Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder 2021
Nyheder

At være sammenknyttet i troens bånd

Center for Kristen Spiritualitet er samlingssted for arbejdet med kristen trospraksis. I artiklen, som har været bragt i Stiftavisen, beskrives et nyt initiativ: "Båndet"

Båndet er et fysisk armbånd, men det er i endnu højere grad et kristent fællesskab.

Af Marie Holm – sognepræst i Næsby Kirke og medlem af bestyrelsen for Center for Kristen Spiritualitet

Hvordan knytter man en længsel efter tid og ro til daglig bøn og bindende fællesskab med andre kristne sammen med en pulserende hverdag og en iboende frihedstrang hos den moderne dansker?

Link til hjemmesiden

Link til Facebook-gruppen

Har du lyst til at være med til en andagt, få et bånd tilsendt eller vide mere, så send en mail: baandet@centerforkristenspiritualitet.dk

Dette spørgsmål stillede medlemmerne i bestyrelsen for Center for Kristen Spiritualitet sig selv og hinanden og svaret blev: Det gør man med et bånd. Et lille knyttet bomuldsbånd, der sidder på håndleddet, så man hver dag mindes om, at man har forpligtet sig på at bede for andre – og de på samme måde har forpligtet sig på at bede for mig.

Ved at få båndet sat om håndleddet, bliver man del af det fællesskab, som bestyrelsen har døbt: ”Båndet”. Båndet er således et fysisk armbånd, men det er i endnu højere grad et kristent fællesskab. Et tros- ånds- og klosterfællesskab, hvis inspiration stammer fra klosterbevægelserne, men er tilpasset nutiden og vores hverdagsliv, så alle har mulighed for at være med i større eller mindre grad.

Båndet er lavet i de fem liturgiske farver: Hvid, rød, sort, lilla og grøn, så der er frit valg for den enkelte til at vælge en passende farve. Når valget er taget, får man det på under den månedlige andagt, som holdes i den lille kirke på Dalum Kloster, hvor Center for Kristen Spiritualitet har fået lov til at holde til af søstrene.

(På grund af pandemien er vi dog for tiden nødt til at holde andagterne i større og sikrere Sanderum Kirke)

Andagten er åben for alle og dens liturgi er enkel. Der er bønner, salmesang og tekstlæsning fra udvalgte steder i Bibelen, der taler om det at binde sig til Gud og Kristus. Under en særlig del af andagten kommer de, der ønsker det, op får at få båndet sat på håndleddet med ordene fra 1. Korinterbrev: ” Men den, der binder sig til Herren, er én ånd med ham”. Efterfølgende samles alle, der har lyst, for at fortælle, hvad de særligt ønsker, der bliver bedt for i den kommende tid.

Nu går medlemmerne hver til sit og tager på hver sin måde bønnen for de andre på sig. Det kan være med et fast dagligt bønstidspunkt eller blot en tanke, når man ser på båndet. Nogle udvider tros-palletten med meditation, søndagsgudstjenester og retræter, men der er helt frit valg.

”Båndet” er et helt nyt og spædt eksperiment. Men uden at kunne vide det, har ”Båndet” allerede talt direkte ind i den tid, vi alle lever i lige nu. En tid, hvor vi først og fremmest er sammen hver for sig. Her kommer styrken i fællesskabet virkelig til sin ret. For hver dag tænker vi hver for sig på og beder for de andre, så vi på den måde stadig føler os knyttet til hinanden i et fællesskab uden at være fysisk sammen.

Vi håber, at denne form for trospraksis kan tale til mange mennesker, der ønsker at finde en vej til et levende bønsliv – også når hverdagen bliver mere normal igen. 

Om Center for Kristen Spiritualitet

Center for Kristen Spiritualitet er måske ikke verdens mest mundrette navn, men det var det navn, vi i 2014 besluttede at give den forening, vi da startede og som biskop Tine Lindhardt åbnede ved en gudstjeneste på Dalum kloster. Vi syntes, navnet beskrev det, vi gerne ville være, nemlig et samlingssted for arbejdet med kristen trospraksis.

 

Vi var – og er stadig – en gruppe præster og lægfolk, som mødes i en fælles interesse for at imødekomme den åndelige søgen hos mennesker, som gerne vil have mere praksis end mange sognekirker kan tilbyde. Praksis i betydningen bøn, meditation, bibellæsning o.lign. Vi har set det som en væsentlig opgave at udbyde mindst én årlig retræte af flere dages varighed og jævnlige retrætedage. Det er vigtigt for os, at de tiltag, vi udbyder, er genuint kristne. At folk, der kommer til vores arrangementer, ikke risikerer at møde noget sværmerisk. Vi arbejder med at nytænke den traditionen, altså den kristne, som der står i foreningens vedtægter.

 

Da foreningen blev stiftet, fik vi tilbudt, at vi kunne holde vores møder og arrangementer på Dalum kloster. Søstrene syntes, de havde plads til at huse os og ville gerne have lidt mere liv i huset. Vi har siden holdt stort set alle arrangementer i den fine dagligstue og den lille smukke kirke. Vi har ind imellem den positive udfordring, at det kniber med pladsen. Her under pandemien har vi derfor måttet indstille møderne på klosteret og de eneste arrangementer, vi pt tilbyder er ”bånds-andagterne” i Sanderum kirke. Vi glæder os som alle andre til igen at kunne slå dørene op og byde indenfor.

 

Af Anne Birgitte Reiter, formand for bestyrelsen i CFKS, tidligere sognepræst i Skt. Knuds kirke, nu domprovst i Maribo