Nicolai Røge 

Når man nærmer sig Odense, rejser tårnet på Sankt Knuds Kirke sig som et pejlemærke, man kan køre efter. Længe inden man ser byskiltet, gør tårnet det nemlig tydeligt, at der her er noget, man skal lægge mærke til – noget, man ikke kommer udenom.

Sådan skal det være. Som borger i Odense er det vigtigt for mig, at Sankt Knuds Sogn udfylder en væsentlig rolle i byens historie og hverdag, og som præst i Fyens Stift er det væsentligt for mig, at Domkirken er stiftets fyrtårn. Derfor skal vi turde påtage os rollen som det naturlige samlingssted i forbindelse med nationale og lokale begivenheder i kirke og civilsamfund, men vi skal også udnytte, at vi med klosterkirken har rummet og tiden til nærværet, samtalen og eftertanken, så sognet med sine to kirkerum er kirke til både hverdag og fest.

Det er det arbejde, som jeg glæder mig til at tage fat på: Jeg ser frem til at møde mine nye menigheder; til at holde gudstjeneste og prædike. Men jeg glæder mig også til at tage del i det udviklingsarbejde, som menighedsrådet allerede er godt i gang med. Sammen skal vi finde frem til den røde tråd, der skaber sammenhæng, så vi minder os selv om, at gudstjenester, musikliv og kirkens øvrige aktiviteter hænger tæt sammen – og at det alt sammen skal have en kvalitet og et indhold, der kan inspirere folk i og uden for sognet.

Det er på ingen måde en opgave, som jeg kan eller skal løse alene. Derfor glæder jeg mig til at træde ind i to levende menigheder med kompetente præster, ansatte, menighedsråd og frivillige, der på hver deres måde bidrager til at gøre Sankt Knuds Sogn til noget særligt.

Med mig bringer jeg en solid grundtvigsk bagage, der afslører sig gennem en stor bevidsthed om kirkens tradition, men også ved en forståelse af, at kirken er et væsentligt fællesskab i det lokalsamfund, vi er en del af, og at vi som sådan altid skal turde blande os, hvor det giver mening. Samtidig har jeg en stor interesse for gudstjenestens liturgi og prædikenen – både historisk og aktuelt – og jeg ønsker i min egen forkyndelse at være en tydelig prædikant, der ikke er bange for at rejse de ubekvemme spørgsmål, som Evangeliet naturligt kaster af sig.

Privat er jeg født og opvokset i Næstved, men efter at jeg mødte min mand, Mathias, endte jeg i Odense, hvor vi har boet i flere år. Sammen holder vi af at udforske byen og dens mange kulturelle tilbud, og vi ser frem til, at vi med min ansættelse er knyttet endnu tættere sammen med by liv og historie.

Nicolai Røge