Bogens forside
Titel: Den fremtidsgodkendte folkekirke i tænkning og praksis
Gudstjeneste – Salon – Event
Forfatter: Birgitte Kragh Engholm
Forlag: Eksistensen 2020
Anmelder: Sognepræst Kristina Løvenstrøm
I 2016 udkom Birgitte Kragh Engholms (BKE) første bog om Den fremtidsgodkendte folkekirke. 8 kapitler og 13 såkaldte megatrends, der gjorde det klart for læseren, hvordan og hvorledes man kunne (og måske også burde) gribe folkekirken an, hvis den skulle have noget at sige helt almindelige danskere – også i fremtiden. Bogen er en praktisk håndbog tiltænkt menighedsråd, frivillige, ansatte og alle, der holder af folkekirken, og i Vindinge-Kullerup Pastorat gik vi derfor i gang med at læse den – og også implementere tanker og visioner i vores gudstjenester og andre kirkelige arrangementer.
Effekten af vores arbejde må fremtiden vise – men med baggrund i netop dette spændende arbejde, gik jeg i gang med at læse Den fremtidsgodkendte folkekirke i tænkning og praksis, som jeg ved første øjekast opfattede som en opfølgning – muligvis med redigerede og nye indlæg. Ud over titlens undertitel Gudstjeneste, Salon, Event afslører hverken forside eller bagside noget nyt i forhold til bog nummer 1. Først på side 10 bliver jeg gjort opmærksom på, at denne bog er skrevet på baggrund af Birgitte Kragh Engholms arbejde med en helt specifik gruppe, nemlig ’de 25-50-årige, der sjældent eller aldrig kommer i folkekirken’, tillige med Birgitte Kragh Engholms kvalifikationer og viden erhvervet på Institut for Fremtidsforskning og hos Future Navigator.
Som læser kan det godt irritere mig først her at blive klar over, at vi har med en helt bestemt gruppe mennesker at gøre. Omvendt – når den første irritation har lagt sig, er der meget godt at komme efter. Bogen byder på både ideer, overvejelser og eksempler fra praksis erfaring og med fremtidsforskningen i ryggen. Først med 4 kapitlers indføring i viden og tanker om emnet og efterfølgende med en grundig gennemgang af 3 forskellige arrangementer – en mindfullnessgudstjeneste, en filosofisk salon og et stort musikevent.
Lige præcis fremtidsforskningen, som folkekirken ifølge Birgitte Kragh Engholm har tøvet med at benytte sig af, spiller en afgørende rolle i bogen. Birgitte Kragh Engholm mener ikke, vi længere regner med, at mennesker kommer til kirken blot på baggrund af tidligere generationers fodspor og gammel vane. I dag er vi brugere og forbrugere, og ikke mindst individualister, der vælger dét, vi kan bruge ned fra hylderne i et supermarked, der til overflod bugner af stort set alt, hvad man kunne ønske sig.
Spørgsmål som Hvad giver mening og har værdi for mig? må stilles og besvares, hvis vi vil ramme den søgende, åbne og spirituelle gruppe 25-50-årige, der sjældent eller aldrig kommer i kirken. Og et bud på en ny virkelighed i folkekirken er ifølge Birgitte Kragh Engholm, at vi arbejder målrettet, strategisk og kompromisløst i ordenes helt konkrete forstand.
Der skal ikke spares, når det handler om ikke flere men bedre arrangementer. Der skal tales i et sprog, hvor kristendommens store historie bliver relevant ved at ramme ind i min egen lille historie. Og for at vi kan nå derhen, er vi i folkekirken blandt andet nødt til at lytte højere, hjælpe mennesker til at blive medskabende og for øvrigt slå ’plejer’ ihjel en gang for alle!
Alle argumenter forklares og eksemplificeres grundigt, så vi som læsere ikke behøver at være i tvivl om, hvorfor det er vigtigt og betydningsfuldt, at vi går til arrangementerne i kirken på en mere målrettet facon. Og når den fremtidige gudstjeneste nævnes i titlen og behandles i det 5. kapitel, skal man ikke tro, der er tale om søndagens højmesse. Omdrejningspunktet er den gudstjeneste, der rammer netop den særlige gruppe af 25-50-årige, der sjældent eller aldrig kommer i kirke, men som er åndeligt søgende.
Målrettet, strategisk og kompromisløs tilgang til kirkens arrangementer er nødvendig. Og ved hjælp af en grundig kulturanalyse på Vesterbro, en opmærksomhed på sprog og receptivitet (altså menneskets evne til at modtage nyt) tillige med tre megatrends – fra rejsen ud til rejsen ind, fra mere til bedre og fra den store historie til min historie – får Birgitte Kragh Engholm skabt hverdagens velbesøgte mindfullnessgudstjeneste. Lige så god og nødvendig som søndagens højmesse.
Det store spørgsmål for mig som læser er og bliver: Kan bogens pointer bruges – hvor som helst og når som helst? Udgangspunktet er et bestemt sogn, med en bestemt målgruppe og en præst, der er ansat til det ene formål: at være der for gruppen af 25-50-årige, der sjældent eller aldrig kommer i kirke.
I første omgang var jeg skeptisk. Jeg er ikke selv fuldstændig enig i, at menigheden, både den nære og den fjerne, skal behandles på samme måde som kunder i en butik eller tilskuere i et teater (jf. bogens prolog af teaterchef på Det Kongelig Teater Kasper Holten). Og som ene præst i et landsogn med arme og ben forsøgsvis ude i alle kanter af livet, bliver jeg stresset af at læse en bog, der så målrettet og helhjertet arbejder med en enkelt gruppe. Måske kunne det lade sig gøre på provstiplan, tænker jeg.
Og alligevel kan jeg ikke lade være med at bide mærke i de utrolig mange gode pointer, bogen også rummer. Ser man ikke sig selv i stand til (eller overhovedet synes, det er nødvendigt) at skelne mellem forskellige grupperinger i sognet, kan man stadig godt blive klog på mange af bogens pointer, hvor fx form og sprog tages op til revision – netop med henblik på dem, der ikke benytter sig af kirken så ofte, at man kan forvente, de ved på forhånd. Og som det også gøres klart i bogen, handler det måske mere om at dykke ned i sit eget sogn og lære det godt at kende. Samtidig med at man har blik for fremtiden og de trends, der passer til den store gruppe, der hverken er børn eller gamle. Så man med de nye tiltag i kirken ikke arbejder i blinde, men målretter sit arbejde i en sådan grad, at det rækker helt ind i … ja … fremtiden.
