ikke helt følge tempoet. Det jeg får med er dog spændende tanker, som jeg efterfølgende selv kan perspektivere videre over.
Det ville have været fint med en strammere systematisering af stoffet og et lidt langsommere tempo i tankestrømmene. Normalt er der hjælp at hente i overskrifter og åbningskapitlet, men ikke her. Bogen indledes med kapitel 1, der har overskriften: En fortælling i opløsning, der har følgende underafsnit: Den store fortælling og Den lille fortælling, men det bliver så i den overordnede struktur til I Den ydre fortælling og II Den indre fortælling. Altså ikke den struktur, der ville kunne fremme forfatterens pointe og give læseren gode kår til at orientere sig. En egentlig litteraturliste vil også have være en hjælp, men selv om der på s. 29 er en henvisning til en sådan, er den ikke kommet med i bogen.
På den anden side kan man sammenligne Brønnums stil med Møllehaves, når han er bedst, og hvor er det godt, vi har præster, der kan digte og skrive og tage hele verdenslitteraturen ind på én gang. I det lys er det et fint gensyn med det pensum, som ligger nedenunder alle de små og STORE fortællinger. Tak til Jakob Brønnum for den bog, hvor har jeg lyst til at få dig til bords.
Af sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen
