Fortsæt til hovedindholdet
Anmeldelser
BØRN I KIRKEN – Bøger til børn i alle aldre

Børn i kirken - Bøger til børn i alle aldre

Fra anmeldelsen: "Det er sjovt fundet på, at personerne i fortællingerne nærmest snubler over bilehistorien på sådan en næsten metaagtig måde. Det er i hvert fald en måde at fortælle bibelhistorie på, som jeg ikke er stødt på før." 

Så kroppen synger - bog

For den 1-3 årige

Sara, Samson og stigen - bog

For de 3 til 6 årige

Ester og de lille lam - bog

For de 3 til 6 årige

Dina og duften - bog

For de 6 til 9 årige

Julie, Jakob og bjerget - bog

For de 6 til 9 årige

Anmelder: Sognepræst Mikklel Holmegaard

Anmelder: Sognepræst Mikklel Holmegaard

Titler 

  • Så kroppen synger (for 1-3 årige)
  • Sara, Samson og stigen (for 3-6 årige) 
  • Ester og det lille lam (for 3-6 årige) 
  • Dina og duften (for 6-9 årige)
  • Julie, Jakob og bjerget (for 6-9 årige) 

Forfatter: Jonas Lucas Christy

Illustrationer: Josephine Kyhn.

Forlag: Udgivet i et samarbejde mellem Frederiksberg Provsti og forlaget Eksistensen  (www.bornikirken.dk)

Anmeldelse af: Sognepræst Jens Mikkel Holmegaard Larsen

Så kroppen synger har tekster af Anne Katrine Odgaard og illustreret af Josefine Kyhn og består af 5 små ”sange”, alle på 1-2 små vers med tilhørende fagter og bevægelser, der er nemme at lære udenad for de yngste. Man kan swinge, trampe og klappe med kirkeklokkerne, lede bag døbefonten efter et får der er blevet borte, komme hjem og få et stor kram, fjolle med fingrene indtil de samler sig til bøn og takke for kirken sammen med bamser og venner.

Fakta

Der er udkommet 5 nye små bøger på EKSISTENSEN med bibelhistorier for børn– De nye bøger fortsætter en serie, der allerede består af 5 andre små bøger. Derudover består serien også af en lille ”papsangbog” med tilhørende fagter og bevægelser.

Bøgerne er alle udgivet som et led i projektet BØRN I KIRKEN; et online univers for præster og kirke- kulturmedarbejdere til arbejdet med børn i Folkekirken.

Projektet består, ud over bibelhistorierne og sangbogen, af en hjemmeside (bornikirken.dk) med grafik og billeder og forslag til aktiviteter for børn, og er blevet til i et samarbejde mellem Københavns Stift og Frederiksberg Provsti.

Bøgerne i serien er delt ind, så de passer til forskellige aldersgrupper: 1-3 årige, 3-6 årige og 6-9 årige, og med de nye bøger er der nye bidrag til alle kategorierne: Sarah, Samson og stigen og Ester og det lille lam for de 3-6 årige; Dina og Duften og Julie og Jakob og Bjerget for de 6-9 årige og endelig sangboge: Så kroppen synger for de 1-3 årige. Hele serien består i 4 bøger til hver af hver af kategorierne til de ældste børn og sangbogen og en enkelt bibelhistorie til de yngste.

Teksterne er enkle, som de jo skal være til de mindste, men lægger op til samtale om store teologiske temaer som at fare vild; at finde hjem igen og blive mødt i kærlighed; bøn og taknemmelighed.

Sara, Samson og stigen er historien om to søskende, der bor i Betlehem sammen med deres mor og far, og som bliver vidner til Jesu fødsel, da Josef og Maria, børnenes onkel og hans højgravide forlovede, kommer på besøg fra Nazaret. Der er digtet lidt på historien, men på en meget fin måde, så børnene selv bliver en del af bibelhistorien – Ved siden af julefortællingen, er det også fortællingen om, at de to søskende er forskellige – den ene er god til at kravle på stiger, men siger ikke så meget, den anden kan ikke kravle på stiger, men taler meget. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår ”stige” delen af historien, andet end som et supplement til en snak om, at alle ikke er lige gode til det samme og en snak om Jakobsstigen som bindeled mellem jord og himmel. Måske er det pointen: Jesus er som en stige …? Historien er god og med masser af inspiration til samtale om store ting.

Det samme kan siges om Ester og det lille lam en lidt rodet fortælling om at vælge det gode, om at blive gode venner igen og tilgive hinanden. De bibelske symboler står i kø: Esters far er pottemager, men potterne kan gå itu og sandelig om man ikke også møder et fortabt får, der trænger til at blive reddet. Det hele ender selvfølgelig godt. Evangeliet lever.

Det gør det også i påskefortællingen Dina og duften. Dinas mor er død og derfor er hun ofte med sin far på arbejde. Faren er havemand i en stor have i Jerusalem, der også er en kirkegård. En fredag, en lang fredag står der, for at vi ikke skal være i tvivl, bliver de vidner til Jesu gravlæggelse. Søndag morgen kommer faren til skade, han snubler over en krybbe, og Dina må passe arbejdet i haven alene. Her møder hun Maria Magdalene, der netop har opdaget den tomme grav. Dina går også ind i graven og oplever at en duft derinde, duften af myrra, får hende til at føle, at hendes afdøde mor er sammen med hende i haven.

Julie, Jakob og bjerget er en historie om to børn, hvis fædre er henholdsvis en jøde og en romersk soldat. Julie og Jakob er bedste venner, men får forbud mod at lege med hinanden, fordi deres fædre er fjender. Det gør de naturligvis alligevel, og en dag kravler de op på et bjerg (Jakob vil være bjergbestiger – "Kan man leve af det?" spørger Julie), og oplever, gemt bag en busk, Jesus prædike om fjendekærlighed og lære tilhørerne at bede Fadervor. Evangeliet lever, som sagt, og fjenderne bliver venner til glæde for de uskyldige små.

Alle fortællingerne er skrevet af Jonas Lucas Christy, og ingen af dem kommer til at gå over i historien som stor børnelitteratur, men det er muligvis heller ikke hensigten. Det er sjovt fundet på, at personerne i fortællingerne nærmest snubler over bilehistorien på sådan en næsten metaagtig måde. Det er i hvert fald en måde at fortælle bibelhistorie på, som jeg ikke er stødt på før. 

Derudover er historierne fyldt med symboler og ord, der leder børnene på sporet af andre bibelhistorier på kryds og tværs. Selv forfatterens navn synes konstrueret, og alle hans tre navne er en bibelhistorie i sig selv. På den måde er bøgerne indholdsrige, selvom historierne i sig selv er lidt rodede og forudsigelige.

Jeg vil helt sikkert gemme mine anmelderkopier til næste gang, jeg får besøg at børn i kirken og kan kun anbefale, at man anskaffer sig dem. Mange af de mere subtile pointer og symboler vil måske være spildt på den ikke bibelkyndige, men selv i det tilfælde, vil der være godt inspiration at hente til en snak om grundlæggende kristelige motiver og temaer.