Dorthe Ahlburg Tofte-Hansen 

Teologi, fortælling og musik.                       Tre pejlemærker for det fynske kirkeliv.

Tekst: Bispekandidat Dorthe Ahlburg Tofte-Hansen

Fromhed er måske ikke det, fynboerne er mest kendt for. Det kan der gives mange forklaringer på, men mine efterhånden mange år på Fyn har alligevel lært mig, at fynboerne holder meget af deres kirker og kirkegårde. Måske kunne man sige, at fynboerne ikke bærer kristentroen uden på tøjet, men stilfærdigt og skjult i hjerterne. Kirken er der, som noget uforanderligt og urokkeligt, en tryghed, når tilværelsen bliver usikker – og for nogle er kirken et afgørende pejlemærke i hverdagens liv.

Berømte fynboer har sat vægtige aftryk på den måde, vi forstår os selv som kristne på, og med afsæt i tre af dem, vil jeg i det følgende fremhæve noget af det, jeg selv vægter højt og vil have særligt fokus på som biskop over Fyens Stift.

Den første er Hans Tausen, bondedrengen, der blev født i 1494 i landsbyen Birkende og endte som biskop. Som ung gik Hans Tausen i kloster, blev præst og kom til Wittenberg, hvor han studerede teologi hos Martin Luther. Hans Tausen tog de lutherske tanker med til Danmark, hvor han var én af de første til at prædike evangeliet på dansk, og i 1542 blev han udnævnt til luthersk biskop i Ribe. Han skrev flere salmer og oversatte Det gamle Testamente til dansk.

Hans Tausen var med til at grundlægge den evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Det krævede mod, men også at han var rodfæstet i sin tro på evangeliet om Jesus Kristus. Som biskop er det afgørende altid at bevare fokus på kirkens kerneopgave: at forkynde evangeliet til trøst og håb. Gudstjenesten er omdrejningspunktet for alt kirkeligt arbejde. Det skal vi stå fast på og hvile i – også i krisetider. Reformatorernes mod og utrættelige flid må ubetinget være et forbillede for enhver biskop i en evangelisk-lutherske kirke!

En anden inspirator finder jeg i H. C. Andersen, hvis fortællinger er gennemsyret af den kristne livsforståelse. Et godt eksempel er eventyret ”Snedronningen”, der handler om drengen Kay, som får en troldsplint i øjet. Kay bliver hårdhjertet, kold og er nærved at dø, men bliver frelst af legekammeraten Gerda. Til sidst i eventyret, kommer de to børn hjem til bedstemor, der læser ordene fra dåbsritualet: uden at I blive som Børn, komme I ikke i Guds rige. Dét læser jeg som et klart udtryk fra Andersens pen om, at dåben er en tilsigelse af Guds kærlighed og frelse. Eventyret bliver en hel prædiken!

Dette er et godt eksempel på, at den kristne forkyndelse kan antage mange former. Som de bibelske fortællinger er det med til at danne og forme os som mennesker, at give identitet. Men fortællingerne har trange kår i en tid, hvor sociale medier fylder mere og mere i vores liv – uanset hvor gammel man er. Fortællinger spiller en afgørende rolle både i gudstjenesten og den kirkelige undervisning. Det skal vi værne om, for der er behov for og længsel efter sammenhæng og åndelige pejlemærker.

Vi skal skabe rum for den kristne fortælling. Kirke og kristendom findes ikke som noget selvfølgeligt i hverdagen, hverken i skolerne eller hjemmene. Derfor skal vi række ud og møde børn og unge med fortællingerne om tro, om Gud og om at være menneske. Det vil jeg sætte fokus på som biskop over Fyens Stift!

Et tredje afsæt finder jeg hos komponisten Carl Nielsen, der var barnefødt i Nørre Lyndelse. Carl Nielsen havde ikke noget særligt forhold til kirken, men i 1914 inviterede Thomas Laub ham til et samarbejde om at forny den danske kirkesang, hvilket Nielsen indvilligede i, selvom han på det tidspunkt befandt sig i en større livskrise. Nielsen fandt en særlig ro ved at arbejde med salmerne, og han skrev i et brev til sin hustru, at én af de salmemelodier han havde skrevet, vistnok var det smukkeste, han endnu havde komponeret. Det var melodien til Mit hjerte altid vanker.

Salmesangen er noget af det vigtigste i vores lutherske gudstjeneste, den er menighedens svar på præstens forkyndelse. Sangen fylder os med ånd og glæde, den samler os! Det skal vi værne om, og som biskop vil jeg støtte op om det uvurderlige arbejde med kirkekor, som for mange børn og unge er en vej ind i kirken.

En biskop har mange forskelligartede opgaver: præsteansættelser, visitatser, bygningsgodkendelser, arbejdsmiljøproblemer, klagesager, dåbstal, messefald, strukturændringer – nu også helligdagsfejder. Det er vigtige opgaver. MEGET vigtige opgaver, som vi drøfter og debatterer på valgmøderne. Dette indlæg har imidlertid haft fokus på det åndelige indhold, idet bispeembedet først og fremmest er et gejstligt embede. Biskoppen er præst med en særlig tilsynsopgave i Stiftet. Biskoppen skal tilse at evangeliet forkyndes og dåb og nadver tilbydes i alle sogne. Biskoppen skal udvise fasthed samt opmuntre og trøste menighederne.

Kort sagt skal biskoppen sørge for, at præster og menigheder trives: altså at der er et godt arbejdsmiljø. Samtidig skal en biskop hele tiden have udgangspunktet for øje: evangeliet om Jesus Kristus.

Med afsæt i de fynske helte vil jeg virke for evangeliet og det, der samler og bærer!

10 spørgsmål til kandidaten

1. Hvad kendetegner Fyens Stift?
   Fyens Stift rummer det hele. Landsogne, ø-sogne og by-sogne. Der er stor forskel på den kirkelige virkelighed i disse sogne, forskel på økonomiske og menneskelige ressourcer og ikke mindst på antallet af kirker. Fynboerne har mange kirker spredt ud over den store og de mindre øer.
   Fælles er dog en positiv indstilling til folkekirken i Fyens Stift og den frie ånd. Fyn er i udstrakt grad præget af den Grundtvig-Koldske ånd, hvor valgmenighederne og de mange fynske friskoler er med til at præge kirkelivet.
   Fynboerne elsker deres kirker og smukke kirkegårde, og fynboerne holder af højtiderne samt de særlige livsbegivenheder, hvor kirken er med. Det skal vi værne om og bevare!
    
2. Hvad er den vigtigste opgave for en ny biskop i Fyens Stift?
   Som øverste teologiske leder skal biskoppen sørge for liv og trivsel i de fynske menigheder, men også for at evangeliet prædikes ”rent og purt”. Én af de store udfordringer de kommende år bliver præstemangel – og måske også rekrutteringen af nye frivillige til menighedsrådene. Derfor skal biskoppen arbejde for at gøre Fyens Stift til et attraktivt sted at være præst, så vi kan tiltrække arbejdskraft og blandt andet ad den vej hjælpe til med at styrke kirkelivet ude i sognene.
   Biskoppens fornemste opgave må være at sørge for at menighederne kan trives og sikre gode vilkår for evangeliets forkyndelse.
    
3. Hvad vil du sætte særligt fokus på, hvis du bliver valgt som ny biskop over Fyens Stift?
   Evangeliet og den kristne kirke rummer det stærkeste budskab til glæde og håb for mennesker. Det budskab danner vores kirke ramme om, og jeg vil være med til at sikre, at det også bliver sådan i fremtiden. Det forudsætter et godt arbejdsmiljø i Fyens Stift, så både ansatte og menighedsrådsmedlemmer stadig kan finde glæde ved det kirkelige arbejde.
   Samtidig skal der være plads og tid til at tale om tro, teologi og åndeligt liv. Som kirke forventes vi at være tros-eksperter. Den opgave skal vi tage på os og tale evangelium og kristentro ind i det almindelige liv.
    
4. Hvad forstår du ved 'god ledelse'?
   God ledelse baserer sig på tillid, tydelighed og kendskab til forholdene.
   For at bruge et billede fra sportens verden, kan man sige, at skal man have et hold til at spille, kræver det 100 % tillid, og tilliden går begge veje. Spillerne på banen kan kun yde optimalt, hvis de ved, de har trænerens fulde opbakning – samtidig skal spillerne have fuldstændig tillid til trænerens dispositioner. Det samme gælder for kirken. Biskoppen skal have tillid til at kirkelivet forvaltes godt og fornuftigt i sognene; på samme måde skal der være tillid til at eventuelle ændringer eller afgørelser altid sker med de bedste intentioner. Åbenhed og tydelighed om tingene skaber tryghed.
    
5. Hvordan vil du beskrive dig selv som leder?
   Åben, ærlig og lyttende.
   Jeg er anerkendende og løsningsorienteret, og jeg kan tale med de fleste mennesker. Jeg synes det er vigtigt, at alle føler sig værdsat, men samtidig er det vigtigt for mig, at folk ved hvor de har mig, og at de har tillid til mig.
   Som daglig leder er jeg ofte stødt på konfliktmateriale, og jeg er ikke bange for at tage den ”besværlige” samtale med en medarbejder, når en konflikt er under optrapning. Til gengæld forsøger jeg altid at være godt forberedt og ”klædt på”, når der skal træffes vigtige afgørelser.
    
6. Hvad forstår du ved betegnelsen 'folkekirke'?
   At der er plads til stor forskellighed. Her tænker jeg særligt på at folkekirken rummer et bredt spektrum af kirkelige retninger under samme tag, og selvom teologer og præster af og til kan skændes og diskutere så det brager, er denne bredde og forskellighed jo også udtryk for en stor frihed i vores kirke. Der er åndeligt set ”højt til loftet”. Men folkekirken er også udtryk for at kirken er for alle – også for dem, som næsten aldrig bruger den. Rigtig mange danskere kan bedst lide at have folkekirken som ”den fjerne kirke”, en bygning, der findes i landskabet, men stort set kun tages i brug ved dåb, konfirmation og begravelser. Dem skal der også være plads til i folkekirken!
    
7. Hvad ser du som den største udfordring for folkekirken?
   Den tydeligste udfordring de kommende år bliver rekruttering. Vi mangler præster. Derfor skal alle kræfter sættes ind på at gøre Fyens Stift attraktivt for nyuddannede præster. Samtidig skal vi finde gode løsninger til at afhjælpe nogle af opgaverne, der hvor præstemanglen presser på, så de præster, vi faktisk har i Stiftet, ikke bliver overbebyrdet med rådighedstjeneste under lange vakancer. Én mulighed kunne være at ansætte diakoner til at varetage nogle af de diakonale og undervisningsrelaterede opgaver i sognene.
   En anden udfordring de kommende år kan blive rekruttering af nye menighedsrådsmedlemmer. Vi skal sikre lyst og glæde ved det frivillige arbejde i menighedsrådene.
    
8. Hvad er det væsentligste problem i Danmark i dag, som kirken er en del af løsningen på?
   Jeg ser det ikke som kirkens opgave at løse landets problemer, men kirken har et kæmpe potentiale, som vi skal stå tydeligt frem med. Her tænker jeg særligt på den store mistrivsel blandt unge og unge voksne. En del af denne mistrivsel bunder i rodløshed, usikkerhed og en følelse af mindreværd. Her kan folkekirken byde ind som et åndeligt pejlemærke i menneskers liv. Bibelens tekster og vores salmeskat taler direkte ind i den åndelige nød, som mange unge mennesker oplever. Derfor vil jeg som biskop sætte særligt fokus på de unge voksne, og på hvordan vi kan være kirke også for den gruppe.
    
9. Hvor vil du placere dig selv kirkeligt?
   Kirkeligt set er jeg grundtvigianer. Jeg opfatter kirken og gudstjenesten som et åndeligt fællesskab omkring dåb, nadver og det levende ord. På det personlige plan er jeg præget af en eksistensteologisk tilgang til min tro. I min studietid fordybede jeg mig i Jakob Knudsen, og nogle linjer fra hans aftensalme har fæstnet sig i mig:  Vær mig nær, thi uden dig ensomhed mig truer; vær mig nær, thi uden dig, jeg for mørket gruer. Salmen udtrykker en fuldstændig grundlæggende længsel efter Gud, som jeg tror ethvert menneske bærer på. Og den længsel finder kun hvile ét sted, siger Jakob Knudsen, nemlig i troen på Gud.
    
10. Hvordan vil du som biskop understøtte menighedsrådenes arbejde?
    Menighedsrådene har en vigtig rolle i sognenes liv, som sikrer den lokale selvbestemmelsesret og samtidig skal skabe gode kår for evangeliets forkyndelse. Menighedsrådenes arbejde skal helst være båret af glæde og lyst. Gennem de seneste år er opgaverne i rådene imidlertid vokset - ikke mindst i forhold til personaleledelse og økonomistyring.  Det skal være muligt at søge aflastning for og hjælp til nogle af disse tunge poster samtidig med at vi bibeholder en udstrakt lokal selvbestemmelse. Jeg vil arbejde for at menighedsrådene kan få aflastning for de tungeste opgaver, så der bliver mere tid og overskud til det kirkelige arbejde og til samtalen om tro og teologi.