Fynske refleksioner efter liturgikonferencen

Karen Blauenfeldt Dam:

Det var en spændende dag i Fredericia, at opleve Folkekirken i hele dens bredde. 

Og også at opleve, at alle aktører på den folkekirkelige grund, - spejdere / menighedsrådsmedlemmer / kirkelige organisationer og retninger / præster, provster og bisper – alle var interesserede i en fælles folkekirke.

Jeg tog særligt en skærpet forståelse for hvor meget liturgien indvirker på teologien i vores sakramenter med mig. Det bliver interessant fremover at følge med i, hvordan det udmønter sig for henholdsvis dåbs- og nadverliturgien, og så bliver det også vigtigt fremover med en plan for hvordan det nyoprettede Liturgisk Forum skal lykkes med at formidle sit arbejde helt ud i alle (af)kroge af folkekirken.

Nana Hauge:

Som jeg sagde på konferencen, så er dette arbejde alt for forhastet. 

Hvis der skal ske så store ændringer tilslutter jeg mig Kristoffer Garnes og Nils Arne Petersens mening: at forslagene i høring, og der skal nedsættes kommissorier under kirkeministeriet.

Lise Marie Ranum:

Gik man rundt og troede, at folkekirken var én stor, grå ensartet masse, blev man på liturgikonventet konfronteret med en anden farverig virkelighed:

Liturgidebatten vækker og sætter spot på de teologiske temperamenter og lidenskaber. Fordi liturgi er så meget mere end firkantede gudstjenestekøreplaner. Liturgi er teologi – og teologi er liv og hjerteblod. Og Gud ske tak og lov for det! 

Med det sagt, håber jeg, at vi i folkekirken kan holde fokus på det, der burde være vores største – og fælles – lidenskab: At sørge for, at gudstjeneste med evangelium i er noget, vi alle sammen kan fejre. Til enhver tid og på mange forskellige måder. Uden nogensinde at give køb på mysteriets eksklusivitet og fremmedhed. Men samtidig uden at ekskludere og fremmedgøre.

Hanne Wolfsberg:

Herfra, hvor jeg står, var det virkelig oplysende og givende at deltage i liturgikonferencen. Det grundige forarbejde, som jeg havde mulighed for at sætte mig ind i, og hvis delelementer, vi selv har kunnet deltage i på sogne- og provstiniveau, gjorde mig modtagelig for og motiveret til at lytte energisk til biskoppernes oplæg.

Spørgsmålene fra den bredt sammensatte forsamling af deltagere uddybede oplæggene. Modstand, skepsis, følgeskab og medvind kom fint til orde både ved denne debat og den afsluttende efter arbejdet i grupper.

I 2016 indledtes arbejdet med gudstjenestens liturgi, og indtil nu har selv de mindste enheder af Folkekirken haft mulighed for at deltage i dette betydningsfulde arbejde. 

Jeg har stor tillid til, at det videre forløb falder ud med en gudstjenesteliturgi, som menighederne kan føle sig hjemme i.

Simon Langeskov Jylov:

Som relativ ny præst var det utrolig spændende og interessant at være med på folkekirkens liturgikonference. Særligt har jeg fulgt arbejdet med højmessens liturgi og mulige tilføjelser til alterbogen. 

Desuden var det på konferencen meget interessant at høre de mange meninger - særligt om liturgisk forum og en potentiel 3. tekstrække. De bekymringer flere rejste, deler jeg ikke selv, da jeg ser et kommende liturgisk forum som en gave til det liturgiske arbejde i sognene, og en 3. tekstrække som en mulighed for at få endnu flere aspekter af Bibelen med i gudstjenestelivet. 

Gennemgående opløftet ser jeg frem mod den videre proces

Torkil Jensen: 

"Med ord, jeg kan forstå at udtrykke en sandhed, jeg ikke kan begribe.” 

Jeg husker ikke, hvem der refererede sætningen, men jeg synes, den meget præcist siger, hvad det hele drejer sig om. Ved vores bord svingede holdningerne fra opfattelsen af, at det hele var ”nørdet” til meget positive ord om arbejdet og nødvendigheden af det. Det bliver spændende at følge fortsættelsen. 

Selv er jeg nok temmelig konservativ, hvad angår nødvendigheden af fornyelse og deler f.eks. Kristoffer Garnes melding om, at det skal gro nedefra og næres ovenfra.

Hanne Uhre Hansen:

Jeg blev igen mindet om Folkekirkens bredde og væsentligheden af at samtalen om liturgi, teologi og kirkens selvforståelse holdes i gang – ikke mindst i forhold til at blive klogere på, hvad vi hver i sær forbinder med de centrale begreber i debatten.  

Af bidragene og kommentarerne i løbet af dagen, blev det klart for mig at tradition og fornyelse i højere grad end at stå som modsætninger, udgør et felt indenfor hvilket overvejelserne om liturgi konstant bevæger sig. Det er ikke et valg mellem det ene eller det andet, der er i spil i biskoppernes forslag, men et ønske om at skabe mulighed for at liturgien også fremover skal kunne rumme begge dele.

Inger Solveig Nissen:

Der var ved konferencen udbredt positiv modtagelse af biskoppernes oplæg. Men især blev forslaget om et såkaldt Liturgisk Forum debatteret. Hvad skal være et sådant organs sammensætning, opgave og myndighed?

I den gruppe, jeg sad i, var den udbredte holdning, at det er vigtigt, at også lægfolk deltager i arbejdet med liturgi. Og måske, at der i hvert stift blev et gudstjenesteudvalg, som samlede op på det liturgiske arbejde – ideer og tiltag, arbejde med nye bønner mm. Men også, at man ikke skulle gøre højmessen for rodet, med alt for mange udskiftelige elementer. Autorisation og tilsyn blev anset for at være en sikring af både præst og menighed – også den del af menigheden, som ikke så tit er i kirke. Tanken om en dåbskommission blev også vel modtaget, især med tanke på en nænsom opdatering af sproget i ritualet.

Så jeg tror, jeg overordnet fik en fornemmelse af, at man holder meget af sin gudstjeneste, men er opmærksom på, at der er behov for fortsat fornyelse, ikke af indhold så meget som af sproget. Og at man ønsker frihed lokalt, men inden for genkendelige rammer.

Altså en blid fornyelse.

Ting tager tid, og kirken er også et traditionens og langsomhedens sted. Men vi må jo også have lov at komme til Gud, som vi er og med det sprog, vi har. Jeg tror ikke, Gud kun taler i 1500-tals sprog.

Med hensyn til friheden og muligheden for alternative gudstjenesteformer ved jeg ikke, i hvor høj grad der er brug for en regulering, men jeg forstod det sådan, at der blev lagt op til vejledninger, ikke sådan, at de var autoritative, men at de kunne være til hjælp og inspiration for arbejdet med de mange forskellige typer af gudstjenester og andagter, der holdes ud over højmessen. Det vil være fint, men sådanne vejledninger tror jeg også er er nødt til at være dynamiske.

Marianne Christiansens billede af den liturgiske ”strøm” fik mere mening i løbet af dagen. Hvis der skal være et gudstjeneste-liv, må der bevægelse til.