Titel: Det nye menneske. Efter naturalisme og eksistentialisme.
Forfatter: Niels Grønkjær
Forlag: Eksistensen 2017.
Anmeldelse af: Frederik Hougaard Larsen
I 2010 udsendte den grundtvigske valgmenighedspræst Niels Grønkjær sit religionsfilosofiske essay med den kontroversielle titel Den nye Gud. Det nye menneske – med undertitlen Efter naturalisme og eksistentialisme – ligger som titlen antyder i forlængelse af denne, men kan dog læses uafhængigt af den. Hvor Grønkjær i Den nye gud ville fremtænke et nyt gudsbegreb, er ambitionen nu at beskrive det menneske, den nye gud bliver Gud for. Altså det nye menneske.
Til dette formål trækker Grønkjær gennemgående på G.W.F. Hegels ”åndsfænomenologi” som ifølge ham selv udgør ”tyngdefeltet” i essayet. Men også andre tænkere spiller en central rolle i bogen. Blandt andre inddrager Grønkjær Hannah Arendt, Aristoteles, Plotin, K.E. Løgstrup, Ludwig Wittgenstein mfl. (uden nødvendigvis at tilslutte sig alle deres pointer). Bogen er vanskelig og kommer vidt omkring, og det kræver en indsats af læseren at følge hans tankerække og fremgangsmåde. Det betaler sig til gengæld.
Essayet er religionsfilosofisk, og det er netop religionsfilosofiens status der ifølge Grønkjær må genaktualiseres. Religionsfilosofi er ”fornuftens stemme”, som afsøger ”helhed gennem kritik.” (s.25). Her kan Grønkjær, som aldrig har været løgstrupianer, tilslutte sig Løgstrups udsagn om at ”kristendommens sandhed afgøres filosofisk”. Med sine egne ord vil Grønkjær ”begrunde sandheden i den kristne forestilling om det nye menneske” (s.68). Den kristne sandhed begrundes hverken ved henvisning til traditionen eller skrifterne, men må gentænkes og gøres relevant i forhold til den tid vi lever i.
Umiddelbart kunne titlerne på Grønkjærs ’nye’ bøger nærmest indikere at Grønkjær vil formulere programmet for en ny epokal overgang. Det ville være en ualmindelig stor ambition og givetvis ikke tilfældet. Det er tydeligt, at ’det nye’ for Grønkjær består i at mennesket bestandigt må tænke sig selv og virkeligheden på en ny måde. Her kan Grønkjær tilslutte sig Hegel, som beskrev filosofien som ”sin tid i begreber”.
Foruden Hegel udgør Hannah Arendts tænkning i denne henseende også en afgørende ramme for Grønkjærs formulering af det nye menneske. Med sit begreb om ”natalitet” (eller ”fødthed”) betonede Arendt at mennesket er født, ikke til at dø, men til at begynde (s.305-6). Den jødiske ateist og kristne tænker kan her trække på den kristne inkarnationstanke som udtryk for ”fødthedens faktum” samt fremhæve tilgivelsen som udtryk for menneskets vedvarende mulighed for at begynde på ny.
Grønkjær tager afsæt i Paulus’ brev til menigheden i Efesos, hvor han formaner dem at aflægge sig det ”gamle menneske”, for i stedet at blive fornyet og forsonet som ”det nye menneske”. Med Kristi inkarnation bliver der åbnet nye muligheder for mennesket og dets relation til Gud og verden. En ny begyndelse. Denne åbning sker i kraft af ånden. ”Det nye menneske lever i ånden, forsonet i sin splittelse, befriet fra det gamle menneskes elendighed” (s.15).
Det gamle menneske
I en tid som på den ene side præges af kompetenceudvikling, og på den anden side af en videnskabelig ”naturalisering” af mennesket, degeneres mennesket til noget instrumentalt – det bliver tingsliggjort. I begge tilfælde bliver mennesket gjort til en ressource som kan manipuleres. Indenfor fremherskende områder af neuro- og kognitionsvidenskaberne er al tale om sjæl og bevidsthed blevet reduceret til fysiologiske spørgsmål om kemiske adfærdsmønstre i hjernen (hvis ikke brugen af disse ord på positivistisk manér på forhånd er afvist som nonsens-snak).
Som et levn fra eksistentialismen ligger der i dag en uudtalt fordring om at individet selv må skabe meningen med sin tilværelse. Meningen med livet er hverken givet eller gives af noget andet, men må tillægges verden. Eksistentialisme og naturalisme har det tilfælles at verden i sig selv er værdiforladt, og at det derfor påhviler individet at skabe mening i den. Begge gør sig ifølge Grønkjær med forskellige fortegn skyldig i at isolere og ”abstrahere det menneskelige fra at være indfældet i verden” (s.96). Men betragtes mennesket som en isoleret størrelse, bliver det ikke blot fremmedgjort overfor verden, det bliver fremmedgjort over for sig selv.
Ånd og treenighedstænkning
Mennesket kan ikke forstå sig selv gennem mikroskoper eller ved indadskuende refleksion og eksistentielle valg. Der må noget andet til. For mennesket bliver først ”helt når det forstår sig selv i kraft af noget andet end sig selv ”(s.67). Hvis vi blot betragter mennesket som krop og hjerne, er vi afskåret enhver ”mulighed for at forstå hvad ånd kan være” (s.49).
Som følge heraf fravrister vi os også muligheden for at forstå hvad mennesket er. Det er nemlig ånden der forbinder mennesket med virkeligheden og muliggør at mennesket kan føle sig hjemme i verden. Hermed tager Grønkjær afsked med sin gamle lærermester, absurdisten Johannes Sløk, som ligesom eksistentialisterne hævdede at mennesket forbliver en fremmed i en verden der ikke kommer os i møde i vores længsel efter mening.
Bogen er inddelt i tre hovedafsnit med overskrifterne Krop, Sjæl og slutteligt Ånd, hvor de to første afsnit forbindes i det sidstnævnte. Ydermere er de tre hovedafsnit inddelt i tre underkapitler (præcis samme fremgangsmåde var tilfældet i Den nye gud). Grønkjær har en evne til at få alt til at gå op i tre, og det er tydeligt at han insisterer på denne treledsbevægelse, dels på grund af den kristne trinitetstanke, og dels på grund af Hegels dialektiske åndsfænomenologi.
Tankebevægelsen i bogen bærer som Grønkjær skriver ”i retning af ånd” (s.155). Ånden (afsnit 3) forbinder kroppen (afsnit 1) og sjælen (afsnit 2) med virkeligheden. Således hedder det fx med et par one-liners (dem er der mange af): ”Når kroppen får ånd, bliver den til legeme. Når sjælen får ånd, bliver den til tanke” (s.239). Grønkjær opsamler med gennemgående retorisk præcision overgangen mellem kapitlerne undervejs. Man kan dog alligevel, i forsøget på at læse alle de forskellige kapitler sammen, undertiden miste tråden en smule, ligesom det heller ikke altid er tydeligt hvornår Grønkjær tilslutter sig de mange tænkere han inddrager, og hvornår han forlader dem.
I det mindste er Grønkjærs tilslutning til Hegels åndsfænomenologi ikke til at tage fejl af. Den dialektiske fremgangsmåde hos Hegel består ultra-kort i at sammenføje modsætninger, så de forenes i noget tredje. Modsætningerne går på denne måde til grunde som selvstændige, isolerede størrelser og forbindes i en enhed af modsætninger. Ånden er bevægelsen hvori disse forenes og fremviser virkeligheden
Menneskets forbundethed med verden er i åndsfænomenologien ikke givet, men må som Grønkjær skriver udarbejdes i ”bevidsthedens bestandige, frie tilegnelse af virkeligheden.” (s.355). Med ånden som medium. Mennesket er altså ikke i forvejen hjemme i verden, men må tilkæmpe sig pladsen. Det er tænkningens opgave at tilvejebringe denne relation.” Sjælen” bliver til tanke og ”får tanke for noget andet end sig selv.”(s.327).
Livets mening gives
Gud er noget radikalt andet end mennesket – han er dets modsætning. Men ved den dialektiske bevægelse i tænkningen – der som sagt forener modsætningerne – kan mennesket forstå sig selv netop ved at tænke sig en gud. Gud kan, med alle sine attributter, tænkes og på denne måde erfares. ”Det er lettere at tænke Gud som kærlighed og som ånd end det er for mennesket at tænke sig selv.” (s.369).
Igen med retorisk elegance: ”Fremmedgjort over for sig selv kommer mennesket til forståelse af sig selv i kraft af noget andet end sig selv. Nogle andre. En anden. En gud.” (s.373).
Ligesom mennesket ikke umiddelbart er forbundet med virkeligheden men må tilegne sig den, er livets mening heller ikke givet på forhånd. ”Livets mening forelægger ikke. Den udarbejdes i bevidstheden. Livets mening er den enhed som udarbejdes i erfaringens tidslige bevægelse” (s.372). Mennesket erfarer i denne bevægelse ikke at livets mening er givet, men at den gives. Bl.a. derfor kalder Grønkjær også det sidste afsnit i bogen for Livets mening og altså ikke meningen med livet, hvor sidstnævnte ville implicere at alt hvad man foretager sig i sidste ende har en årsag – og altså er givet på forhånd. Hvorimod livets mening først fuldbyrdes og viser sig i det bevidste liv og bevægelsen i erfaringen.
Men hvad da – kunne man spørge – med de mennesker der ikke er i stand til at tænke dialektisk – som fx ikke er i stand til at tænke Gud som deres modsætning, er de i mindre grad forbundet med virkeligheden? Og er deres erfaring af mening mindre autentisk af denne grund? Det mener Grønkjærs givetvis ikke; ikke desto mindre er det sådanne spørgsmål denne anmelder ved endt læsning sidder tilbage med.
Grønkjærs stil er ejendommelig, og det er ikke sikkert at den vil falde i alles smag. Men uanset hvilken stil man foretrækker, kan det ikke afvises at Grønkjær har begået en overordentlig gennemarbejdet og respektindgydende bog, som formentlig – og forhåbentligt – vil blive læst i flere år.
*
Ifølge Johannes Sløk er idéhistoriens grundlæggende genstandsområder Gud, menneske og verden. Disse tre idéfelter går på tværs af historien og udgør områder af tilværelsen mennesket til enhver tid ikke har kunnet lade være med at spørge til. Med sin konsekvente overførsel af treenighedstænkningen til sine tre-ledet dispositioner, tør jeg æde min hat på at Grønkjær har en tredje bog i tankerne
Frederik Hougaard Larsen, Cand.mag. i Idéhistorie
