Mads Davidsen

Gudstjenesten som samtale

Tekst: Bispekandidat Mads Davidsen

Det er søndag, klokken er ti, og det ringer til gudstjeneste. Inde bag landsbykirkens store ruder kan man høre orgelspil og salmesang. ”Herren være med jer!”, siger præsten, mens menigheden svarer: ”Og Herren være med dig!” Alt er planlagt til mindste detalje – bønner, salmer, tekster og prædiken. Iscenesat efter en fast koreografi, som alle kender. Gudstjenesten sidder i kroppen, menigheden ved, hvornår de skal synge, lytte, bede eller knæle. 

Martin Luther beskriver gudstjenesten som en samtale mellem Gud og menigheden. Gud taler til mennesket, og menigheden svarer gennem lovsang og bøn. Det er en meget præcis gengivelse af, hvad der sker i en dansk højmesse. Som kirkegænger kan man ligefrem fornemme samtalen, som en vekselvirkning eller et flow mellem præst, menighed, sanger og organist. Det behøver ikke at være æstetisk eller smukt. Der kan sagtens være en, der synger falskt, eller et par konfirmander, der glemmer at rejse sig under en tekstlæsning.

Luther var ikke højkirkelig. Han skrev salmer på folke- og drikkeviser, og han talte et ligefremt sprog. Gudstjenesten handlede for ham om at høre Guds ord og gennem det at modtage Guds løfte om frelsen, som det rækkes os i dåben og nadveren. Heldigvis er der blevet arbejdet meget med gudstjenesten siden Luther. At modtage Guds løfte kan også ske på andre måder end gennem ord og tale. Gudstjenesten er også sanselig, stedet, hvor det guddommelige trænger ind i krop og sjæl, når vi spiser sammen, knæler og træder frem foran alteret. At gudstjenesten er sanselig betyder, at selv det mindste barn kan være med. Det har åbnet for en række nye og spændende gudstjenester, hvor ordet og sproget ikke har samme plads, men kommunikationen med Gud alligevel finder sted. Det være sig babysalmesang, demensgudstjenester, musikgudstjenester eller liturgiske gudstjenester. Derfor vil den med interesse for kirkegang opdage, at der i Fyens Stift er rigtig mange forskellige gudstjenester i de fynske kirker i løbet af en uge.

Jeg er til stadighed dybt fascineret af gudstjenesten. De mange søndage, hvor man mærker, hvordan salmesangen bruser, hvordan præst og menighed indgår i et fælles flow, og den guddommelige samtale fungerer. Det behøver ikke at være kønt eller smukt. Det smukke kan også være samhørigheden, at vi i det lille lokalsamfund er sammen om gudstjenesten på tværs af interesser, generationer, uddannelse og historie. Vi sidder sammen og indgår i en samtale med Gud og med hinanden.

Men netop fordi gudstjenesten er en samtale, så er gudstjenesten også skrøbelig. Gudstjenesten er afhængig af en menighed. Det går ikke, hvis det kun er præsten og de ansatte, der holder gudstjeneste. Jeg husker stadig den følelse, man kunne have, når gudstjenesten ikke fungerede. Jeg kaldte det for ”gudstjenestesorgen”. Det skete typisk, når man blev sendt ud i en nabokirke for at holde gudstjeneste. Så stod man der alene foran alteret, velforberedt med de mange timers arbejde, der ligger i at forberede prædiken, salmer og bønner. Graveren gik undskyldende omkring og tændte lys, organisten sad bekymret og kiggede mod kirkedøren, og sangeren stod forgæves og spejdede efter kirkegængerne – men der kom ingen. Det er gudstjenestesorg, en uværdig forestilling for alle. Og endnu værre, hvis der kun kom nogle stykker. At holde gudstjeneste for en enkelt kirkegænger er som at føre en akavet samtale. Gudstjenestens puls udebliver og tjenesten sætter sig i kroppen som ”gudstjenestesorg”. Det er demotiverende og opslidende, når det netop er gudstjenesten, som præster og kirkegængere sætter højt.

Lad mig derfor sige det en gang for alle: Gudstjenester uden kirkegængere skal ikke holdes!

Men hvad så med kirkerne, hvis der ikke er gudstjeneste?

Skal de være lejlighedskirker, eller kan vi bare lukke dem helt?

Svaret er, at kirkerne selvfølgelig ikke skal lukkes, hverken helt eller delvist. Fordi der i de mange fynske landsbykirker holdes masser af gudstjenester i løbet af ugen. Det ved præsterne, det ved menighedsrådsmedlemmerne, og det er den store glæde ved folkekirken. Det er meget tydeligt i den nuværende ritualbog, at begravelse, dåb, konfirmation og bryllup også er gudstjenester. Dertil kommer babysalmesang, aftengudstjeneste, lysgudstjeneste, høstgudstjeneste, allehelgens gudstjeneste osv.

De fynske kirker bliver flittigt brugt til undervisning, koncerter, som vejkirker og andagtsrum og selvfølgelig som det rum og det sted i sognet, hvor de lokale har fejret livets store begivenheder.

Det ved menighedsrådene på Fyn. Lad os derfor, uden at det skal være tabu, forsøge at komme de gudstjenester, der ikke fungerer, til livs. Og lad os så i stedet få lov til at glæde os over alt det, der fungerer. De mange velfungerende søndagshøjmesser samt alle de andre gudstjenester, hvor vi i folkekirken står klar til at betjene medlemmerne. Vi skal være en ansvarlig folkekirke, men vi skal samtidig glæde os over, at folkekirken i Fyens Stift har så godt tag i befolkningen, at kirken spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet selv i de mindste små landsbysogne. 

10 spørgsmål til kandidaten

1. Hvad kendetegner Fyens Stift?
   Fyens Stift er kendetegnet ved, at det består af både land og by. Det giver en stor diversitet i stiftet, som kræver en leder, der har forståelse for og kendskab til forholdene på landet og i byen. Vi har samtidig stor forskellighed indenfor kirkelivet, som på den ene side er præget af en grundtvigsk tradition og på den anden rummer de missionske og de mere aktivistiske sogne. Jeg vil også nævne valgmenighederne, som er en vigtig del af folkekirken.
   Det er vigtigt, at en biskop giver plads til denne forskellighed, så der er mest mulig frihed for det enkelte sogn.
    
2. Hvad er den vigtigste opgave for en ny biskop i Fyens Stift?
   En ny biskop skal begynde med at lære stiftet at kende. For mig er det vigtigt, at biskoppen er med til at løse problemerne lokalt i tæt samråd med menighedsråd, præster og provster.
   Den største udfordring i de kommende år bliver at hjælpe folkekirken igennem den økonomiske krise. Det i en tid, hvor der mangler både præster og menighedsrødder. Det er vigtigt, at vi midt i dette husker, hvad vi er sat i verden for, at vi har fokus på, at forkyndelsen lyder både ved gudstjenester, undervisning, babysalmesang og korarbejde, så vi fortsat prioriterer ressourcer til at bygge kirkelivet op.
    
3. Hvad vil du sætte særligt fokus på, hvis du bliver valgt som ny biskop over Fyens Stift?
   Hvis jeg bliver valgt som biskop, vil jeg sætte fokus på to områder. Det ene er præster og præstemangel, det andet er menighedsråd og menighedsrådsvalg. Præstemanglen gør, at vi skal give præsterne gode forhold. Vi skal sørge for, at det er attraktivt at være præst i Fyens Stift – både for de nye, der kommer til, men også for de præster, vi allerede har. Samtidig vil jeg sætte fokus på menighedsrådsvalget, da vi allerede nu mangler hænder til de mange opgaver i menighedsrådene.
    
4. Hvad forstår du ved 'god ledelse?
   God ledelse er: tillid, overblik, anerkendelse samt at kunne uddelegere arbejde, så man har tid til at være nærværende i stiftet. God ledelse kræver også tydelighed i beslutninger, mod til at bakke præster og menighedsråd op og mod til at træffe mindre populære beslutninger.
   Det er vigtigt, at en god biskop kan inspirere og motivere ved at give plads til netværksarbejde i stiftet, så vi får glæde af al den viden, der er blandt præster, ansatte og menighedsrødder.
    
5. Hvordan vil du beskrive dig selv som leder?
   Jeg vil beskrive mig selv som en leder, der kan bevare overblikket. Jeg er samtidig kendt for at være lyttende, en leder der motiverer og har tillid til sine medarbejdere. For mig er det vigtigt, at en god leder kan håndtere mange forskellige processer samtidig uden at tabe målet af syne. Det kræver, at man er flittig og er god til at følge op. Det har jeg været god til som sognepræst, som tillidsmand og som daglig leder af Pastoralseminariet i København. Og det vil jeg bestræbe mig på at være også som biskop.
    
6. Hvad forstår du ved betegnelsen 'folkekirke'?
   I grundlovens §4 står der: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten. Det betyder, at folkekirken på én gang er en folke- og en statskirke. Det er en kirke med statsansatte præster, men samtidig en kirke, der består af folkevalgte menighedsrødder.
   Dette komplicerede forhold er både kirkens styrke og kirkens svaghed. Det er smukt, når samvirket mellem præst og menighedsråd fungerer, men det er også skrøbeligt og til tider uskønt, når det ikke fungerer. Jeg holder af denne ordning, men mener samtidig, at vi mangler værktøjer, når samvirket knirker. Dem skal vi udvikle i fællesskab i et samarbejde mellem biskop, provster og arbejdsmiljøudvalg.
    
7. Hvad ser du som den største udfordring for folkekirken?
   Folkekirkens udfordring er at bevare den tætte relation til medlemmerne. Det sker ved, at kirken er synlig i lokalsamfundet og ikke lukker sig om en højmesse for de få. Vi skal satse på undervisning, diakoni, sjælesorg, så kirken og forkyndelsen når ud i offentligheden. Det er den store udfordring i en tid med både faldende medlemstal og faldende dåbstal.
    
8. Hvad er det væsentligste problem i Danmark i dag, som kirken er en del af løsningen på?
   Jeg er på min vej rundt i Fyens Stift blevet overrasket over de mange opgaver, som kirken tager sig af. Udover at være begravelsesvæsen og vielsesmyndighed, så løser kirken væsentlige opgaver omkring ensomhed, diakonalt arbejde, undervisning og kulturarv. Samtidig har kirken en vigtig opgave i at forkynde evangeliet, som en modkultur til et præstationssamfund, hvor alt for mange mennesker går tabt.
    
9. Hvor vil du placere dig selv kirkeligt?
   Jeg er selv rundet af forskellige kirkelige retninger. Min familie har stærke rødder i det missionske omkring højskolen i Haslev. Jeg selv studerede Grundtvig og nationalisme. Jeg kalder mig selv grundtvigsk, fordi jeg er inspireret af Grundtvigs tanker. Det gælder hans syn på liturgi og gudstjeneste, men også tanken om vekselvirkningen mellem kirke og samfund. Som præst oplevede jeg, hvordan vi som kirke kunne bygge bro til lokalsamfundet gennem skole, højskole, lærerskole og friskole.
    
10. Hvordan vil du som biskop understøtte menighedsrådenes arbejde?
    Jeg vil helt konkret bakke menighedsrådenes arbejde op ved at sætte fokus på menighedsrådsvalget i 2024. Vi skal være realistiske om, at menighedsrådsarbejdet er krævende. Jeg mener derfor, det er nødvendigt, at vi går sammen om at løse nogle af de mest krævende opgaver i provstierne. Stiftet skal bakke op om disse ordninger og stå klar med hjælp og ekspertise, når menighedsrådene har behov.