Bogens forside
Anmelder Torkil Jensen
Titel: Eksistentiel homiletik
Forfattere: Charlotte Ellermann
Forlag: Eget forlag
Anmelder: Torkil Jensen, Sognepræst Vester Aaby-Aastrup og uddannelseskonsulent Fyens Stift
”Goddag mand økseskaft” Sådan betegner nyligt afdøde Svend Bjerg i en prædiken samtalen ved den samaritanske brønd i Johannesevangeliet kapitel 4 vers 5 til 26, der udgør evangelieteksten til 1. søndag efter helligtrekonger i 2. tekstrække. Disse få ord afdækker det centrale, der sker, når man taler forbi hinanden som Jesus og kvinden gør i denne tekst. Om end Svend Bjerg naturligvis er opmærksom på den ”jordemoderrolle”, som Jesus har i Johannesteksten.
En anden og nok mindre kendt teolog, vi måtte tage afsked med i 2020 var Charlotte Ellermann, der var præst i Humlebæk i Helsingør Stift. Til trods for sygdom havde hun en mission: nemlig at give sine prædikenerfaringer videre inden det var for sent. Jeg havde lejlighed til at møde Charlotte Ellermann på Folkekirkens Vejlederuddannelse, mens hun arbejdede med sin bog og godt vidste, at det var på lånt tid.
Men hun nåede at få udgivet den lille bog ”Eksistentiel homiletik” inden sin død kun 56 år gammel.
Og det er netop en bog om erfaringer. Også derfor en videregivelse af hendes egen henvisning til Svend Bjerg.
I bogen, som hun udgav på eget forlag, viser Charlotte Ellermann, hvordan hun gennem et præsteliv er gået til den store opgave, det er at mindske afstanden mellem evangelieteksten og tilhøreren uden at gå på kompromis med nogen af delene.
Det gør hun ved indledningsvist at fastslå det tema, jeg har gjort til denne anmeldelses overskrift. Allerede i forordet slår hun ned på den fristelse, der, når det er nødvendigt at omsætte eller oversætte evangeliet, ligger i at bringe sine egne forklaringer med i prædikenen: ”Det betyder” – eller ”vi skal forstå det her sådan” Efter Charlotte Ellermanns opfattelse er dette ofte en abstraktion, der var bedst tjent med at blive inden i prædikanten selv. Eller sagt med andre ord: Man skal ikke fortælle noget bare for at vise, at man ved det. Det gælder også inddragelse af litteratur og film, der skal bruges med varsomhed, så det stadig er evangeliets fortælling, der står i centrum og ikke bogen eller filmen.”
Men hvad skal man så gøre?
Det spørgsmål besvarer Charlotte Ellermann ved at opstille fire temaer, som hun kalder for ”eksistentielle træk” Det skal netop forstås som temaer om eksistensen og altså ikke som eksistensteologi eller dialektisk teologi, selv om hun også trækker på teologer som P. G. Lindhardt og Johannes Sløk.
Det første eksistentielle træk er de personlige erfaringer. Når evangeliet for eksempel er om Martha og Maria kan man med fordel bygge på almene erfaringer omkring søskendeforhold. Måske kommer det til at lyde banalt i en anmeldelse. Men læs bogen; det er det ikke.
Det andet træk kaldes for ”relationelle forhold” Som eksempel fortæller Charlotte Ellermann om en prædiken over Matth. 25, hvor hun minder om skoletidens udvælgelse til hold i idræt. Der var mange, der kunne huske følelsen af at stå tilbage som den sidste. (Det kan denne anmelder også).
Det handler ikke om forkyndelsen, men om genkendelsen, relationen.
Tredje træk henvender sig til sanserne. Natur, lys, mørke, varme og kulde, blødt og hårdt. Her nævnes erindringen om en prædiken over Kaj Munks ”Den blå anemone” der kunne vække selv trætte spejderpiger.
Det fjerde og sidste træk kaldes følelser og påvirkning. Vrede, glæde, sorg og mismod gennemsyrer evangelieteksterne og vores liv og omfattes af troen. Det er også her, vi finder humoren som redskab og Charlotte Ellermann trækker her som andre steder i bogen på sin store kærlighed til og sit kendskab til amerikanske prædikanter. Selv om Johannes Møllehave naturligvis også bliver nævnt.
Med overskriften og redskaberne på plads gennemgår resten af Charlotte Ellermanns bog simpelthen teksterne til 2. tekstrække med forslag til prædikenanslag. En imponerende bedrift, når man tænker på betingelserne for dens udførelse.
Så når jeg har lidt dårlig samvittighed over, at det har varet lidt længe med at skrive denne anmeldelse, kan jeg trøste mig med, at der så er knapt så længe, til vi skal i gang med disse tekster igen 1. søndag i advent. Forhåbentlig er bogen ikke glemt til den tid; den har fortjent at blive husket.
