Liturgi til andagt eller forbønsgudstjeneste
For folk og kirke i Ukraine
Liturgiforslaget er fra Folkekirkens Mellemkirkelige råd
ræludium
Salme: fx DDS 356 ’Almagts Gud, velsignet vær’
Hilsen
Indledningskollekt/bøn
Læsning (evt. Salmernes Bog, Salme 7 v. 2-3 og 11-18 el. Salme 28 eller Salme 88)
Trosbekendelse
Salme: fx DDS 45 ’Jeg går i fare, hvor jeg går’
Evangelium (evt. Matt. 5,1-12 el. Matt 25,31-40)
Refleksion
Lystænding (for alle dem der lider og er på flugt)
Salme: fx DDS 36 ’Befal du dine veje’
Fadervor
Velsignelse
Salme: fx DDS 634 ’Du ved det nok, mit hjerte’
Postludium
Indledningskollekt/bøn
Herre Gud, himmelske fader, du er en fredens Gud og ikke en krigens Gud. Vi beder dig for det ukrainske folk og den ukrainske kirke. Uvished om fremtiden for den enkelte og for landet fører til kaos og forvirring. Vi og andre har mange modstridende følelser og tanker. Vi beder om, at du må skænke fred til den enkelte og visdom til den ukrainske kirke i denne vanskelige og uforudsigelige situation.
Jesus Kristus, du som bar et kors og ikke et sværd. Med dit liv mindede du os om, at vold ikke skal mødes med vold men med bøn og forbøn - endda for fjender. Med din død viste du en så stor kærlighed til dine venner, at du satte livet til for dem. Vi beder dig: Åbn vores øjne og hjerter for hvordan vi kan vise kærlighed til dem, der lider nød og er afhængige af os. Lad os handle med fred og kærlighed mod venner såvel som mod fjender.
Helligånd, du som kender hjerter og tanker: Vi beder om at beslutningstageres samvittigheder må være åbne for freden og forsoningen mellem mennesker og folk. Vi beder om, at det ikke må være dødens og tomhedens ånd, der bestemmer menneskers liv og skæbne, men at det må være livets og forsoningens Ånd, som leder os og alle.
Amen.