Gennem den kulsorte sky – Påskehistorier

Forfattere: Dy Plambeck, Bjarne Reuter, Pia Juul, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Harald Voetmann, Lars Husum og Jens Smærup Sørensen

Påsken er et fortættet og intenst drama uden sidestykke. Fortællingen om det sejrrige indtog i Jerusalem, tempelrensningen, skærtorsdagsforræderiet, langfredagslidelsen og opstandelsens livgivende forløsning er velkendte temaer for den vante kirkegænger eller prædikant. Men hvad med ham eller hende, der ikke slider på kirkebænken hver søndag? Hvordan kan de gådefulde begivenheder og det stærkt ladede symbolsprog gøres nærværende for det moderne menneske, der ikke nødvendigvis har fået påskens fortællinger ind med modermælken?

Det var spørgsmålet, da de danske biskopper og den daværende kirkeminister for et par år siden blev enige om, at man i 2015 ville forsøge at gøre påskebudskabet folkeligt nærværende og lettere tilgængeligt, så såkaldt ”ukirkelige” kunne erfare påskebudskabet som andet og mere end kirkelig indforståethed. Et af resultaterne af disse bestræbelser blev nærværende bog, hvor velskrivende forfattere i 7 frie fortolkninger og/eller gendigtninger forholder sig til påskens begivenheder dag for dag. Som man kan læse af Kjeld Holms forord, så var det tanken, at man ved hjælp af mere utraditionelle indgangsvinkler kunne åbne det kirkeligt indforståede kodesprog og derved finde nye og uventede spor i det gammelkendte.

Ideen er virkelig god: At slippe de velkendte temaer, ord og billeder løs i hænderne på dygtige, nutidige forfattere og derved tilføre de gamle beretninger anderledes vinkler, ekstra dimensioner og nye brudflader. Der er da også flere velskrevne påskehistorier imellem. Både Bjarne Reuter og Jens Smærup Sørensen har fine novellelignende bidrag, hvor henholdsvis dagene mellem palmesøndag og skærtorsdag og ”påskemandag” fortolkes og (gen)fortælles gennem et samtidigt øjenvidnes synsvinkel. Andre forfattere har valgt at flytte handlingen til nutiden. Dy Plambecks palmesøndagsbidrag, hvor ”J”, er den hjemvendte provinsbyhelt, som alle forventer kan genrejse byen til tidligere industritiders hæder og ære. 

Der er også deciderede litterære perler at finde. Harald Voetmanns Ådselædernes påskefrokost er en sansemættet, yderst morbid og provokerende vinkel på kødets opstandelse. Litterært set i top, om end man som teolog må kigge langt efter et egentligt opstandelseshåb.

Stærkest og mest gribende står Anne Lise Marstrand-Jørgensens langfredagsbidrag, der veksler mellem fortid og nutid med beskrivelsen af Jesu lidelse og død og sorgen over tabet af en datter. Ydermere er Lars Husums bidrag til påskedag omhandlende familiefaren, der overlever en kræftsygdom, både gribende og vedkommende.

Men spørgsmålet er dog, om det helt lykkes alle forfatterne at honorere det i forordet beskrevne kriterium, nemlig for alvor at tilføje en ny dimension til påskens beretninger.  Blot at flytte en bibelsk fortælling til nutiden giver jo ikke i sig selv nogen fortolkning eller forklaring på, hvad det betyder for os, at Jesus døde og opstod igen. Man kan derfor stille sig tvivlende overfor, hvorvidt læsere helt og aldeles uden forkundskaber (de i forordet såkaldt ”ukirkelige”) vil kunne hente skelsættende fornyet forståelse af påskens begivenheder her.  Og selvom det i forordet hævdes, at al entydighed bevidst er forvist, så stritter de 7 historier lige vel meget i alle retninger til, at bogen som helhed betragtet for alvor lykkes. De fleste bidrag fungerer dog rigtig fint som små noveller, der hver for sig giver en skæv og utraditionel vinkel på påskens begivenheder. De er brugbare for den interesserede læser med et vist forkundskab eller for den sognepræst, der trænger til at blive bestyrket i, at der -dygtige og velskrivende forfattere til trods- i fremtiden nok stadigvæk også vil være brug for teologer til at gøre påskens gådefulde og dramatiske budskab nærværende og meningsfuldt for moderne mennesker - søndag efter søndag.

Sognepræst i Middelfart kirke, Johanne Langkjær Fårup