Mørke er et af livets grundvilkår
Magasinet Folk og Kirke dykker ned i mørket, både som konkret realitet og som eksistentielt fænomen.
Grundpåstanden er, at vi søger lyset, men hvis vi ikke vil stå ved mørket, som noget der hører med til livet, får vi sværere ved at finde det.
Her kan du læse magasinet samt få materiale til undervisning
Du kan blandt andet læse disse artikler:
Biskop Tine Lindhardt skriver i magasinet, at mørket er et vilkår og derfor ikke en skæbne, som man bare skal bøje nakken for og affinde sig med. Vi skal stå op imod mørket og gøre opstand imod det.
Sognepræst Mette Behrndtz siger, at angst, smerte og død er en del af livet. Til gengæld er vi ikke overladt til os selv, når vi står midt i det
En 36-årig mor til to fortæller om, hvordan det er at se frem til at skulle blive blind.
En musikprofessor forklarer, hvorfor hjernen godt kan lide dyster og hård musik.
En forfatter fortæller, hvordan mørket næsten opslugte ham, da han skrev en bog om sin mors dæmoner.
Og en kvinde, hvis søn har begået selvmord, interviewer sin sjælesorgspræst og får hende til at forklare, hvorfor den bedste hjælp, man kan give til en sørgende, er at sige: Det går ikke over – men jeg går med dig ind i mørket.
Alle artikler er samlet her
Folk&kirke har sin egen underside på folkekirken.dk. Her kan man se både det nye nummer og hovedparten af de tidligere numre med temaer som valg, kontrol, kærlighed, dommedag og mad.
Ressourcebank: Brug magasinet på biblioteket, på højskoler, til studiekredse
Se eksempler på, hvordan I kan bruge folk&kirke #10 om mørke:
- Foreslå det lokale bibliotek at lave arrangementer for børn, unge og voksne om mørke i litteraturen. Og mørke omkring litteraturen – hvorfor lytter vi bedre i mørke?
- Lav en studiekreds i sognegård, der udforsker mørket som vilkår, mørket i mennesket og mødet med sorgen.
- Spørg den lokale højskole eller efterskole, om de har lyst til at lave en mørkemiddag med efterfølgende samtale om mørket. Eller måske en sangaften, hvor I synger sange fra højskolesangbogen, der alle sammen handler om mørke.
- Lav en ’filosofisk salon’ sammen med en gruppe studerende, hvor I går ombord i mørket
- Fortæl dansklærerne på folkeskolen om magasinet, og vis dem forslaget til, hvordan det kan bruges i undervisning om digtgenren.
- Arranger en samtalesalon om døden.
- Del artiklerne fra magasinet, der er samlet her, på kirkens Facebookside.