DR-udsendelse den 10. februar
Tine Lindhardts kommentar til DR-udsendelsen ”Stemplet som creepy præst”
Af: Biskop Tine Lindhardt
Danmarks Radio bragte den 10. februar 2022 en udsendelse, der handlede om en præst, som har været ansat i Fyens Stift. I udsendelsen fortæller præsten, hvordan det har påvirket hans liv, at han uberettiget er blevet mistænkt og politianmeldt for en seksuel krænkelse af en konfirmand. Det er en ulykkelig sag for præsten og alle involverede.
Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag, da jeg ikke drøfter konkrete præsters tjenstlige forhold i medierne. Det gør jeg i givet fald med de pågældende.
Derfor takkede jeg også nej til DR-journalistens invitation til et interview i forbindelse med udsendelsen og sendte i stedet et citat til journalisten, se nedenfor.
Generelt kan jeg oplyse, at hvis der indgives en politianmeldelse af den karakter, fritager vi den pågældende præst for tjeneste, indtil der ligger en afklaring fra politiets side. Det er vi nødt til af hensyn til alle parter, velvidende at det kan få stor betydning for de involverede, uanset hvordan udfaldet måtte blive.
I sager af den art bestræber både Stiftet og jeg mig på at gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe præsten tilbage i arbejde, når politiet ikke finder grundlag for at rejse tiltale. Der er sjældent nemme løsninger i disse sager, og der vil altid være en efterfølgende refleksion over sagsforløbet.
Helt grundlæggende har jeg – og vi i Fyens Stift – et ønske om at gøre det bedst mulige i situationen og at handle med omtanke og ordentlighed.
Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag, da der er tale om en personsag, men helt generelt hilser jeg det velkomment, at der sættes fokus på emnet. Det er fyldt med dilemmaer, som det er væsentligt at tale sammen om. Som arbejdsgiver er man nødt til at reagere i sager af den art, velvidende at det kan få stor betydning for de involverede, uanset hvordan udfaldet måtte blive. Der er ikke nogen nemme løsninger, men helt grundlæggende bestræber man sig på at gøre det bedst mulige i situationen og at handle med ordentlighed og omtanke